Dansk Magisterforening

Studerende iværksættere feteres som sportsstjerner

© Jesper Voldgaard

Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Martin Kjeld Pedersen var tæt på at droppe ud af studiet for at lægge alle sine kræfter i sin voksende virksomhed. Nu er han en del af et nystartet program på Aarhus Universitet, der indtil videre giver 100 studerende mulighed for at forene iværk­sætteri og studier.

Martin Kjeld Pedersen læser erhvervskommunikation på Aarhus Universitet. Sidste år havde han egentlig besluttet sig for at kvitte studiet, fordi han arbejdede op mod 60 timer om ugen i iværksættervirksomheden Ceptu, som han er medstifter af.

Han havde derfor svært ved at se, hvordan det skulle hænge sammen.

“Vi havde lige fået en stor investering og skulle til at vurdere, hvilke flere kompetencer vi havde brug for. Så hvis jeg skulle til at skrive speciale, ville vi ikke kunne nå salgsmålene”, fortæller han om Ceptu, som beskæftiger sig med satellitovervågning af afgrøder.

Den unge iværksætter fik dog ved et tilfælde kontakt til programkoordinatoren for Dual career-programmet på Aarhus Universitet, der giver elitesportsudøvere større fleksibilitet i studiet, så de kan læse samtidig med sportskarrieren. Og det blev Martin Kjeld Pedersen en del af, da man søgte en case til en tilsvarende forsøgsordning for studerende med en god iværksætteridé.

Og ifølge Martin Kjeld Pedersen var det lidt af et held.

“Ellers var jeg helt sikkert faldet i fælden med, at nu vil jeg bare arbejde”, siger han.

Han fik dermed mulighed for at skyde en reeksamen og specialet for at bruge det meste af sin tid på den nu 11 mand store virksomhed.

Den gode idé lader venter ikke på sig
Jens Bundgaard er leder af Dual career-programmet på Aarhus Universitet, der fra februar blev indført permanent for studerende med en sideløbende iværksætterkarriere. Ifølge ham er Martin Kjeld Pedersen et kerneeksempel på tanken bag programmet, da en seriøs tilværelse uden for studiet ikke skal ses som en trussel, men som en “uddannelsesfremmende omstændighed”:

“Ambitionen er, at hvis man er en dygtig og ihærdig studerende, så skal man ikke tvinges ud i et valg. Og vi synes, at iværksættere har en karriere, som ikke kan vente. Man kan simpelthen ikke vente med at iværksætte en god idé, til man er færdig med studiet”.

Jens Bundgaard forklarer, at man har gode erfaringer med sportsstjerner, der også studerer ved siden af. Ifølge ham har de bedre resultater end deres medstuderende, hvilket man også tror kan blive tilfældet for studerende med iværksætterkarrierer.

“Vi har en stor interesse i at styrke iværksætteri, mens man studerer, for så har man allerede skabt sit eget job og banet vejen til det private erhvervsliv”, siger han.

Indtil videre er 100 studerende fra hele universitetet en del af det nye Dual career-program for iværksættere, der indbefatter rådgivning til at få hverdagen til at hænge sammen. De involverede studerende spænder bredt fra de naturvidenskabelige uddannelser, især de ingeniørfaglige og it-tekniske, til de humanistiske og erhvervs- og samfundsvidenskabelige uddannelser, forklarer Jens Bundgaard.

Og ifølge ham kunne mellem 50 og 100 flere studerende på universitetet have potentiale for også at blive godkendt til programmet. Men det er ikke nok bare at have en god idé. Man skal leve op til 12 kriterier for at blive godkendt til programmet og få lov til at forlænge studiet eller rykke en eksamen. Her vurderer man blandt andet den studerende ud fra, om vedkommende er engageret i og dedikeret til projektet, hvor meget vækstpotentiale der er i idéen, om den valgte branche giver mening i forhold til produktet, og om det er baseret på forskning og har nyhedsværdi, i forhold til hvad markedet efterspørger.

Man kan ikke tænke sig til iværksætteri
John Parm Ulhøi, der er professor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, siger, at man ikke kan “sidde hjemme i sine forældres kælder og tænke sig til” at være iværksætter. Det kræver, at man springer helt ud i det. Dog kan der være en fare for, at akademiske iværksættere er så fokuserede på den faglige og teknologiske del af produktet, at de ikke har blik for køberen i sidste ende.

Martin Kjeld Pedersen genkender da også den udfordring fra det produkt, som Ceptu er bygget op omkring. Det består af en digital platform til landmænd, der via satellitter kan analysere store landbrugsområder og identificere beskadigede og syge afgrøder, så landmanden forebyggende kan målrette den rette mængde gødning og pesticider til de rigtige steder. Og dermed spare store mængder, hvilket er godt for både landsmandens bundlinje og miljøet.

“Det er da helt klart en stor udfordring at sælge et meget teknisk produkt til nogen, der ikke er så teknisk anlagte”, forklarer han.

Men ifølge den unge iværksætter er det samtidig givende at kunne gøre en forskel for landmændene.

“Vi får rigtig god respons om, at det vender fuldstændig op og ned på deres praksis. Mange har det med at sige: ’Jeg kender min mark og gør, som jeg plejer’. Men det er altså ikke altid det bedste. Og vi skal jo tænke på fremtiden, hvor vi skal brødføde langt flere mennesker”, siger han.

For Martin Kjeld Pedersen giver det da også god mening at “gå på to ben”. Dermed får han det teoretiske input fra studiet, som han kan trække på i virksomheden, og samtidig den praktiske erfaring med at starte en virksomhed op.

“Jeg kunne godt leve af kun at arbejde i Ceptu. Men det at gøre studiet færdigt handler lige så meget om noget personligt, når nu jeg har brugt så lang tid på det. Og det giver også virksomheden større troværdighed”.

}