Dansk Magisterforening

Sådan vender du godt tilbage fra barsel

Lærke Cramon
Del artikel:

Uanset om du er mand eller kvinde, så er det at få børn en stor omvæltning. Og uanset om du tager få måneders barsel eller er væk et helt år, vil en familieforøgelse helt sikkert få dig til at overveje, hvordan du prioriterer familieliv og karriere. Her er derfor seks gode råd til, hvordan du vender tilbage efter barsel.

Indstil hjernen på at arbejde igen
Skal dit barn starte i vuggestue, når din barsel slutter, er indkøringsperioden et godt tidspunkt at forberede din tilbagevenden til arbejdspladsen. Det er måske særligt de fædre, der tager barsel, som står for denne del, da de typisk tager sidste del af orloven. Og selvom dit barn måske kun er i institution et par timer om dagen, giver det dig mulighed for at vænne dig til at være uden dit barn.

For nogle føles friheden fantastisk. For andre føles den voldsom. Uanset hvad, så er ugerne med indkøring en kærkommen lejlighed til at indstille hjernen på at arbejde igen. Læs aviser, gå i banken, løb nogle ture, og køb et nyt jakkesæt, hvis du har brug for at markere transformationen fra joggingbukser til karriere.

Forbered din arbejdsplads
Uanset om du er mand eller kvinde og tager en kort eller lang barsel – eller måske deler forældreorloven lige – kan det være svært at vende tilbage til arbejdet efter en periode med bleer, barnevognstrilleri og uden megen voksenkontakt. Heldigvis kan du selv gøre en række ting for at lette overgangen.

Det første gode råd starter, allerede inden du går på barsel. Når du har fortalt din arbejdsgiver, at du skal være far eller mor, er det en god idé at tage en snak eller et møde med din chef. Her kan du fortælle, hvilke tanker du gør dig i forbindelse med at gå på barsel, og hvad du har af ønsker, når du vender tilbage til dit arbejde. Ved at kommunikere dette gør du det lettere for både dig selv og din arbejdsplads at navigere i den nye situation, hvor de skal undvære dig.

Husk dog på, at uanset om du skal være forælder for første eller fjerde gang, så ved du ikke, hvilket barn du får. Der kan opstå ting, der gør, at din plan ikke holder, og det forstår din chef. Derfor er det forståeligt, hvis du efter barnets fødsel får brug for at revidere din plan.

Find din form for barsel

Danske forældre kan i dag indrette deres barsel på mange forskellige måder. Og ud over spørgsmålet om, hvordan du og din partner ønsker at dele orloven mellem jer, skal du også finde ud af, hvor tilgængelig du ønsker at være, mens du er væk. Som udgangspunkt er de fleste helt ude af arbejdsræset. Man holder barsel for at passe sit barn – også selvom det til tider kan være kedeligt og betyde, at man bruger hele dagen parkeret i sofaen.

Nogle forældre føler, at det er stressende ikke at læse mails eller følge med på intranettet, og nogle – lidt oftere mænd end kvinder – kan have behov for at have en form for føling med arbejdspladsen, mens de er på barsel. Hvis du er typen, der insisterer på stadig at modtage månedsmailen eller deltage i de sociale arrangementer på arbejdspladsen, så husk på, at det skal være for din egen skyld. Det vil måske føles, som om du stadig er i kontakt med din arbejdsplads, men arbejdspladsen giver ikke dig ekstra point på kontoen, fordi du holder dig ajour. Så overvej det nøje: For hvis skyld ønsker du at læse mails?

Start midt i en uge
Selvom du måske glæder dig til at vende tilbage til kontoret og kollegerne, kan det være hårdt at starte op efter barsel. Også selvom du er far og måske kun har holdt to måneders barsel. Niveauet af udmattelse kan måske bedst sammenlignes med, dengang du begyndte i dit allerførste job – plus at du denne gang sikkert også er frarøvet din gode nattesøvn. Der er altså ikke noget at sige til, at du er træt. Vend tilbage fra barsel en onsdag eller en torsdag, for på den måde forkorter du ugen og når hurtigere hen til weekenden, hvor du forhåbentligt kan få genopladet batterierne.

Hold møde med din chef

En af udfordringerne ved at vende tilbage fra barsel er, at du måske tror, du kan det samme som før, at arbejdspladsen er den samme, og at det job, du forlod, er identisk med det job, der venter dig. Uanset hvor kort eller lang tid du har været på barsel, kan tingene have nået at ændre sig. Måske har du i mellemtiden fået en ny kollega. Måske er din afdeling blevet tildelt nye opgaver. Og hvis du er ansat i en politisk styret organisation, kan det være, at der pludselig blæser nye politiske vinde.

For at blive ajour med alt dette er det en god idé at holde et møde med din chef, allerede første dag du er tilbage på arbejde. Her kan I dele informationer begge veje. Du kan fortælle, hvordan din barsel har været. Samtidig kan din chef fortælle, hvad der er sket på arbejdspladsen, mens du har været væk, hvilke fokusområder arbejdspladsen har lige nu, og hvilken betydning det eventuelt har for din rolle i afdelingen.

Gør status
Efter et par måneder tilbage i arbejde er det en god idé at hæve blikket og gøre status. Det er tit svært at have små børn og samtidig dyrke karrieren. Og i perioder er det okay, at du prioriterer det ene over det andet. Alligevel er det en god idé, hvis du med jævne mellemrum spørger dig selv: Fungerer hverdagen? Har du den balance mellem arbejde og privatliv, du ønsker?

Hvis du igennem en længere periode føler dig utilstrækkelig i den ene eller anden sammenhæng, bør du og din eventuelle partner se på, om I kan indrette jeres liv anderledes. Måske kan I nøjes med at udlicitere ting som græsslåning og indkøb, måske giver det mening, at den ene af jer går på deltid, men det kan også være, at jeres arbejdspladser kan tilbyde mere fleksibilitet og dermed tage noget af presset af jer.

Kilder: Pernille Hjortkjær, selvstændig worklifecoach. Og bogen “På job efter barsel” af Lotte Kirkeby Hansen og Lene Wissing 

}