Dansk Magisterforening

Venstre: Vi er godt tilfredse

Af Troels Kølln
Del artikel:

Venstre er i top på Magisterbladets liste over ulighedsskabende partier. Finansordfører Jacob Jensen forklarer, hvorfor han er glad for den placering.

Venstre er sammen med De Konservative det parti, der har stemt ja til flest ulighedsskabende reformer. Hvad tænker du om det?
Det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det er reformer, som har gjort Danmark til et rigere land. Det kan godt være, at det skubber på en tredje decimal af gini-koefficienten, men hvis ikke vi havde gennemført de reformer, havde der været færre penge at fordele i samfundet. Og lighed er ikke meget værd, hvis det kommer af, at alle er lige fattige. 

Hvad er jeres mål med at give skattelettelser og skære i de offentlige ydelser?
Vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at arbejde og investere i Danmark. Og det er ikke af hensyn til virksomhederne, men af hensyn til landet som helhed, fordi det gør Danmark rigere – og så er der flere penge at fordele.

Og vil I gerne fortsætte med flere af denne slags reformer?
Det er ikke den helt store hemmelighed, at vi lægger op til at sænke skatten på arbejdsindkomst, når vi skal forhandle skat til efteråret.

Er det vigtigt at forholde sig til den økonomiske ulighed i samfundet?
Ja, for det er en vigtig grundparameter i vores samfund, at der ikke er for langt mellem høj og lav. At der er fri ret til skolegang, fri ret til sundhedsydelser, fri ret til ældrepleje. Den slags helt fundamentale rettigheder, der sikrer lige muligheder for alle. Men det betyder ikke, at man skal være lige på alle ledder og kanter.

Hvad tænker du om den stigende økonomiske ulighed i Danmark?
Jeg er slet ikke bekymret. Ulighed er ikke en udfordring, jeg ser som relevant i en dansk kontekst. Selvfølgelig er der danskere, som også har det svært, men generelt har vi understøttelse på alle ledder og kanter – på nogle områder nok endda for meget.
}