Dansk Magisterforening

Det Konservative Folkeparti: Uligheden er ikke et problem

Af Troels Kølln
Del artikel:

Det Konservative Folkeparti har stemt ja til samtlige af de mest ulighedsskabende reformer de seneste 20 år. Skatte- og afgiftsordfører Anders Johansson begrunder tilgangen.

De Konservative er sammen med Venstre det parti, der har stemt ja til flest ulighedsskabende reformer. Hvorfor?
Reformerne er i høj grad skabt af nødvendighed. Det har været helt afgørende at øge arbejdsudbuddet, så vi sikrer væksten. Og det er altså de reformer, der har sikret landet det økonomiske råderum, der er i dag. Når det er sagt, synes vi ikke, at det er vigtigt at se på uligheden som sådan. Det vigtigste er, at samfundet er blevet rigere, og at vi har fokus på at hjælpe de allersvageste som hjemløse og stofmisbrugere. 

Er den økonomiske ulighed et problem i Danmark?
Den er ikke et problem i dag. Vi er i forvejen et af de mest lige lande i verden, og der er ikke noget, der indikerer, at vi er på vej i en retning, hvor samfundet bliver væsentligt mere ulige.

Men den økonomiske ulighed ér stigende. Bør I politikere gøre noget for at modvirke det?
Nej. Det er ikke et mål i sig selv at skabe større lighed. Det er til gengæld et mål i sig selv at skabe et rigere samfund. Og der har vi bare nogle udfordringer med virksomheder, som ikke kan tiltrække arbejdskraft. Derfor skal vi øge arbejdsudbuddet, så vi hjælper virksomhederne, fordi det gavner væksten, som igen skaber et rigere samfund i fremtiden. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi at sakke bagud. 

57 procent af jeres vælgere siger, at I bør arbejde for at mindske den økonomiske ulighed. Hvordan tolker du det?
Det ændrer ikke på mit synspunkt om, at vi har mange vigtigere udfordringer i samfundet. Vi skal have flere i beskæftigelse og færre under offentlig forsørgelse. Det handler lige så meget om respekt for dem, der yder en indsats.
}