Drop grøftegravningen
LEDER af Camilla Gregersen
Der er gået mode i at udnævne akademikere til syndebukke for alverdens ulykker. Vi er på samme tid overledige og tager andres job, og vi er skyld i new public management og centralisering af landets arbejdspladser – for blot at gengive lidt af det, der skydes os i skoene.
Påstandene kommer i en lind strøm bl.a. fra et socialdemokratisk medlem af Folketinget, som i en ny bog med titlen “De lærdes tyranni” sætter spot på det, mf’eren betegner som den kreative klasses greb om uddannelsessystemet. Det interessante er ikke, at en enkelt socialdemokrat søger genvalg ved at udskamme en bestemt gruppe. Det påfaldende er, at ingen fra Socialdemokratiets top tilkendegiver, at det ikke er partiets politik. Der er larmende tavshed.
Vi kan helt kort tilbagevise påstandene, for der er ikke overledighed blandt akademikere. Der er en dimittendledighed, men det har der altid været – det er ikke en nyhed. Og ligesom der er dimittendledighed blandt nyuddannede fra universiteterne, er der også dimittendledighed blandt de unge fra erhvervsuddannelserne. Dimittendledighed er altså et problem for alle grupper. I stedet for at udskamme dimittenderne, der i forvejen er pressede, kunne de politiske partier hjælpe med ordninger, der kan give de unge mennesker fodfæste på arbejdsmarkedet.
Helt absurd bliver det at påstå, at det er akademikere over en kam, der har besluttet centralisering af arbejdspladser og new public management. For begge dele skyldes politiske beslutninger. Hvis politikerne ville skrue ned for kontrolbehovet, kunne der ske positive forandringer i den offentlige sektor, og man kunne spare en del afrapportering. Ligeledes var det Christiansborg, der for 10 år siden besluttede at centralisere arbejdspladser. Nu går bevægelsen den modsatte retning med udflytning, samtidig med at politikernes besparelser kontraproduktivt fjerner akademiske arbejdspladser i yderområderne. Det er ikke akademikernes skyld eller fortjeneste – det er resultatet af politiske valg.
Når jeg går i rette med påstandene her i denne leder og i andre medier, er det selvfølgelig for at forsvare DM’s medlemmer, men også fordi myterne kan få negative konsekvenser for hele samfundet. Målet for Danmark må ikke være at gøre uddannelsesniveauet lavere. Vi har brug for kvalificering af alle grupper, og derfor skal der investeres i uddannelse og forskning. Men vi får ikke flere håndværkere af, at akademikerne nedgøres. Vi får flere til at vælge håndværkervejen, hvis erhvervsuddannelsen kan sikre de unge mennesker muligheden for en praktikplads. Her har arbejdsgiverne det allerstørste ansvar.
Kampen om fremtiden står ikke mellem akademikere og faglærte. Den står mellem viden og uvidenhed. Arbejdstagerne skal stå sammen om at insistere på det bedst mulige uddannelsessystem på alle niveauer, og vi har i DM faktisk opbygget stærke alliancer på tværs af hovedorganisationerne, når det kommer til at investere i uddannelser – lige fra grundskole til de videregående uddannelser.
Lidt sværere vilkår har sammenholdet på tværs af hovedorganisationerne, når det kommer til de aktuelle trepartsforhandlinger om efteruddannelsesmidler. Men helt ærligt. Det gavner ikke de ufaglærte, hvis akademikerne ikke får vedligeholdt deres kunnen. Vi skal have et arbejdsmarked, hvor alle kan spille en værdifuld rolle og har det fornødne vidensniveau – også højt oppe i alderen.
