Dansk Magisterforening

Sådan bliver du innovativ

Lærke Cramon
Del artikel:

Vær innovativ! Det kan lyde som en abstrakt og ukonkret hurrasætning, men nytænkning er faktisk svaret på mange af de udfordringer, arbejdspladserne står over for. Her er seks gode råd til, hvordan chefer og medarbejdere bliver mere innovative.

Vær innovativ med andre
Selvom denne guide hedder “Sådan bliver du innovativ”, er dens første råd, at du skal være innovativ med andre. Det er nemlig som regel meget svært at skabe innovation alene. Innovation handler om at gøre noget nyt, som skaber værdi for andre, og hvis du sidder i en stor organisation – lad os sige en kommune – som ønsker at nedbringe sagsbehandlingstiderne, er det ikke bare svært, men helt umuligt ene medarbejder at implementere et nyt system, der sikrer dette.

Når nogle hører ordet “innovation”, tænker de, at det er noget med at bure sig inde i et mødelokale med en stor stak gule post-it og et whiteboard for så at komme ud 12 timer senere med ideen, der kan ændre verden. Det skal ikke kunne udelukkes, at man stadig enkelte steder skaber innovation sådan, men langt de fleste succesfulde innovationsprojekter er skabt af mennesker med forskellige fagligheder, som har samarbejdet gennem en længere periode. Det gode råd til dig, der er leder, er, at du skal sammensætte et team af mennesker med forskelligt blik, forskellige funktioner og kompetencer. Det er nemlig svært at være innovativ i en gruppe, hvor alle ligner hinanden. Og for dig, der er medarbejder, er det gode tip, at du stoler på, at du selv har nyttige erfaringer at bidrage med, når I skal finde smartere måder at løse opgaverne på. Den tid, hvor man troede, at topchefer og innovationsspecialister var de eneste med “license to innovate”, er forbi.

Lær din bruger at kende
Innovation handler ikke bare om at skabe noget nyt. Essensen af innovative løsninger er, at ideerne omsættes konkret til drift og kommer nogle mennesker til gode. Det er afgørende, at du tidligt i processen finder ud af, hvem disse mennesker er. Og hvis du tror, at innovationen er til for din chef, en styregruppe eller en flok politikere, tager du højst sandsynligt fejl. Brugeren er typisk en bestemt type borger, en konkret kunde eller en specifik samarbejdspartner. Når du har identificeret dine brugere – dem, der i sidste ende skal nyde gavn af innovationen – er det en god idé, at du taler med dem om, hvad deres reelle udfordringer er. Måske er de slet ikke interesserede i kortere sagsbehandlingstider, måske ønsker de sig i virkeligheden mere en kommune, som det er nemmere at komme i kontakt med.

Stjæl med ­stolthed

At innovation handler om at skabe noget nyt, ingen før har set, er en udpræget misforståelse. Langt de fleste innovationer er genbrug, som enten er kopieret eller inspireret og tilpasset en ny kontekst. Når din organisation skal finde bedre og mere effektive løsninger, er der ingen grund til at forvente, at I skal opfinde den dybe tallerken. Der er nemlig mange fordele ved at stjæle mest muligt fra de koncepter, andre allerede har fundet på. Mange dyre udviklingsomkostninger og dumme blindgyder, andre har været igennem, kan skrælles bort, så længe du ved, at grundideen fungerer, og at det resterende blot skal tilpasses din organisations kontekst. Lad os sige, at du skal gentænke et uddannelsesforløb, så flere kommer igennem hurtigere, men får den samme høje kvalitet af uddannelse som før. Undersøg, hvem i ind- og udland der har gjort noget lignende med gode resultater, og læn dig op ad deres løsningsmodeller, så I ikke starter helt fra scratch.

Tag ud i virkeligheden
Når du ved, hvem dine brugere er, hvilket problem du skal løse, og måske har en idé om, hvorfra du kan lade dig inspirere, er det en god idé at bevæge dig ud i felten. Det kan fx være, at du følger en borger med kræft igennem en periode, så du bliver klogere på, hvilke udfordringer danske kræftpatienter har i mødet med sundhedsvæsenet. Det kan også være, at du er “fluen på væggen” hos en kunde eller en organisation, som du gerne vil lade dig inspirere af. Folk siger overraskende sjældent nej til at få besøg. De bliver typisk smigret og stolte af, at du gerne vil følge dem for at blive klogere. Ved at tage ud i virkeligheden vil du måske være vidne til nogle værdifulde oplysninger, som sjældent verbaliseres i telefonen eller over en kop kaffe, men som skal opleves i praksis i din brugers hverdag.

Begå fejl hurtigt og billigt
Alt for ofte lanceres innovation med det, man kan kaldet et big bang: En ny it-platform rulles ud, en rød snor klippes over, der holdes tale, og forventningen er, at den nye teknologi fra dag ét skal overtage den eksisterende. Som regel går noget galt, når man lancerer hele innovationen med ét stort brag. Og det koster ofte både tid og mange penge at begå fejlene så sent i processen. Et godt råd er derfor at tage innovationen i brug trinvis og løbende, så du kan rette og tilpasse undervejs. Det er nemlig meget billigere og mere nyttigt at begå sine fejl tidligt i udviklingsfasen end til allersidst, hvor det hele egentlig bare burde virke.

Del din innovation
Hvis du allerede tidligt i udviklingsprocessen deler din innovation med andre, vil du måske få kendskab til andre, som arbejder med samme problem – eller bedre: Nogle, som måske ligefrem har fundet den gode løsning på problemet. Når det handler om innovation, er der virkelig værdi i at dele. Du kan spare både tid og penge ved at låne fra andre, men du kan også dele – eller outsource – din egen opfindelse, når du med succes har implementeret den i din egen virksomhed. Måske bygger nogle videre på modellen, og det kan være, at du kan overtage innovationen igen senere, når den er blevet forbedret eller har vist sig at fungere i endnu flere sammenhænge. I dag er der nemlig gode muligheder for at dele den slags viden og erfaringer. Du kan via sociale medier, kontakter og relationer hurtigt invitere folk ind omkring vandhullet og fortælle omverdenen, hvad du arbejder med og søger løsninger på.

Karsten Lodahl Madsen, karriererådgiver i Dansk Magisterforening, og Ole Bech Lykkebo, analysechef i Center for Offentlig Innovation.

}