Miljøet er den store kampplads

“Der er stor uenighed om årsagen til den globale opvarmning”, sagde Donald Trumps energirådgiver Scott Pruitt på et pressemøde i marts – stik imod den overvældende konsensus, der faktisk er i fagkredse.

Udmeldingen er ingen overraskelse, for Donald Trump sagde det selv endnu tydeligere på Twitter i 2014: “Det her meget dyre global opvarmning-bullshit bliver nødt til at stoppe”.

Præsidenten ønsker nu at skære i støtten til grøn energi og øge investeringer i kul og olie, ligesom forskellige officielle agenturer har fået besked om at fjerne oplysninger om klimaforandringer.

Når den politiske snak falder på klima og miljø, er der ikke langt fra sandhed til usandhed, fra fakta til alternative fakta, fra løgn til handling. I en mere beskeden skala gælder det også i Danmark, hvor miljødebatten er kendetegnet ved en indædt kamp om, hvad der er rigtigt og forkert.

I den såkaldte Gylle­gate gik miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) af, da det blev afsløret, at hun havde fremlagt manipulerede beregninger af, hvor stor effekt regeringens landbrugspakke vil have på vandmiljøet mht. udslippet af kvælstof. Og DR har i en dokumentar vist, at Fødevarestyrelsen igennem seks år bevidst har fjernet anbefalinger om bekæmpelse af de multiresistente MRSA-bakterier og på den måde forholdt Folketinget viden.

De to eksempler er udtryk for en generel kultur på miljøområdet, mener Stiig Mark­ager, der er professor på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og medforfatter til undersøgelsen af landbrugspakkens negative konsekvenser for havmiljøet.

“Vi har mistet den saglige dialog. Spørgsmål om miljøet er blevet til en kamp om postulater, ikke faglige argumenter”, siger Stiig Markager.

“Der er en indbygget konflikt mellem miljøet og erhvervslivets økonomiske interesser. Og derfor vil der nok altid være en kamp på miljøområdet. Men det er voldsomt skærpet i øjeblikket, og det er kulminationen på en stigende modstand de seneste 20-30 år”.

Det er især oprettelsen af Bæredygtigt Landbrug, der på miljøområdet har skærpet kampen mod videnskabelig viden, mener Stiig Markager. På grund af utilfredshed med den større og mere indflydelsesrige brancheorganisation Landbrug & Fødevarer blev foreningen i 2010 stiftet med det formål at øge indtjeningen for dansk landbrug. Og det har skubbet til hele miljødebatten, siger Stiig Markager:

“Det er min opfattelse, at Landbrug & Fødevarer bliver mere uforsonlig med brug af alternative fakta for at stå skarpere over for Bæredygtigt Landbrug. Og det er et tab for erhvervet, miljøet og samfundet, fordi vi ikke kan komme frem til de rigtige løsninger, når vi ikke har en dialog baseret på fakta”.

Direktør for Landbrug & Fødevarer Morten Høyer er uenig.

“Vi står, hvor vi hele tiden har stået. Det er, hvor vi fremfører kritik, når den er berettiget. I langt de fleste tilfælde mødes vi med forskere og taler med dem om vores kritik, og der bliver lyttet på begge side af bordet”, siger Morten Høyer.

“Politikerne skal have det rigtige grundlag at træffe beslutninger på, og vi må bare sige, at vi for ofte møder faglighed, som ikke lever op til den rette standard. Senest har vi påpeget fejl i måden, man opgør grundvandets tilstand på. Det har ført til, at området nu bliver kulegravet”, siger Morten Høyer.

Miljø er særligt udsat for kritik
Det er tydeligt, at ordene bliver skarpe, når talen falder på forskning i miljøet. Men hvorfor lige miljøområdet, som ellers er et naturvidenskabeligt felt, hvor kriterierne for sandt og falsk burde være helt klare?

“Det er et område, hvor det er vanskeligt at producere eksakt viden. Man taler ofte ud fra sandsynligheder, og for skeptikere åbner det et vindue til at kritisere forskningen”, forklarer Oluf Danielsen, der er fysiker, professor med speciale i miljø- og klimakommunikation og forfatter til doktorafhandlingen “Klimaet på dagsordenen – dansk klimadebat 1988-2012”.

“De dygtigste skeptikere stikker kniven ind og ­siger: Den klimaviden, som de store modeller frembringer, er ikke helt sikker. Og så prøver de at diskutere den usikkerhed så meget som overhovedet muligt. Og det skaber tvivl – ikke mindst hos de politikere, der er bundet op på interesser i energiindustrien og landbruget”.

Inden for ethvert videnskabeligt felt er det sundt med faglig diskussion ud fra en oprigtig interesse i at finde frem til de bedste resultater, pointerer han. Men der kan også være andre motiver bag kritikken.

“Klimaskeptikere har naturligvis forskellige motiver. For nogle handler det om, at de har andre interesser i ryggen, som skal tilgodeses. Andre kan være gode, solide forskere, som føler, at de bliver forbigået i bevillingerne. Det er en jalousi, vi i høj grad kender fra klimaforskningen”.

Oluf Danielsen påpeger, at klimadebatten altid har skabt stor modstand – blandt andet fordi miljøforskningen ofte udfordrer det økonomiske grundlag for store industrivirksomheder. Særligt i USA har privatfinansierede tænketanke arbejdet intenst på at producere alternativ information, som går op imod det, der ellers er videnskabelig konsensus om.

“Energisektoren sidder jo på meget tung kapital og har store økonomiske interesser bundet op på olie, gas og kul. Det er klart, at de ikke bare sætte sig ned og giver det videre til bæredygtige energikilder. Og det samme kan jo ses i landbruget”, siger han.

Politisk opmærksomhed giver kontroverser
Uenighederne om, hvad der er sikker viden, bliver større i takt med mere politisk opmærksomhed. Og det er netop tilfældet på miljø- og klimaområdet, pointerer Cecilie Glerup, der er videnskabssociolog på Københavns Universitet.

“Jo mere politisk konflikt der er på et område, jo flere undersøgelser vil der blive foretaget. Og jo flere undersøgelser, jo flere vinkler vil der komme på emnet. Det giver i sig selv mere konflikt omkring forskningen”, siger Cecilie Glerup

Og selv om det langtfra er et nyt fænomen, så er kontroverser om videnskabelige resultater svære at håndtere for både borgere og politikere.

“Det har siden oplysningstiden været en drøm for mennesket, at videnskaben giver endegyldige svar. Det er ubehageligt at opdage, at det ikke er sådan. For hvis ikke videnskaben føles troværdig, hvad gør man så?” siger Cecilie Glerup.

“En af konsekvenserne er, at der kommer utroligt stor fokus på afsenderen i stedet for indholdet. Derfor er der en tendens til, at man får kendisforskere, og at den enkelte forsker skal bære mere igennem på sin egen troværdighed”.

Da Landbrug & Fødevarer i 2015 skrev et debatindlæg på Altinget.dk, var det netop Stiig Markagers personlige troværdighed, man kritiserede. Stiig Markager bruger “pseudovidenskab” til at fremme “private synspunkter”, og “fagligt set er hans udmeldinger uden dokumentation”, lød det blandt andet.

Landbrug & Fødevarer vil ikke kommentere på det konkrete debatindlæg, men direktør Morten Høyer siger dette:

“Helt generelt kan jeg sige, at mange landmænd – og jeg selv inklusive – bliver frustrerede, hvis en forsker stiller sig frem med sin forskertitel og udtaler sig om noget, han eller hun ikke er ekspert i. Det er et generelt problem i forskningsverdenen”.

Stiig Markager føler sig ikke ramt.

“Kritikken kommer fra organisationer, der forsøger at miskreditere mig, fordi mine udsagn står i vejen for deres indtjening. Det kan være et pres. Men det er universitetets opgave at kvalificere debatten ved at bidrage med videnskabelige argumenter. Og så må jeg bare være meget, meget omhyggelig med mit arbejde”.