Løn er det største tabu

Da Maria som nyuddannet cand.mag. første gang skulle til lønforhandling i virksomheden, hvor hun er ansat, stødte hun på “det taler vi ikke om”-kulturen, når det kom til at handle om løn. Også selvom der ellers er stor åbenhed og et godt arbejdsmiljø, forklarer hun.

“Der var meget en mentalitet med, at man “kæmper for sig selv” og “alle mod alle””, siger hun.

For Maria blev det derfor svært at tackle lønforhandlingen, da man ikke snakkede åbent om, hvordan det foregik, og da hun “ikke ville gøre sig selv til grin” ved at kræve mere end det, hun var værd.

Maria er ikke den eneste magister ansat i det private, der oplever tabuet omkring at tale løn på arbejdspladsen.

En ny rundspørge fra Dansk Magisterforening blandt privatansatte medlemmer viser, at 49 procent oplever løn som et tabu. Kun 26 procent af de 980, som svarede på rundspørgen, taler åbent om løn. Samtidig fik lidt færre en lønstigning på de arbejdspladser, hvor man ikke taler om løn. Rundspørgen viser således, at 59 procent fik en lønstigning ved deres seneste lønforhandling på arbejdspladser med løntabuet mod 65 procent på arbejdspladser, hvor man taler åbent om løn.

Og det kommer ikke bag på Maria, fordi man “lægger låg på sig selv i forhandlingen, når der ikke bliver snakket åbent om det”, som hun beskriver det.

“Det ville jo gøre det meget lettere, hvis jeg vidste, hvad alle andre tjente. Derfor blev jeg bare hende, der indordnede mig og smilede. Også fordi jeg direkte fik at vide, at der ikke var noget at komme efter, og da jeg jo også værdsætter andre ting end udelukkende lønnen”, fortæller hun.

Løn er større tabu end sex
Ann Lehmann Erichsen er forbruger­økonom i Nordea. Hun nikker genkendende til tabuet omkring at snakke løn på arbejdspladser.

“Det er jo mere tabu at tale om løn end om sex. Sex og dating kan man sagtens snakke om i kantinen, men så snart det handler om løn, så klapper folk i som en østers”, siger hun, der for nylig har foretaget en lignende undersøgelse om løntabuet, der også viser, at kun en fjerdedel af befolkningen taler åbent om løn på arbejdspladsen.

Og ifølge forbrugerøkonomen er det “smadder ærgerligt”. For man er kun i en god position til at forhandle, hvis man har viden om, hvad andre i lignende stillinger tjener, forklarer hun:

“Vi er nødt til at snakke om det for at have realistiske forventninger og de rigtige argumenter klar. Det gør det jo langt lettere at forhandle sin løn op, hvis man ved, at andre i lignende stillinger på arbejdspladsen ligger 1,5 procent over én selv”.

Åbenhed er vejen mod ligeløn
Ann Lehmann Erichsen peger også på, at åbenhed er vejen frem i forhold til at gøre op med lønforskelle mellem mænd og kvinder.

“Lønforskellene kan være svære at forklare, så måden at gøre noget ved det på er at snakke om det og finde ud af, om lønnen er skæv i forhold til den indsats, der bliver ydet af den enkelte”, siger hun.

For Maria blev det også tydeligt, hvordan mændene på arbejdspladsen var bedre til at snakke sig til en højere løn. Efter sin første lønforhandling fandt hun eksempelvis ud af, at en af hendes mandlige kollegaer havde forhandlet sig til en bedre løn end hende, selvom de sad i præcis den samme stilling.

“Jeg fandt derfor ud af, at man ikke skal tage et nej for et nej, hvis man på forhånd får at vide, at der ikke er noget at komme efter. Man gider jo ikke blive taget ved næsen, så nu tørrer jeg smilet væk og spidser albuerne, ligesom mændene gør”, siger hun.

Større tabu i det private
Tina Andersen er forhandlingskonsulent for privatansatte medlemmer i Dansk Magisterforening. Hun peger på, at der på private arbejdspladser er en større lukkethed omkring at tale løn.

“I det offentlige begynder man at have en forståelse for, hvilken løftestang åbenhed omkring løn kan være. Det har man ikke helt formået i det private. Nok fordi man ikke har overenskomster og AC-klubber, hvor man uden arbejdsgivere åbent kan tale om eksempelvis lønforhold”, siger hun.

Tina Andersen fremhæver, at man fx altid kan bruge Dansk Magisterforenings lønstatistikker til at få et overblik over, hvad andre i lignende stillinger tjener. Men også hun peger på større åbenhed på arbejdspladsen som vejen frem.

“Det giver én noget konkret at stile imod, hvis man ved, hvad andre AC-medarbejdere i organisationen får. For så ved man, hvilke konkrete kompetencer og ansvarsområder man skal tilegne sig i forhold til kollegaer, der får mere i løn”, forklarer hun.

Maria savner også et mere åbent forum på arbejdspladsen til at kunne snakke løn. Hun forklarer, at hun har brugt Dansk Magisterforenings lønstatistikker meget, men oplevet at blive afvist med en “ja, ja, men sådan er det ikke her hos os” af sin arbejdsgiver.

“Virkeligheden på arbejdspladsen er bare noget andet end lønstatistikker, der ikke er præcise for ens eget job. Så det kunne være virkelig rart, hvis der var en form for forum på arbejdspladsen, hvor man kunne snakke erfaringer helt åbent og bruge hinanden, uden at der var en leder til stede. Men der er slet ikke blik for, at det vil kunne styrke os alle, hvis der var større gennemsigtighed”.  

Maria er et opdigtet navn, da kilden ­ønsker at være anonym. Magisterbladet er bekendt med kildens identitet.