Dansk Magisterforening

Bag facaden: Susanne Juel-Nielsen

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Retsgenetiker på Københavns Universitet Susanne Juel-Nielsen deltager i forskning, der kommer til at revolutionere politiets efterforskninger. Hun er også vild med samba.

"Mange forestiller sig, at jeg er ekshibitionist, men sådan ser jeg det ikke. Samba er mere noget med at træde ind i en anden rolle. At klæde sig ud i glimmer og fjer og ryste med røven, når trommerne går i gang. 

Det startede, da jeg skrev speciale. Jeg arbejdede 12 timer om dagen og var ved at kaste op, men så blev jeg slæbt med til et sambaarrangement. I starten var jeg lidt genert. Jeg skulle ikke nyde noget af at være så let påklædt, men efterhånden slipper man tøjlerne, for alle er med på den.

Det har faktisk forandret mig. Tidligere var jeg forsigtig og tilbageholdende. I dag er det meget lettere for mig at være i centrum, fx hvis jeg skal holde et oplæg.

Der er stor kontrast fra samba til mit arbejde, og det er jeg glad for. Jeg laver dna-profiler til brug i fx mordsager på baggrund af organisk materiale som blod, spyt eller sæd.

Som regel får jeg næsten ingen informationer om det materiale, der skal undersøges, for det har jeg ikke brug for, så det er klart, at man bliver nysgerrig, når der pludselig dukker en knogle op.

Jeg kan godt lide mit arbejde, og det er med til at holde mig kørende, at det er betydningsfuldt. Jeg er også med i en forskergruppe, hvor vi undersøger, om dna-spor kan bruges til at forudsige et bestemt udseende, fx hårfarve eller øjenfarve. Det vil få en kolossal betydning for politiets efterforskninger fremover".

}