Magisterbladet vil undersøge overgreb og chikane

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Da jeg gik på gymnasiet i 1980’erne, var der en ung kvinde, der fortalte, at hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb. Jeg var målløs og begyndte at spørge andre, om de havde været ude for chikane eller overgreb. Ja, det havde de fleste unge kvinder.

Overgreb, som endda havde fundet sted, præcis samtidig med at de var ved at finde deres seksualitet. Og med feje gerningsmænd, som slog til på et tidspunkt i de unge kvinders liv, hvor de ikke havde erfaringen og modet til at sige fra.

I uge 42 i 2017 var det igen smerteligt at se, hvor mange kvinder der skrev #metoo på deres Facebookprofiler. Men overrasket over omfanget var jeg egentlig ikke. 

Det er sundt, at det kommer frem. Det skulle være sket for længe siden. De fleste af os er medansvarlige for, at det ikke er sket før. Har stort set ikke alle mænd holdt kæft i situationer, hvor de skulle have sagt fra, uanset om det handlede om platte vittigheder eller situationer, som kunne føre til overgreb? Jeg har.

Vi mænd har brug for en god snak mand og mand og far og søn imellem om, hvordan man er mand på en ordentlig måde. Ellers går det også ud over vores egne døtre.

Vi har brug for “rigtige mænd”. For nylig uddelte Zlatan Ibrahimović “Nummer 10”-stipendiatet på en million kroner, som er sponsoreret af Volvo. Prisen gik til en gruppe unge – primært mænd – fra flækken Finspång. De kalder sig Locker Room Talk og har besøgt mere end 80 omklædningsrum. Her taler de om, at der findes en anden slags mandlighed, hvor man ikke ser ned på folk på grund af køn, etnicitet eller seksualitet. De snakker med netop de knægte, som vi snart kommer til at møde på fodboldtribuner til festivaler og på arbejdspladser.

“Fortsæt med at kæmpe og gøre det, I gør. Det kræver mod”, sagde Zlatan.

Hver dag har nærmest sit eksempel fra tv, film, teatre, advokathuse, fagbevægelsen og medierne på, at overgrebene typisk finder sted, hvor der er ulige magtforhold. Det er der så sandelig også i den akademiske verden. Anette Borchorst, der er køns- og arbejdsmarkedsforsker, siger således til akademikerbladet.dk i forbindelse med en ny bog om danske sexchikanesager:

“Jeg har forsket på et kønsforskningscenter, og der fik vi flere henvendelser om sexchikane fra universitetsverdenen. Det var typisk ph.d.-vejledere over for ph.d.-stipendiater. Så selv om der på papiret ikke er mange sager, så er der sandsynligvis en del sager, som ikke kommer frem, fordi det er meget tabubelagt”.

Magisterbladet vil gerne være med til at få omfanget kortlagt ved at gennemføre en medlemsundersøgelse blandt studerende og ph.d.-studerende om sexisme, sexchikane og overgreb på de danske universiteter, studiejobbet og i fritiden.

Jo flere der svarer, des mere repræsentativ bliver undersøgelsen, så hvis du er en af de ca. 7.000, vi sender spørgsmål til, så vil dine svar styrke undersøgelsen.

Formålet er ikke at hænge navngivne personer ud. Vi vil kortlægge, om der er en kultur, som kræver en indsats. Universiteter som Cambridge og Oxford har politikker mod sexchikane. Måske kan undersøgelsen bidrage til, at danske universiteter får det samme. For hvem går man til, hvis man har været udsat for overgreb? Og hvad gør man, hvis man som tillidsrepræsentant eller chef bliver informeret om chikane?

Jeg tror, at det kunne øge retssikkerheden og trygheden for alle, hvis der fandtes nedskrevne spilleregler. Men uanset hvor mange politikker vi indfører, så kan det ikke erstatte de samtaler, vi mænd skal have. Hvis Sveriges ukronede machokonge, Zlatan Ibrahimović, kan, så kan du også.