Seks rektorer afviser inter view om forskningsfrihed

Erhvervslivet og staten har fået så stor magt over dansk universitetsforskning, at det i alvorlig grad kompromitterer forskningsfriheden. Det konkluderer Heine Andersen, sociolog og professor emeritus ved Københavns Universitet, i bogen “Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed”, der bygger på et omfattende materiale.

I bogen kommer Heine Andersen også med anbefalinger til, hvordan forskningsfriheden kan revitaliseres. Magisterbladet fremlagde dem for landets otte rektorer. Seks afslog at stille op til interview. To sagde ja.

Forskningsfrihed har længe været underbelyst
Lad os først få begrebet forskningsfrihed på plads. Hidtil har det nemlig været stort set ubeskrevet i dansk kontekst, konkluderer Heine Andersen.

“Der har stort set ikke været skrevet noget om forskningsfrihed i Danmark tidligere – på trods af de store og talrige reformer, der er gennemført siden 70’erne”, siger han.

Til gengæld er begrebet udførligt udredt i internationale erklæringer. Og Heine Andersen opsummerer:

“Kort fortalt kræver forskningsfrihed for det første frihed på tre niveauer: det individuelle, det kollektive og det institutionelle. For det andet kræves, at forskerne frit kan styre hele forskningsprocessen – det vil sige vælge emne, forskningsspørgsmål, teorier, metode – og at de frit kan udtale sig og publicere under hele processen”.

Stat og marked bestemmer
Den slags frihed har trange kår på de danske universiteter i dag, konkluderer Heine Andersen.

“Universiteternes ledelser har blikket rettet opad for at fange de signaler, der kommer oppefra – og prøver på at tilpasse sig dem. Der er ikke noget incitament til at høre efter, hvad forskerne siger”, siger han.

Dels skal universiteterne udføre deres myndighedsbetjening. Det vil sige, at de skal forske på bestilling fra styrelser og ministerier. Dels har de store statslige fonde og virksomhedernes fonde fået mere og mere magt: Eksterne aktører betaler i dag knap halvdelen af universiteternes forskning via mere eller mindre øremærkede bevillinger og bestillingsopgaver.

Det store problem er – ifølge Heine Andersen – at fondene gør betydelige indhug i universiteternes basisbevillinger, fordi de kun finansierer forskningsprojekterne delvist. Hvis en fond delvist vil finansiere et nyt forskningscenter på et universitet, kan universitetet blive tvunget til at fyre forskere på andre områder for at få råd til at drive centret.

Basismidlerne skal fredes
Derfor lyder Heine Andersens vigtigste anbefaling til, hvordan forskningsfriheden kan revitaliseres:

“Stop brug af basismidler til medfinansiering af underfinansierede eksterne projekter fra velhavende mæcener og virksomheder, der nyder store skattefordele”.

Magisterbladet beder rektorerne på landets otte universiteter om at forholde sig til anbefalingen. På DTU og SDU siger rektorerne ja til at deltage. De øvrige takker nej.

Anders Overgaard Bjarklev er formand for Rektorkollegiet, talsmand for Danske Universiteter og rektor på DTU.

Er du enig i, at en stor del af definitionsmagten er gledet fra forskningsmiljøet og over til eksterne bevillingsgivere?
“Nej, det er jeg ikke”, siger Anders Overgaard Bjarklev:

“Hvis ikke vi havde en ekstern forskningsfinansiering, så var der meget forskning, vi aldrig fik udøvet”.

“Og jeg er fuldstændig tryg ved, at når vores forskere udøver forskning, der er finansieret af store private fonde, så genereres der viden, som også har almennyttige formål”, siger han.

“Vi er i sektoren enige i, at der er en grænse”

Magisterbladet fremlægger anbefalingen om, at basismidler ikke skal medfinansiere eksterne projekter, for Anders Overgaard Bjarklev.

“Vi er i sektoren enige i, at der er en grænse”, medgiver han.

Han pointerer, at de statslige fonde typisk stiller lave krav om egenfinansiering. Til gengæld stiller de private fonde typisk høje krav, men om dem siger Anders Overgaard Bjarklev:

“Jeg er helt sikker på, at hvis ikke vi havde de midler, så ville der være rigtig meget viden, vi ikke fik skabt”.

SDU-rektor anerkender problemet
Magisterbladet fremlægger også anbefalingen for Henrik Dam, rektor på SDU.

“På den ene side synes jeg ikke, at SDU skal nægte at støtte en forsker eller en gruppe af forskere, der har fundet ekstern finansiering, men som ikke har fundet tilstrækkelig finansiering til at gennemføre et projekt”, skriver han i en mail og fortsætter:

“På den anden side kan der være situationer, hvor tilsagn om medfinansiering ikke kan gives, eftersom det ville medføre en for stor binding af basismidler. Vi må derfor løbende finde den rette balance mellem basismidler og ekstern finansiering, herunder medfinansiering af eksterne projekter”.

Heine Andersens svar:
“Det kunne jo være, at vi havde fået anden viden, som var vigtigere og mere original, hvis forskerne havde fået lov til at råde over basismidlerne”.

Rektorer: Korttidsansættelser er problematiske
Et andet stort benspænd for forskningsfriheden er – ifølge Heine Andersen – at to tredjedele af landets universitetsforskere i dag er korttidsansatte. Det vil sige, at de typisk bliver hyret til forskningsprojekter, der allerede er designet af andre. Længerevarende kontrakter vil give forskerne større forskningsfrihed, vurderer Heine Andersen.

Anders Overgaard Bjarklev anerkender problemstillingen.

“Det er noget, vi arbejder meget målrettet med. Vi ønsker ikke, at der skal være flere kortidsansættelser end højst nødvendigt”, siger han.

“For eksempel gør vi det på DTU, at vi bruger de penge, vi tjener, til at stykke sammen til langtidsansættelser. Vi venter ikke med at ansætte en lektor, til vi har en statslig basisfinansiering”, siger han.

Også Henrik Dam anerkender problemet:

“Jeg er enig i, at der skal være tryghed i ansættelsen, men for at få et godt forskningsmiljø er det ofte nødvendigt med både tidsubegrænsede og tidsbegrænsede ansættelser. Det er meget forskelligt fra miljø til miljø, hvad der er den korrekte balance, og jeg mener derfor ikke, at man skal sætte et generelt loft”.

Forskningsfriheden er også udsat for andre benspænd, skriver Heine Andersen. For eksempel “mundkurvskontrakter”, hvor myndigheder pålægger forskere en tavshedspligt.

Anders Overgaard Bjarklev mener, at en tidsbegrænset tavshedspligt nogle gange giver mening. Men samtidig siger han:

“Jeg går helt og aldeles ind for, at hvis en forskers arbejde peger i en bestemt retning, så har forskeren lov til at udtrykke det”.