Fremtidens vindere

LEDER af Camilla Gregersen

“Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det har vi en historisk chance for lige nu, hvor vi er helt ude af den økonomiske krise”. Sådan sagde vores statsminister i sin nytårstale. Det lover godt for lønforhandlingerne på det private område, som ruller her i 2017, og som danner ramme for de offentlige lønforhandlinger. Vi vil gerne have lidt af gulddrysset til at regne ned over medlemmerne.

Samtidig med den smukke skåltale om, at vi alle bliver vindere, løber der en kold understrøm på Christiansborg. En understrøm med budskabet om, at vi nu må spare, og at der må skæres ned på hele den offentlige sektor. Der skal skæres på kultur, på uddannelse og på resten af den offentlige sektor, der ofte omtales nedladende som værende ren administration (læs: det kan skæres væk). Den ubegrundede spareiver kommer til at koste os dyrt, for det tager lang tid at genopbygge amputerede faglige miljøer.

Det er lidt paradoksalt, at der skal skæres så hårdt, for statsministeren har jo ret i, at økonomien sjældent har været bedre. Og det endda selv om milliarderne fosser hurtigere ud af SKAT, end man kan nå at sige selvangivelse. Jeg hvisker lige: Måske kunne det endda godt tjene sig ind ikke at skære så hårdt i bemandingen – også i SKAT. Bundlinjen viser trods skattehullet, at der er råd til at investere både i mennesker og i fremtidens arbejdsmarked.

Et arbejdsmarked, som bliver anderledes end det, vi kender i dag. Det danske arbejdsmarked er på vej mod version 3.0, hvor den drivende kraft i forandringen er en eksponentiel vækst i digitale teknologier. Vi kan og skal ikke bremse udviklingen, men skal i stedet drage nytte af forbedringerne. Vi har længe haft disruption, hvis vi ser det som en forstyrrelse af den måde, tingene plejede at være på: Kodak blev udkonkurreret af digitalkameraer, Ikeas saml selv-koncept erobrede et stort marked, og Netflix har fortrængt Blockbusters videoudlejning.

Omstillingerne fordrer, at vi kan lære nyt og har evnen til at skabe relationer i et foranderligt landskab.

Men vores hjerne er nu sådan indrettet, at vi er mest omstillingsparate, hvis vi samtidig er trygge. Bliver vi usikre, overtager krybdyrhjernen styringen. I DM søger vi at skabe trygge ansættelsesvilkår, og vi arbejder for, at dagpengesystemet også kan rumme dem, der er projektansatte eller freelancere. Men tryghed handler ikke kun om sikkerhed i den nuværende stilling eller om høj dagpengedækning. Det handler også om, at man har vished om, at man kan flytte sig selv hen til nye funktioner, områder eller nye brancher.

Forandringerne på arbejdsmarkedet forudsætter derfor, at vi har et uddannelsessystem, der er fleksibelt, og hvor man kan kvalificere sig hele livet og eventuelt skifte branche. Det er derfor paradoksalt, at uddannelsesloftet blev vedtaget i Folketingssalen, samme dag som Lars Løkke holdt sit første møde i det nye disruptionråd. For det er ikke en stor belastning, at 2.500 personer tager to uddannelser. Det kan der­imod blive en belastning, hvis ingen tør drømme og kaste sig ud i nye uddannelser for at rykke sig et nyt sted hen.

Vi er med på omstilling og nye teknologiske muligheder. Men omstillingsparathed kræver, at vi trygt tør kaste os ud i nye udfordringer. En tryghed, der er bundet op på, at vi har adgang til at kvalificere os til udfordringerne. At vi har adgang til ny viden og videreuddannelse, og at de grundlæggende arbejdsvilkår er i orden. Ellers er det en illusion, at vi alle vinder.