Bag om historien: Rasmus Ejrnæs

Foto: Jesper Voldgaard

"På dette sted har skovdyrkerne holdt sig væk. Og når der ikke kommer nogen og holder orden, begynder naturen at arbejde. Arterne begynder at blande sig med hinanden. Så vælter der et træ og skader et andet træ. Så kommer der et hul, hvor en flagermus flytter ind. På en forunderlig, planløs måde bliver der skabt mangfoldighed og variation.

Det, jeg oplever, når jeg kommer herud, er en følelse af rummelighed. Her har ingen bestemt, hvad der er rigtigt og forkert. Det virker på en selv – følelsen af at være o.k., som man er. At alle er velkomne.

I en have er der masser af ting, der ikke passer med planerne – mælkebøtten, husskaden og dræbersneglen er i særdeleshed forkerte. Og som haveejer ser man altid alt det, der skal gøres, fordi det ikke er, som det skal være. Men i sådan en skov her, som ikke er min, er der ingen planer eller grænser. Det giver en frihed og en rummelighed.

Det mærkes næsten fysisk, når jeg bevæger mig fra planlagte, rammesatte firkanter og så til sådan noget, der bare får lov til at være sig selv.

For mig er der to vigtige aspekter omkring sådan et sted. Det ene er det værensmæssige aspekt, der ikke handler om videnskab, men om kærlighed og samhørighed. Det andet er modsætningen mellem skoven, når den er som her, og den dyrkede skov, hvor man fjerner blomstrende buske og gamle træer og udelukker de store dyr. Det er forskellen på levende skov og dødssyg træmark.

I mange år har vi ikke gjort andet end at fortrænge naturen for egen vindings skyld. Derfor handler natursagen om at give plads til andet end os selv. Vi skal sætte os ud over vores egen næse."