Det uomgængelige rivegilde

Museerne i Danmark klarer sig fænomenalt godt. Sidste år rundede antallet af gæster 12 mio., og en sammenligning med vores nabolande viser, at udviklingen har været exceptionel. Hvor svenske og norske museer knap holder skindet på næsen, har de danske museer siden 2009 oplevet publikumsvækst på hele 44 pct. 

Så hvad kan man klage over?

Jo, blandt andet det forhold, at nye museer gerne vil anerkendes og opnå statsstøtte, men Kulturministeriet har ingen penge til nye museer, selvom kvalitetskrav og lovgivning er på plads. Omvendt lever andre museer med adgang til de eftertragtede midler knap nok op til kravene. Fx er der 28 danske museer, der ikke kan leve op til kravet om forskning, fordi de ifølge Kulturstyrelsen ikke har ansatte på ph.d.-niveau.

Og når krybben er tom, bides hestene, lyder ordsproget. Hvorfor skal fx Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg nøjes med 39 kr. per gæst, når det lille statslige kunstmuseum Den Hirschsprungske Samling, få meter fra Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg, får hele 344 kr. per gæst?

Spørgsmålet om en omfordeling af støttemidlerne har længe delt vandene i museumsverdenen. ODM, Organisationen af Danske Museer, ønsker en komplet analyse af hele området. Men foreningens formand, Frank Allan Rasmussen, er godt klar over, at det er en risikabel strategi. Alligevel mener han, at systemet bør reformeres, fordi det er for skævt og tilfældigt i dag.

“Fordi der er tale om et nulsomspil, risikere vi, at dem, der har lidt, vil pege på dem, der har meget. Og politikerne vil elske, at museerne kommer op at slås om de relativt få midler. Det er jo en invitation til, at de blander sig”.

Centralisme vs. lokal forankring
At der nemt opstår et slagsmål, er alle enige om. Statstilskuddene er præget af tilfældigheder, og museerne er et af de få områder, der hidtil er sluppet for stram central styring og ledsagende pisk og gulerod.

Det skyldes ikke mindst, at kommunerne fortsat yder den største del af støtten. Og museernes ofte meget lokale forankring er også årsagen til, at staten skal blande sig udenom, mener modstandere af reformer. En af dem er Ane Hejlskov Larsen, leder af Center for Museologi ved Aarhus Universitet.

“Gennem tiden har man skabt modeller, der fungerer, så hvorfor lave nye, der måske ikke vil fungere? Museerne har en kludetæppeøkonomi, hvor de enkelte elementer er afhængige af hinanden. Hvis du begynder at pille ved enkelte elementer, risikerer du, at andre falder sammen”, lyder advarslen fra Ane Hejlskov Larsen.

Hun afviser blandt andet besøgstal som kriterium i en ny model.

“Antallet af besøg bliver opgjort så ukvalificeret, at der nærmest er tale om fiktive tal. Hvad med eksempelvis det stigende antal besøgende i forbindelse med de mange pop-up-aktiviteter på Festivaler og andre offentlige events? Og hvad med den digitale formidling?”

Udviklingen bør overlades til museerne selv og ikke til staten, mener hun. For med en central styringsmodel lurer også risikoen for ensretning af hele området.

“En central styringsmodel er spild af tid. Antallet af museer er reduceret fra 140 til 90 samlet set, så de er i fuld gang med at udvikle sig selv. Lad dem gøre det selv i samarbejde med kommunerne”, siger Ane Hejlskov Larsen.

Frygt for politisk indblanding
Men en reform af området behøver ikke at indføres på én dag, mener Odense Bys Museers chef, Torben Grøngaard Jeppesen.

“Som det er i dag, har du en total og tilfældig økonomisk ubalance. Selvfølgelig er det et slagsmål, du må tage, men jeg mener godt, man kan lave nogle kriterier, uden at det lander i den totale konkurrencesituation”.

Ifølge Torben Grøngaard Jeppesen bør en ny statslig tilskudsmodel foruden besøgstal også rumme fire andre kriterier: museernes nationale og internationale betydning, det opland, museerne betjener som arkiver, skoletjeneste, turister etc., opgavevaretagelse fx i forhold til arkæologi og det lokale engagement fx i form af tilskud.

Det sidste kriterium vil næppe finde opbakning på et museum som Glyptoteket, der ikke får støtte af Københavns Kommune, men begunstiges med 23 mio. kr. af staten.

“Jeg har ikke gennemtænkt det her i detaljer, men jeg synes, lokalt engagement skal være ét blandt andre kriterier. København er den rigeste kommune i Danmark, men driver kun to museer. Hvorfor skal Københavns Kommune rent ud sagt ikke give penge til kulturarven, men få det forærende på anden vis, mens Randers, Aalborg eller Odense bruger mange penge?”

Museerne skal ind i kampen
Kaster man sig først over tilskudsordningen, kommer man ikke uden om også at se på de statslige museer, mener Thomas Block Ravn, direktør i Den Gamle By i Aarhus.

“I nogle tilfælde er det tilfældigt, hvilke museer der er statslige. Ordrupgaard fx ville næppe blive et statsligt museum, hvis det blev oprettet i dag. Og hvorfor er eksempelvis Tøjhusmuseet en del af Nationalmuseet, når jernbanemuseet ikke er det?”

Kulturstyrelsen oplyser til Magisterbladet, at styrelsen aktuelt ikke er i gang med at behandle tilskudsstrukturen. Men netop derfor bør museerne spille ind med forslag til en reform, mener Torben Grøngaard Jeppesen.

“Jeg ønsker som sagt ikke en ekstrem konkurrencesituation, men der skal en seriøsitet ind i, hvordan man bruger sine penge på kulturarv. Der skal være nogle incitamenter, ellers frygter jeg, at man pludselig spørger, hvad man egentlig skal med museerne”. 

Danske museer stormer frem, nabolandene står stille
Antal besøgende på statsstøttede museer i Danmark, Norge og Sverige 2009-2015.