SU og social mobilitet – hvad ved vi egentlig?
Det hurtige svar: SU’en hjælper sjældent bistandsklientens søn til at blive biolog. Til gengæld kan den hjælpe smedens og lærerens datter med at gøre en universitetsuddannelse færdig. Her kommer det længere og mere komplicerede svar.
Udgifterne til SU er nået 15 mia. kr. årligt, men der er meget lidt viden om, hvorvidt SU faktisk er med til at bryde den sociale arv. Er det en overførselsindkomst for elitens børn, der alligevel med tiden kommer til at tjene mest? Eller sørger den for, at helt almindelige danskeres børn kan få en universitetsuddannelse?
Der er faktisk bemærkelsesvis lidt forskningsmæssig viden om sammenhængen mellem SU og social mobilitet på universiteterne. Kun to undersøgelser belyser i dansk sammenhæng spørgsmålet, og de peger begge to på, at SU’en gør en positiv forskel. I begge tilfælde har forskerne set på konsekvenserne af SU-reformen fra 1988, hvor SU’en blev hævet med 57 pct.
I den ene undersøgelse fandt professor ved Kora (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse) Jacob Nielsen Arendt, at SU’en gør en forskel i forhold til frafald. Faktisk var effekten af reformen en reduktion i frafaldet fra 14,5 pct. til 8,6 pct. Og ifølge Jacob Nielsen Arendt var effekten bedre for studerende, hvis forældre ikke havde en videregående uddannelse. For dem var reduktionen i frafaldet helt oppe på omkring 50 pct.
“Så det ser ud til, at SU’en har en betydning, særligt for de studerende, hvis forælde har en lavere socioøkonomisk status”, siger Jacob Nielsen Arendt.
Dårligt sammenligningsgrundlag, usikre tal
Problemet er blot, at resultaterne fra Kora-undersøgelsen er relativt usikre og vanskeligt kan overføres til den aktuelle situation, hvor debatten ikke handler om at øge SU’en, men om at fjerne SU på kandidatdelen. Det samme gælder desværre også den eneste anden danske undersøgelse. Her påviste en gruppe forskere under ledelse af professor Helena Skyt Nielsen fra Aarhus Universitet, at 1988-reformen øgede tilgangen til universiteterne med 1,35 procentpoint ved en stigning i SU-støtte på 1.000 dollars per år (2008-niveau). Også her viste resultaterne, at effekten var størst for studerende med lavt uddannede forældre, men forskellen var dog så lille, at forskerne ikke anser den for at være signifikant.
Ifølge Jacob Nielsen Arendt må man kigge til udlandet og særligt USA, hvis man leder efter sikre indikatorer på effekten af en omlægning fra støtte til lån.
“Med forbehold for, at USA har et helt andet system med betalingsuddannelser, kan man se i de amerikanske undersøgelser, at flere påbegynder en uddannelse, hvis de får et lån. Men effekten er mindre, end hvis det samme beløb gives som stipendium”.
Ifølge Helena Skyt Nielsen er der ikke noget, der tyder på, at en mindre justering af SU-systemet vil få en afgørende betydning for den sociale mobilitet.
“Hvis man fx fjerner stipendierne på kandidatgraden, tror jeg, det vil betyde, at lidt færre mennesker vil få en kandidatgrad. Og de, der tager den, vil nok tænke lidt mere over, hvad for en grad de tager, på grund af bevidstheden om, at de skal betale lånet tilbage”, siger hun.
Her kan Helena Skyt Nielsen støtte sig til hollandske erfaringer, hvor den maksimale støtteperiode til studerende i 1996 blev reduceret med et år, så den svarede til normeret tid. Ifølge en undersøgelse fra 2007 betød reformen efterfølgende, at studerende på de første år af deres studier i mindre grad skiftede fag og opnåede højere karakterer, uden at de samtidig brugte længere tid på at studere eller arbejde ved siden af studierne.
En tysk undersøgelse fra 2009 af studenterpopulationer i årene 1984-2007 peger i en anden retning. Her fandt forskerne frem til, at modtagere af uddannelsesstøtte afslutter deres uddannelse hurtigere end studerende, der er afhængige af forældrestøtte eller private lån, ligesom undersøgelsen også pegede på en højere gennemførelsesprocent for studerende, der modtog offentlig støtte.
Universiteterne er for alle – undtagen underklassen
Vi ved altså ikke, præcis hvad SU’en betyder for den sociale mobilitet. Men hvad så med påstanden om, at SU primært går til eliten? Den kan faktisk undersøges, for her er de officielle tal fra Danmarks Statistik hjælpsomme. Dem har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) brugt til at beregne, at syv ud af ti nyuddannede kandidater i 2015 havde en højere uddannelse end deres forældre. Det mærker man blandt andet på Aarhus Universitet, hvor mere end 30 pct. af de optagne studerende i 2013 havde forældre, der højst var faglærte. På samtlige universiteter var andelen 27 pct., viser tal fra Uddannelsesministeriet.
Er det så mange eller få? Hvis vi antager, at disse studerendes forældre befandt sig i aldersgruppen 45-69 år, er andelen faktisk ganske pæn. For ifølge Danmarks Statistik var 40 pct. af denne aldersgruppe i 2015 faglærte.
Værre ser det ud, når man kigger på studerende med ufaglærte forældre. De udgjorde i 2013 blot 6 pct. af de optagne. Det stemmer dårligt overens med, at andelen af ufaglærte i alderen 45-69 år udgør ca. 28 pct.
Ifølge Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE, viser tallene, at målsætningen om at få flere til at tage en universitetsuddannelse er nået – bare ikke for de dårligst stillede danskere.
“Det er ikke helt forkert at sige, at det er professionsbachelorbørn, KVU-børn og de faglærtes børn, man har haft held til at flytte, mens det ikke sker i samme grad for dem, der komme med en ufaglært baggrund. Det passer også meget godt med, at de har haft svært ved at komme videre bare fra grundskolen”.
