Toptunet?
LEDER af Camilla Gregersen
Kender du det, at du bruger dig selv maksimalt og vrider viden ud af dig, mens du prøver at få enderne til at nå sammen på arbejdet? Der er tårnhøje forventninger til din arbejdsindsats, og alle regner med, at du har de allerbedste løsninger og styr på den nyeste forskning og meningsudveksling.
Så kan man nogle gange længes efter et efteruddannelsesforløb, hvor der er plads til at tanke op og blive udfordret.
Hvordan ser det så ud blandt medlemmerne i Dansk Magisterforening? Får vi meget efteruddannelse allerede nu? Vores egen undersøgelse fra 2013 viser, at knap halvdelen ikke har fået efteruddannelse inden for de seneste tre år. Tallene er stort set ens for privatansatte og offentligt ansatte. Men de dækker over en stor spredning, hvor nogle har fået længerevarende efteruddannelsesforløb, mens andre kun har fået enkelte dage. Uanset længde kan man i hvert fald godt studse over, at 43 % af de privatansatte og 42 % af de offentligt ansatte slet ikke har fået nogen efteruddannelse i løbet af tre år. Der er mildt sagt potentiale for forbedringer.
Lige nu er der gang i trepartsforhandlinger, og parterne har taget hul på anden runde, som handler om uddannelse og om at sikre virksomhederne tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. Her vil det være bedst, hvis der kan landes en aftale om efteruddannelsesmuligheder for alle på arbejdsmarkedet.
Jeg anerkender fuldt ud, at det er en samfundsmæssig vigtig opgave at få løftet ufaglærte til faglært niveau, og at det er positivt, hvis der landes en aftale om det. Men det er også vigtigt, at der er fokus på de højtuddannedes kompetencer. En lang akademisk uddannelse er ikke nogen livslang garanti for, at man hele arbejdslivet kan matche kravene. Slet ikke, hvis man skal være på arbejdsmarkedet til sin 70-årsfødselsdag – eller til man er endnu ældre. Og ledige akademikere har brug for efter- og videreuddannelsesmuligheder, så deres kompetencer matcher jobåbninger.
Vi har i Akademikerne fået et meget fint samarbejde med LO og FTF i trepartsforhandlingerne. Stemningen er god, og forhandlerne på vores side af bordet bakker hinanden op. For mig er det helt essentielt, at vi samarbejder på tværs af hovedorganisationerne – det giver de bedste resultater til medlemmerne.
På trods af vores bestræbelser for at lande en aftale, der giver et løft til alle, er det dog langtfra givet, at det ender sådan. Regeringen har ikke afsat midler til trepartsforhandlinger, og der er en risiko for, at regningen for et potentielt løft til nogle grupper sendes til andre grupper. Flere har fx talt om at gøre SU lånebaseret på kandidatdelen og dermed lade de studerende betale for andre gruppers kompetenceløft.
Derfor har jeg gennem de seneste måneder kæmpet for at forsvare SU’en til de studerende. Det handler ikke kun om de studerendes levefod, men om deres mulighed for at gennemføre og afslutte en lang videregående uddannelse. Vi ved, at DM’s medlemmer – når de er færdiguddannede – er en kæmpe gevinst for både arbejdsgivere og samfund, og det vil være et stort tab, hvis færre kommer til at gennemføre en kandidatuddannelse, som de starter på.
