Censur er godt for børn

Verden er af lave. Børn og unge ser flere og flere film og serier med mere og mere vold og sex. Det kunne lyde, som om det går den helt gale vej for de kommende generationer.

Men filmcensor Katrine Munch ­Bechgaard har trøstende ord til alle bekymrede, for samtidig med at børn bruger flere medier, bliver de også dygtigere mediebrugere.

“Børn i dag er mere mediekompetente end for 10-15 år siden. De er bedre rustet til at aflæse, sætte ting i kontekst og forstå, at det, der sker, ikke er virkelighed. Når jeg interviewer børn, oplever jeg, at størstedelen fint kan forstå og sætte ord på det, de ser”, fortæller hun.

Katrine Munch Bechgaard er cand.mag. i dansk og kommunikation og en af de skrappe mostre m/k, der bestemmer, at 14-årige Stig Ole ikke må gå med vennerne i biffen og se animationsfilmen “Ronal Barbaren”, og at 6-årige Amalie ikke må sidde alene og se dvd-filmen “Far til fire på japansk”. Som medlem af Vurderingsudvalget under Medierådet har hun en fast ugentlig tjans med at sidde hver torsdag i en biograf i Filmhuset og se film, der skal have aldersmærkning.

Forhøjet angstniveau
Kriteriet er på en gang enkelt og komplekst: Det handler om, at børn ikke må tage skade.

“Film kan være angstfremkaldende, skræmmende eller forrående. Hvad angår det første har vi rimelig god evidens for at sige, at noget er skadeligt. Det er både, når børn ligger og ikke kan sove om aftenen, og at de kommer til at opleve verden som mere farlig, end den er. Deres angstniveau bliver forhøjet”, fortæller Katrine Munch Bechgaard.

Mere besværligt er det med forråelsen. Forråelsen er det, der som forældre bekymrer os, når vi ængsteligt konstaterer, at film og tv er fyldt med sex og vold. Vi vænner os til det, og børn vænner sig endnu mere til det og danner forkerte normalitetsopfattelser. Men det er meget svært at slå fast, hvor reel risikoen er.

“Det handler rigtig meget om, hvilken forskningstradition man bekender sig til. Vi bruger meget sjældent formuleringen forrående, men jeg har gjort det nogle gange, og vi kan stadig godt snakke om, at noget går i den retning”, siger Katrine Munch Bechgaard og nævner som eksempel den danske animationsfilm “Jensen og Jensen” fra 2011. Den gav Medierådet 15-årsmærket, blandt andet på grund af de ekstremt voldelige hovedpersoner, selv om den formentlig var tiltænkt et yngre publikum.

Humor skal forløse
En af de film, der har været en hård nød for Katrine Munch Bechgaard og hendes censorkolleger, er Anders “Anden” Matthesens grotesk-humoristiske animationsfilm “Terkel i knibe”. Filmen er et studie i politisk ukorrekthed og grænsesøgende humor, men i første omgang slap den med en 11-årsgrænse. Det var, umiddelbart inden Katrine Much Bechgaard tiltrådte som censor.

“Vi viste filmen for et børnepanel, og her kunne vi se, at 11-mærket var en forkert vurdering. Der sker noget med børns humor, særligt i årene omkring 11-13 år. En ting er, at det er grotesk humor, og vi voksne kan se det, men det er ikke sikkert, børnene kan se og forstå det. Dvd-versionen fik så en 15-årsgrænse på grund af sit ekstraindhold, hvilket passede til det indtryk, vi fik fra børnepanelet.

Animationsfilm er i dag en stor og populær genre blandt børn og familier, blandt andet qua jokes og referencer, der appellerer til forældrepublikummet.

“Problemet er bare, hvis humoren skal have en formildende effekt i forhold til nogle meget grelle scener, men skyder hen over børnene. Så bliver det grelle ikke forløst. Det gør det for os voksne, fordi vi forstår humoren. Og der er vores vurdering, at nogle børn går ud med alt det forfærdelige, men ikke med det sjove”.

Intet hensyn til sensitive børn
Som censor sidder Katrine Munch ­Bechgaard i et område med masser af elastik og bløde data. Og et er filmen, noget andet er barnet, og børn er som bekendt ganske forskellige.

“Der er nogle parametre i din baggrund, der har betydning for, hvordan medier påvirker dig. For eksempel har det betydning, om du kommer fra et hjem, hvor der altid bliver råbt og skreget, eller hvis du er særligt sensitiv”, siger hun.

Men de særligt sensitive børn er ikke nogle, Katrine Munch Bechgaard kan tage hensyn til i sin aldersmærkning.

“Nej. Vi skal ramme gennemsnittet. Ud fra vores viden om børns kognitive udvikling må vi sige, at her har vi gennemsnitsbarnet, og det tager vi udgangspunkt i”.

Så ved en 11-årsgrænse vil der være en hel del 11-årige, der ikke har godt af at se filmen?
“Der vil nok være nogle. Derfor har vi også en opgave med at vejlede forældre, for det er forældrene, der kender deres børn bedst. De ved, om deres 11-årge barn er sensitivt og måske ikke kan klare at se en film for 11-årige, eller hvis deres barn er 9 år, men godt kan se film for 11-årige”.

Ifølge Katrine Munch Bechgaard sker der en konstant udvikling af film og deres virkemidler. Men den udvikling går hånd i hånd med stadig mere mediekompetente børn.

“Det er interessant at se filmserier, der produceres over en årrække. Sammenligner man første og sidste film i “Harry Potter”-serien, tænker man: Hold da op, der er stor forskel! Men vi holder os alligevel til samme 11-årsvurdering. For ligesom filmsproget udvikler børns mediekompetencer sig også”.

Ikke at forveksle med, at børnene bliver forråede?
“Nej, ikke at forveksle med, at de bliver forråede. Mediekompetencer handler om, hvornår du bliver i stand til at håndtere det, du ser på skærmen, og placere det”.

Mere sex kræver øget opmærksomhed
Katrine Munch Bechgaard og kollegernes beslutninger vækker selvsagt ikke altid begejstring. Hverken hos de børn, der dømmes for unge, eller hos de filmproducenter, der gerne vil have så mange som muligt til at købe billetter og dvd-film. Da den anden “Klovn”-film i efteråret fik premiere, var det med det røde 15-årsstempel på plakaten. Til stor utilfredshed for blandt andre salgsdirektøren i Nordisk Film, Jan Lehmann, der ikke forstod, at den ikke fik samme 11-årsgrænse som den første “Klovn”-film.

“Men måske er der en større ømfindtlighed omkring det seksuelle, end der var for bare nogle få år siden. Tiden er mere blasert”, konstaterede Lehmann over for filmmagasinet Ekko.

Og netop det seksuelle er et område, som Medierådet i de senere år har givet større opmærksomhed. For en ting er, at man moralsk mener, at nøgne bryster og tissemænd ikke er for børn. Men er det skadeligt?

“Der har faktisk stået eksplicit i loven, at vi skal “tage højde for det”. Dengang tror jeg, man mente normativt, at sex er noget, børn ikke skal se. Det er først med “Klovn”-filmene, vi for alvor har sat fokus på, at vi er nødt til at have nogle kriterier for at sige, om sex er skadeligt for børn at se”.

Katrine Munch Bechgaard er ikke enig med Jan Lehmann om, at “Klovn”-censuren er udtryk for større seksuel ømfindtlighed. Men hun mener, at medieudviklingen kræver en større påpasselighed og fokus på, hvornår det går over grænserne – børns grænser – med det seksuelle.

“Vi bliver oftere og oftere præsenteret for medieindhold med et seksuelt indhold – både voksne og børn – vi ser mere nøgenhed og flere seksuelle undertoner. Det er vi nødt til at forholde os til”.

MTV-sex skader ikke
Synet på det seksuelle i dag er præget af dobbelthed. På danske sommerstrande oplever man færre nøgne bryster, og på tv og internet bliver der flere.

Men at se popsangerinden Miley Cyrus lave samlejebevægelser på scenen i en musikvideo er ikke lige så voldsomt for børn som at se Casper Christensens erigerede lem i “Klovn”-filmen, fortæller Katrine Munch.

“Der er en fin grænse mellem den seksualisering, de ser på musikvideo, og som de også selv til dels praktiserer, når de fx tager selfiebilleder med brysterne skudt frem. Som voksen kan jeg godt tænke: hold da op. Men for dem er det normalt. Med eksplicitte sexscener er det anderledes. Vi kan se, at de reagerer på samme måde som ved voldsscener. De går fra filmen, de får kvalme, men de reagerer ikke nødvendigvis på den mere stiliserede sex på MTV”, siger Katrine Munch ­Bechgaard.

Den største “farezone” omkring sexscener i dag findes dog utvivlsomt på internettet. Her har Medierådet ikke en myndighedsrolle, men har af egen drift påtaget sig opgaven med at vejlede børn og forældre i at kunne orientere sig som digitale borgere. Og den opgave vil rådet gerne have skrevet ind i filmloven, som Medierådet hører under.

“Der er bred anerkendelse af, at det er noget, vi skal. Så vi appellerer til kulturministeren om, at det officielt bliver en del af vores arbejde. Det vil betyde noget for vores selvforståelse”.