Dansk Magisterforening

En uafsluttet verdenskrig og socialpsykologi på speed

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Vidensfestivalen er en ubetinget hyldest til kundskaben. Det var femte gang, at DM, RÆSON og Det Kongelige Bibliotek inviterede. Succesen skyder knop i Aarhus 24. april. Her følger nogle uddrag fra dagen:

Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark

(Tegninger: Ib Kjeldsmark)
Planetens forhøjede blodtryk
Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi:
“Det går sindssygt stærkt i Arktis lige nu, også meget stærkere end alle klimamodeller har forudsagt. FN´s klimapanel, som er ekstremt konservativt, siger nu, at der er 1,6 procents chance for seks graders opvarmning, hvilket kan give havstigninger på 10 meter. 1,6 procent – det lyder ikke af alverden, men ikke desto mindre gambler vi mere med klimaet end med noget andet. Det svarer til at kende alle de risici, der følger med et forhøjet blodtryk, uden at tage medicin. Skulle jeg pege på et klimaforskningsfelt, der er vigtigere end noget andet, er det biodiversiteten. Vi ved ikke nok om arterne, vi kender ikke alle typer af arter – og vi aner ikke, hvad der sker med biologien på vores planet, når vi som forventet får temperaturstigninger på bare to grader”.


Medierne har Trump på hjernen
Lykke Friis, prorektor for KU:
“Søndag den 13. marts var “Super Sonntag” i Tyskland, Danmarks største samhandelspartner og det eneste EU-land, der har en betydning på den globale scene. Derefter går det slag i slag med de tyske delstatsvalg. Obama er for længst tjekket ud af Europa. Alligevel hører vi op og ned ad stolper om Iowa og Trump og sjældent et ord om Sachsen-Anhalt og den kæmpe blodtud, som Angela Merkel står til at få. Måske skyldes det “House of Cards”, måske at for få journalister taler sproget i vores store naboland. Tyskland kan ikke længere forlade rollen som leder af Europa. Selv om der først er kanslervalg i oktober 2017, handler folkeafstemningen dels om flygtningepolitikken, og dels om Merkels person. Det valg er på alle måder vigtigt for Danmark”.

Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark
1. verdenskrig er uafsluttet
Uffe Østergaard, historieprofessor, CBS:
1. verdenskrig var en urkatastrofe. Og den er ikke overstået endnu! De konflikter, vi ser i dag, i Europa, i Mellemøsten og mellem Ukraine og Rusland, skyldes, at vi fortsat mangler en ordentlig fredsslutning efter 1. verdenskrig. Tre imperier forsvandt og efterlod ved krigens afslutning et magttomrum. Situationen blev holdt nogenlunde i skak, så længe alle var enige om at udlicitere til amerikanerne at styre verden. Men da amerikanerne ikke længere ville det, blev det tydeligt, at mange nationalstater ikke er født under naturlige omstændigheder. Østrig-Ungarn rådede fx over Balkan, der som den første region brød i brand i 1990´erne. Østpå kæmper Ukraine i dag med Rusland om, hvorvidt landet er russisk eller hører til Centraleuropa. Ved opløsningen af Det Osmanniske Rige blev de nye grænsedragninger trukket helt vilkårligt af sejrherrerne Frankrig og Storbritannien. Og det er præcis på grænsen mellem Irak og Syrien, at ISIL har fundet fodfæste netop nu. Det eneste sted, hvor freden har været stabil siden 1918, er i Sønderjylland. Godt nok mistede næsten 6.000 sønderjyder livet i de år, men da historien bliver skrevet i København, og mindesmærket for de døde står i Aarhus, er det ikke noget, vi hører så meget om".

Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark
Bobler er socialpsykologi på speed
Vincent Hendricks, professor i filosofi ved KU og leder af ­Center for Information og Boblestudier:
Bobler er den store, hvide haj i oceanet. Den kan bide os et vist sted og være farlig for sine omgivelser, hvad enten den opstår på boligmarkedet, på aktiemarkedet, i medierne eller som mobbe-/meningsboble på de sociale medier. Bobler kan komme i form af en shitstorm eller en statusopdatering, der får mange likes. De politiske bobler vokser sig til historier, som alle medier løber efter, fx “frikadellekrigen i Randers” eller “Fattig-Carina og Dovne Robert”. Det er socialpsykologi på speed. Du kan sammenligne disse bobler med, hvad der sker på Børsen i løbet af en dag. Det er egentlig ligegyldigt, hvor meget en aktie reelt er værd, værdien afhænger af, hvor mange der byder. Det samme, når dine tweets bliver delt af mange, eller du har en million følgere på Instagram. Disse bobler, hvad enten de opstår i cyberspace eller andre steder, følger nogle generiske mønstre, som kan sættes på formel. Det er vigtigt at være beredt, når den hvide haj dukker op næste gang".

Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark
Alt er kontekst
Knud Romer, forfatter:
Dengang jeg var i reklamebranchen og tog coke og hørte heavy metal, fik jeg til opgave at markedsføre et mærke, Brabantia, som både fremstiller kartoffelskrællere, kaffemøller og hvad ved jeg. Det var eddermame svært – indtil jeg faldt over deres skraldespand. Den havde 20 års garanti. 20 år er længe. Der var den! Brabantia skulle sælges på soliditet. Vi satte prisen 20 procent i vejret og lancerede en skraldespand fra “The Solid Company”. Og ingen så alt det andet lort, de lavede, der lynhurtigt gik i stykker. Samme teknik bruger man flittigt andre steder. Alt er kontekst. Hvordan laves betydning? Fx ved at tage et jakkesæt på. Eller af. Eller ved at gøre TV Avisen blå og hævde, at realisme er virkelighed. Det er realismen ikke. Den er en virkelighedsfremstilling, som er lavet af nogen med et formål. Men vi tager den bare for givet, ligesom vi tager Ekstra Bladets bodegasmølf og Politikens akademikersmølfer for givet".

}