5 skud til Politiken

Den 11. februar 2016 citeres Carsten Koch i Politiken som formand for professionshøjskolerne og bestyrelsesformand for Professionshøjskolen UCC for et forslag om at skære i SU’en og bruge pengene på uddannelse i stedet. Han optræder tydeligt som “partskilde”. I starten af marts fremtræder han så i Politikens forsideartikel som “ekspert” og formand for Axcelfutures ekspertpanel. Er Carsten Koch en partskilde eller en ekspert?
Man kan sagtens sige, at vi burde have angivet ham som part i sagen. Han er en af de personer, der ligesom fx Michael Kristiansen og alle mulige andre optræder i mange sammenhænge og har mange forskellige bestyrelsesposter. I denne egenskab udtaler han sig på tænketankens vegne, og vi kunne sagtens have haft med, at han laver andet også. Som al mulig anden journalistik er det et spørgsmål om plads. Vi har intet formål med at skjule noget.

Fire ud af syv interessenter i Axcelfutures ekspertgruppe havde før nedsættelsen af denne gruppe meldt ud, at SU’en skulle forringes. Hvorfor bliver ekspertgruppens SU-forslag en forsidehistorie på Politiken?
Jeg er ikke bekendt med, hvad disse eksperter har ment om SU. Anbefalingen om at skære i SU’en var jo kun en del ud af en større rapport med en række anbefalinger. Vi vælger at vinkle på den del med mest diskussion i, som der også er mest mulighed for at være uenig i, og det har også vist sig sidenhen. Det er for konspirationsteore­tisk at sige, at der sidder en flok pæne mænd, som gerne vil have et bestemt budskab ud og laver en tænketank alene med det formål at få SU’en ned, fordi deres budskaber er langt bredere.

Den 4. marts er der ikke en eneste kritisk røst eller uafhængig ekspertkilde i Politikens tre historier om Axcelfuture og ekspertgruppens arbejde. Er det o.k.?
Jeg kan godt se, at vi i forhold til de tre elementer med god grund kan sige, at vi skulle have haft flere kritiske kilder ind på substansen omkring det med SU. Det kunne vi sagtens have prioriteret, og det burde vi have gjort. Når vi ikke havde det, så er det, fordi vi har skrevet om SU mange gange. Og vi har også bragt artikler om det på nettet. At Politiken skulle holde kritiske røster ude fra diskussionen om SU, er langt væk fra den virkelighed, jeg opererer i.

Tre medieforskere med Mark Blach-­Ørsten i spidsen skrev for nylig i Politiken, at medier generelt har en tendens til at lade tænketanke optræde som ekspertkilder, selv om de egentlig er partskilder og skal fremme et bestemt synspunkt. Det giver tænketanken den fordel, at nyhedsmedierne i langt mindre grad stiller kritiske spørgsmål til analyser. Er Politiken faldet for tænketankstricket her?
Det synes jeg ikke. Jeg er enig i den overordnede og mere abstrakte kritik af mediernes ageren. Men i dette konkrete tilfælde synes jeg det ikke. Og ser du på artikler fra Politiken og borgerlige aviser, der bygger på beregninger fra AE-rådet, så vil du her se en organisation, der kommer meget til orde, fordi den er god til at finde dagsordener, der er relevante for medierne. Jeg synes klart, vi skriver, hvad det her handler om, og at vores samlede dækning fungerer. Dette er et oplæg til diskussion baseret på tidligere uddannelsespolitikere og uddannelseskritikere, embedsmænd og erhvervsfolk. En blandet gruppe af sektorinteresser.

Politikens bestyrelsesformand, Lars Munch, er medlem af bestyrelsen for Axcelfutures, som var med til at nedsætte Axcelfuture ekspertgruppe om uddannelse. Har det forhold betydning for Politikens prioritering af Axcelfutures anbefalinger på forsiden?
Nej, det er jo ikke “House of Cards”. Lars Munch har været direktør for JP/ Politiken i mange år og kunne aldrig drømme om at blande sig i, hvad der redaktionelt bliver bragt i avisen. Der kunne sagtens have været en anden historie, som havde vippet denne af pinden, hvis vi havde vurderet det. Et andet aspekt af forsiden er, at den skal invitere til debat, og det lever denne historie op til.