“Mit arbejde er mit liv”

Det er rent held, at Bente Scavenius har tid til at mødes med mig for at tale om, hvorfor hun ikke er gået på pension – og aldrig har i sinde at gøre det. 

Hun er først lige kommet hjem fra en kunstmesse i Basel, og før det var hun på arbejdsweekend i Sankt Petersborg og før det i Venedig for at anmelde Arkitekturbiennalen. Om et par dage har hun så en deadline på en artikel til Børsen, og så er der jo også den bog, hun skal have færdig til efteråret, men som hun har haft for travlt til at komme i gang med.

“Jeg har hele tiden en deadline”, siger 71-årige Bente Scavenius, “det presser mig, holder mig i gang. Det kan være, det slår mig ihjel en dag, men på den anden side er det min motor. Jeg skal have et incitament til at se udstillingerne og følge med i det nye. Ellers kom jeg ikke ud af røret”.

Vi sidder i Bente Scavenius’ københavnerlejlighed, der dufter sødligt af bøger og træværk, og et pendulur tikker rytmisk bag vores samtale. Hvordan har du energien til det, overvejer jeg kort at spørge hende, men det ville være et dumt spørgsmål. Det er åbenlyst, at Bente Scavenius bliver styrket af sit arbejde.

“Jeg har ikke råd til at gå på pension. Jeg vil hellere tjene penge”, svarer hun hurtigt, da jeg i stedet spørger, hvad der motiverer hende til at arbejde.

Og så taler hun videre. Armene begynder at flyve – og hun afslører den egent­lige grund til at holde pensionen fra døren.

“Jeg ville slet ikke kunne undvære mit arbejde og mit fag, så jeg har ærlig talt aldrig skænket pension så meget som en tanke”, siger Bente Scavenius.

“Jeg bliver ved med at arbejde, så længe de vil have mine artikler. Og selv hvis de siger stop, har jeg bøgerne. Dem er der ikke nogen, der kan sætte en stopper for”.

Bente Scavenius er kunsthistoriker og kritiker. Som freelancer er hun desuden sin egen arbejdsgiver og kan derfor stykke sit arbejdsliv sammen, som hun og kunderne vil det: Hun har skrevet 18 bøger og på tre år lavet over 70 tv-programmer, hun anmelder kunst og holder foredrag, og hun er medlem af flere bestyrelser og desuden censor ved Københavns Universitet.

“Altogether it makes a living”, siger Bente Scavenius, der med årene kun er blevet mere forelsket i sit arbejde.

“Mit fag er blevet sjovere og sjovere med årene, fordi jeg ved mere og mere. Og samtidig har jeg lært, at jeg aldrig bliver færdig. Jeg kan altid udvikle mig, altid lære nyt. Det er det, der giver mig energi”, siger hun.

Jeg spørger, om jeg må se arbejdsværelset, hvor de mange bøger og artikler bliver skrevet, men det kan ikke komme på tale. “Lad os bare sige, at det ser aktivt ud”, griner hun, og aktivitet er da også, hvad karrieren handler om.

“I kunstverdenen taler man ikke om alder. Det handler om, hvorvidt du er engageret eller ikke engageret. Så længe du er aktiv, er der arbejde”, siger hun.

Det betyder også, at arbejdslivet og fritidslivet flyder sammen. For Scavenius vil det ikke give mening at tale om work-life-balance; arbejde og liv flyder sammen i ét. Det gælder også for vennekredsen:

“Min sociale omgangskreds er dem, jeg arbejder med. Det virker måske troløst over for dem, som ikke arbejder længere, men der er så meget at lave, at der ikke er tid til begge dele. Sådan er det bare”.

Og sådan vil det blive ved med at være for Bente Scavenius. Det er et fravalg, som hun gerne gør, for i hendes tilfælde er arbejdet i langt højere grad et tilvalg af livskraft.

“Jeg tror aldrig, jeg bliver arbejdsløs. Arbejdet betyder så enormt meget for mig. Altså virkelig. Det er hele mit liv, ikke?”.