Bilen er renere end samvittigheden

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Jeg bor i Malmø og holder mig til svenske biler. Meget kunne man sige om min gamle Saab, men nyvasket var den sjældent. Så da jeg i sommer solgte liget og købte en Volvo S40 fra 2012, besluttede jeg mig samtidig for, at nu skulle det være slut med møgbeskidte biler.

Jeg havde hørt om Norra Grängesbergsgatan. En hel gade, som ifølge folkemunde skulle være domineret af “svartklubber” om natten og billige auto- og serviceværk­steder drevet af indvandrere om dagen. I Sverige skal man ifølge loven skifte til vinterdæk, og her var en stribe dækhoteller, hvor prisen for at skifte og opbevare dæk kun var en tredjedel af prisen på de officielle Volvo- eller Toyota-værksteder.

Og så var der tilbud om bilvask, voksning og polering “fra” 99 svenske kroner. Jeg tænkte, at man altid lige skal tænke på, at det lille ord “fra” plejer at betyde, at det på forunderligvis ender med at være dyrere.

Jeg bestilte grundvasken med voksning til 99, og så gik de ellers i gang med at spule. Først én mand og så to, og til sidst var der tre mand i gang med opgaven, hvor voksning og polering indgik – der var endda en mand, som børstede og skurede fælgene med noget, der lignede en meget stor tandbørste.

Det tog vel cirka tyve minutter, og prisen var, hvad der svarer til 70 danske kroner. Hmmmm. Mon der kan være ordnede forhold for de tre mand (foruden den fjerde, som tog imod pengene)?

Her kunne der virkelig være brug for en stærk fagforening, tænkte jeg. Ikke sådan en moderne funktionærforening med tilbud om at lære at skrive et perfekt cv, netværke på LinkedIn og en billig indboforsikring, men sådan en gammeltestamentlig øje for øje og tand for tand-fagforening. Sådan en, som man kan slå sig på.

Der er selvfølgelig langt fra forholdene i Norre Grängesbergsgatan til livet for en typisk dansk akademiker. Men faktum er, at specielt unge akademikere også er under pres. De kan ikke længere regne med fast job fra 9-5, overenskomst og pension. Store grupper oplever stadig mere usikre ansættelsesforhold – ikke mindst de unge – og her er akademikere faktisk hårdere ramt end fx håndværkere.

14 procent af de yngre beskæftigede akademikere fra 25 til 34 år var ufrivilligt midlertidigt ansat i første kvartal 2016, mens det samme kun gjaldt 4 procent af de yngre med en erhvervsuddannelse som højeste uddannelse.

De har brug for stærke, klassiske fagforeninger, som kæmper for faste bevillinger og ordnede forhold ude på arbejdspladserne – også for de løstansatte.

Til gengæld ville det være en kapitalbrøler at tro, at det nye arbejdsmarked og den såkaldte gig economy kun kræver fagforening classic. For den kræver også noget andet. For rigtig mange af Dansk Magisterforenings medlemmer trives i den nye økonomi. De vil ikke kaldes prekariat, pjalteproletariat eller usikkert beskæftigede, men gerne bare selvstændige, freelancere eller direktøren. Som DM’s undersøgelse i dette nummer af Magisterbladet viser, så ville langt de fleste selvstændige eller freelancere ikke bytte for et lønmodtagerjob. Nej tak til 9-5. Og de har brug for alt andet end fagforening classic, men i stedet måske juridisk bistand, iværksætterkurser, coaching, mentorer, kurser eller endda en billig forsikring? Det nye arbejdsmarked er et af de store debatemner på DM’s allerførste kongres den 26. og 27. november i år.

PS: Aldrig nogensinde har jeg kørt i så ren en bil, og den er stadig ren en måned efter. I hvert fald renere end min samvittighed.