Rundspørge: Effektiviteten er allerede faldet før udflytning
Udflytningen af de statslige arbejdspladser ligger et stykke ude i fremtiden, men allerede nu daler effektiviteten, og faren for at brænde ud stiger blandt de berørte medarbejdere. Det viser en ny rundspørge fra Magisterbladet. Staten må tage et større ansvar, siger eksperter.
Hjerneflugt, dårlig psykisk trivsel og ineffektivitet.
Sådan har spådommene længe lydt for, hvad der vil blive konsekvensen, når de statslige arbejdspladser flytter til provinsen som led i regeringens omfattende decentraliseringsplan.
Men det er ikke bare fjern fremtidsmusik. Medarbejderflugten er begyndt, og allerede nu oplever 42 procent af medarbejderne på de involverede arbejdspladser, at de er stressede “en del af tiden” eller mere, samtidig med at det allerede før udflytningen kniber med at løse opgaver i samme tempo som hidtil. 61 procent siger, at effektiviteten er faldet i nogen grad, i høj grad eller i meget høj grad.
Det viser en ny rundspørge, som Magisterbladet har foretaget blandt de statsansatte DM-medlemmer, som er på arbejdspladser, der er berørt af udflytningsplanerne.
Organisationer er skrøbeligere, end vi tror, påpeger Einar B. Baldursson, ekspert i arbejds- og organisationspsykologi og lektor ved Aalborg Universitet. Han kritiserer de rammer, som regeringen har lagt for udflytningen, der blandt andet er underfinansieret. Det stiller ekstra store krav til de lokale ledelser om inddragelse.
“I organisationer, der i forvejen har problemer, forstærkes de endda helt tydeligt. Arbejdsgiveren, i dette tilfælde staten, har det fulde ansvar for de belastninger af medarbejdernes mentale helbred, som er følgen af beslutninger og krav, der medfører livsomvæltende omstillinger og påfører medarbejderne store økonomiske og personlige omkostninger. Derfor skal medarbejdere inddrages og støttes ekstra meget på de arbejdspladser, der skal flytte”, pointerer Einar Baldursson.
Ked af det – og vred
“Man føler sig drænet og desillusioneret. Det er klart, at det påvirker effektiviteten”, skriver et medlem i en kommentar i undersøgelsen.
“Det er svært at koncentrere sig, når man reelt føler sig fyret”, uddyber en anden.
“Generelt er motivationen og engagementet lavt, da vi føler os ramt på flere fronter”, kommenterer en tredje, med henvisning til at arbejdspladsen også har været gennem en stor sparerunde.
Mange har svært ved at forlige sig med, at de er blevet pålagt en livsforandrende beslutning, som de selv er uden indflydelse på.
“Der blev lagt en sort sky over arbejdspladsen i mange uger”, skriver én i en kommentar til tiden omkring den endelige udmelding af decentraliseringsplanen. I tiden efter beskriver hver femte situationen på arbejdspladsen som “følelsesmæssigt udmattende” en stor del af tiden eller hele tiden.
“Jeg er både ked af, at min fremragende arbejdsplads splittes, og vred over bevæggrunden for beslutningen”, lyder det fra et DM-medlem, der føler sig i fare for at brænde ud.
Ug med kryds og slange
Mette Mogensen, der er adjunkt og ph.d. på Institut for Organisation på CBS, peger på, at akademikere ofte har en stærk identifikation med det faglige indhold i arbejdet.
“For vidensarbejdere er kvaliteten i deres arbejde vigtigere end alt andet. De sælger ikke saftevand, de arbejder med noget betydningsfuldt og er en del af nogle stærke faglige miljøer. Når man sætter meget af sig selv på spil i sit arbejde, føles det vildt frustrerende at blive krænket på sin faglighed på grund af en politisk reform, som ikke har til formål at understøtte opgaveløsningen”, siger Mette Mogensen.
25 procent af de adspurgte har svaret på Magisterbladets rundspørge. Selv om svarprocenten er i den lave ende, så vurderer CBS-forskeren, at svarene sammenholdt med de mange uddybende kommentarer fra medlemmerne tilsammen udgør en troværdig temperaturmåling.
Hun siger, at målingen vidner om, at det store engagement hos statens magistre også er det, der er den helt store udfordring, når lokummet brænder.
“Rigtig mange akademikere kører til hverdag deres egen butik i butikken. De leder selvstændigt et fagligt felt og er stærkt optaget af at løse deres opgaver til ug med kryds og slange. Men det er under de nuværende omstændigheder særdeles svært i de statslige institutioner, som bruger og kommer til at bruge energi på at flytte. Så når medarbejderne insisterer på fortsat at levere høj kvalitet til trods, bliver faren for at brænde ud også større”, forklarer hun.
I samme båd
Medarbejdernes frustration retter sig mere imod regeringen end imod deres egne lokale chefer. Knap halvdelen – 48 pct. – mener, at deres ledelse håndterer processen godt eller meget godt, især hvad tidlig og åben kommunikation angår. Knap 30 pct. svarer “både-og” om håndteringen.
Medarbejderne er mindre frustrerede på de arbejdspladser, hvor deres egen ledelse har inddraget dem og har fået skabt klare spilleregler for hjemmearbejde og regler for transporttid etc. En af dem er Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Her konstaterer direktør Anette Dørge, at medarbejdere og ledelse for en gangs skyld er i samme båd. Fra den 1. januar 2017 er arbejdsadressen Holbæk for de 50 ansatte, der har som kerneopgave at kvalitetsvurdere landets videregående uddannelser.
“Ingen havde set det komme, at vi skulle ud af København. Så på den ene side var det et chok, på den anden side en formildende omstændighed, at vi kun skal til Holbæk. Der er trods alt mulighed for at pendle”, forklarer Anette Dørge.
Et udvalg af medarbejdere i Akkrediteringsinstitutionen gik håndfast og hurtigt til værks, da de første rystelser havde lagt sig.
“Derfor har vi – og inden for Moderniseringsstyrelsens rammer – tidligt kunnet udstikke nogle ret præcise overgangsregler for medarbejderne. De gør det nemmere for folk at vurdere, om det kan hænge sammen for dem at flytte deres arbejdsliv”, siger Anette Dørge.
Reglerne dikterer, at alle skal have tre faste arbejdsdage i Holbæk om ugen, og at de øvrige to kan bruges på møder i København eller ude i landet og på hjemmearbejde.
Derudover vil transporttid i selskab med den bærbare tælle som arbejdstid, hvis de fysiske rammer tillader at arbejde, og endelig er fikstiden – det tidsrum, i hvilket medarbejderne fysisk skal være til stede på arbejdspladsen – ændret fra 9-15 til 10-14:30.
“Vi er i forvejen et rejsehold, der er rundt i landet mange dage hver måned. Måske får vi endda styrket fællesskabet ved at kræve, at folk er mere til stede på de samme tidspunkter”, siger Anette Dørge.
En kamp mod brølere
Udflytningen af de statslige arbejdspladser kunne være blevet et ægte vinderprojekt, hvis regeringen havde tilsat to dele tålmodighed og én del ordentlighed fra start, mener psykolog Einar Baldursson.
“Med langsigtede og systematiske planer kunne man have gjort det til et fedt projekt for folk at være med til at starte noget nyt op fra bunden og tænke organisationerne helt forfra. Det kunne gøres så fint og respektfuldt gennem langsom knopskydning. Nu kører man i stedet på kvart og underfinansieret blus, før man overhovedet er kommet i gang. Spørg bare SKAT! De næste fem år bliver en kamp for at undgå de værste brølere”, siger han.
Den medarbejdergruppe i Magisterbladets rundspørge, som Einar Baldursson er mest bekymret for, er den store mellemgruppe. Dem, der halvhjertet flytter med, fordi de ikke har noget alternativ.
“Ud fra et arbejdsmiljøsynspunkt er jeg rigtig nervøs for de medarbejdere, der kommer til at pendle 100 kilometer til arbejde, som skal leve i kaos i lang tid, fordi intet fungerer optimalt, og som måske oveni oplever et ekstra pres for at levere og samtidig lære nye kolleger op. De medarbejdere bliver bragt i en vanvittig klemme”, vurderer han.
Og det er ikke mindst dem, der skal sikres så ordentlige vilkår som overhovedet muligt, understreger Aalborg-lektoren:
“Fx økonomisk kompensation for det besvær, som staten påfører dem og deres familie. Måske en garanti for job til medfølgende ægtefælle. Og ikke mindst er det vigtigt, at der forhandles nye resultatkontrakter for den enkelte institution, som er realistiske og med til at mildne de negative konsekvenser”.
Sparring, seniorordninger, prøvetid
DM´s formand, Camilla Gregersen, mener, det er afgørende, at statens ansatte sikres gode overgangsordninger.
“Jo flere muligheder og valg, der er for den enkelte, des bedre bliver betingelserne for, at opgaverne bliver løst bedst muligt både nu og efter udflytningen. For nogle vil en prøveperiode på op til seks måneder være attraktiv. Sammen med gode seniorordninger kan det være med til at sikre overførsel af viden og kompetencer i overgangsperioden”, siger Camilla Gregersen.
DM planlægger i 2016 at komme rundt i landet med rådgivning og sparring til både de gamle og nye arbejdspladser.
Sådan har spådommene længe lydt for, hvad der vil blive konsekvensen, når de statslige arbejdspladser flytter til provinsen som led i regeringens omfattende decentraliseringsplan.
Men det er ikke bare fjern fremtidsmusik. Medarbejderflugten er begyndt, og allerede nu oplever 42 procent af medarbejderne på de involverede arbejdspladser, at de er stressede “en del af tiden” eller mere, samtidig med at det allerede før udflytningen kniber med at løse opgaver i samme tempo som hidtil. 61 procent siger, at effektiviteten er faldet i nogen grad, i høj grad eller i meget høj grad.
Det viser en ny rundspørge, som Magisterbladet har foretaget blandt de statsansatte DM-medlemmer, som er på arbejdspladser, der er berørt af udflytningsplanerne.
Organisationer er skrøbeligere, end vi tror, påpeger Einar B. Baldursson, ekspert i arbejds- og organisationspsykologi og lektor ved Aalborg Universitet. Han kritiserer de rammer, som regeringen har lagt for udflytningen, der blandt andet er underfinansieret. Det stiller ekstra store krav til de lokale ledelser om inddragelse.
“I organisationer, der i forvejen har problemer, forstærkes de endda helt tydeligt. Arbejdsgiveren, i dette tilfælde staten, har det fulde ansvar for de belastninger af medarbejdernes mentale helbred, som er følgen af beslutninger og krav, der medfører livsomvæltende omstillinger og påfører medarbejderne store økonomiske og personlige omkostninger. Derfor skal medarbejdere inddrages og støttes ekstra meget på de arbejdspladser, der skal flytte”, pointerer Einar Baldursson.
Ked af det – og vred
“Man føler sig drænet og desillusioneret. Det er klart, at det påvirker effektiviteten”, skriver et medlem i en kommentar i undersøgelsen.
“Det er svært at koncentrere sig, når man reelt føler sig fyret”, uddyber en anden.
“Generelt er motivationen og engagementet lavt, da vi føler os ramt på flere fronter”, kommenterer en tredje, med henvisning til at arbejdspladsen også har været gennem en stor sparerunde.
Mange har svært ved at forlige sig med, at de er blevet pålagt en livsforandrende beslutning, som de selv er uden indflydelse på.
“Der blev lagt en sort sky over arbejdspladsen i mange uger”, skriver én i en kommentar til tiden omkring den endelige udmelding af decentraliseringsplanen. I tiden efter beskriver hver femte situationen på arbejdspladsen som “følelsesmæssigt udmattende” en stor del af tiden eller hele tiden.
“Jeg er både ked af, at min fremragende arbejdsplads splittes, og vred over bevæggrunden for beslutningen”, lyder det fra et DM-medlem, der føler sig i fare for at brænde ud.
Ug med kryds og slange
Mette Mogensen, der er adjunkt og ph.d. på Institut for Organisation på CBS, peger på, at akademikere ofte har en stærk identifikation med det faglige indhold i arbejdet.
“For vidensarbejdere er kvaliteten i deres arbejde vigtigere end alt andet. De sælger ikke saftevand, de arbejder med noget betydningsfuldt og er en del af nogle stærke faglige miljøer. Når man sætter meget af sig selv på spil i sit arbejde, føles det vildt frustrerende at blive krænket på sin faglighed på grund af en politisk reform, som ikke har til formål at understøtte opgaveløsningen”, siger Mette Mogensen.
25 procent af de adspurgte har svaret på Magisterbladets rundspørge. Selv om svarprocenten er i den lave ende, så vurderer CBS-forskeren, at svarene sammenholdt med de mange uddybende kommentarer fra medlemmerne tilsammen udgør en troværdig temperaturmåling.
Hun siger, at målingen vidner om, at det store engagement hos statens magistre også er det, der er den helt store udfordring, når lokummet brænder.
“Rigtig mange akademikere kører til hverdag deres egen butik i butikken. De leder selvstændigt et fagligt felt og er stærkt optaget af at løse deres opgaver til ug med kryds og slange. Men det er under de nuværende omstændigheder særdeles svært i de statslige institutioner, som bruger og kommer til at bruge energi på at flytte. Så når medarbejderne insisterer på fortsat at levere høj kvalitet til trods, bliver faren for at brænde ud også større”, forklarer hun.
I samme båd
Medarbejdernes frustration retter sig mere imod regeringen end imod deres egne lokale chefer. Knap halvdelen – 48 pct. – mener, at deres ledelse håndterer processen godt eller meget godt, især hvad tidlig og åben kommunikation angår. Knap 30 pct. svarer “både-og” om håndteringen.
Medarbejderne er mindre frustrerede på de arbejdspladser, hvor deres egen ledelse har inddraget dem og har fået skabt klare spilleregler for hjemmearbejde og regler for transporttid etc. En af dem er Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Her konstaterer direktør Anette Dørge, at medarbejdere og ledelse for en gangs skyld er i samme båd. Fra den 1. januar 2017 er arbejdsadressen Holbæk for de 50 ansatte, der har som kerneopgave at kvalitetsvurdere landets videregående uddannelser.
“Ingen havde set det komme, at vi skulle ud af København. Så på den ene side var det et chok, på den anden side en formildende omstændighed, at vi kun skal til Holbæk. Der er trods alt mulighed for at pendle”, forklarer Anette Dørge.
Et udvalg af medarbejdere i Akkrediteringsinstitutionen gik håndfast og hurtigt til værks, da de første rystelser havde lagt sig.
“Derfor har vi – og inden for Moderniseringsstyrelsens rammer – tidligt kunnet udstikke nogle ret præcise overgangsregler for medarbejderne. De gør det nemmere for folk at vurdere, om det kan hænge sammen for dem at flytte deres arbejdsliv”, siger Anette Dørge.
Reglerne dikterer, at alle skal have tre faste arbejdsdage i Holbæk om ugen, og at de øvrige to kan bruges på møder i København eller ude i landet og på hjemmearbejde.
Derudover vil transporttid i selskab med den bærbare tælle som arbejdstid, hvis de fysiske rammer tillader at arbejde, og endelig er fikstiden – det tidsrum, i hvilket medarbejderne fysisk skal være til stede på arbejdspladsen – ændret fra 9-15 til 10-14:30.
“Vi er i forvejen et rejsehold, der er rundt i landet mange dage hver måned. Måske får vi endda styrket fællesskabet ved at kræve, at folk er mere til stede på de samme tidspunkter”, siger Anette Dørge.
En kamp mod brølere
Udflytningen af de statslige arbejdspladser kunne være blevet et ægte vinderprojekt, hvis regeringen havde tilsat to dele tålmodighed og én del ordentlighed fra start, mener psykolog Einar Baldursson.
“Med langsigtede og systematiske planer kunne man have gjort det til et fedt projekt for folk at være med til at starte noget nyt op fra bunden og tænke organisationerne helt forfra. Det kunne gøres så fint og respektfuldt gennem langsom knopskydning. Nu kører man i stedet på kvart og underfinansieret blus, før man overhovedet er kommet i gang. Spørg bare SKAT! De næste fem år bliver en kamp for at undgå de værste brølere”, siger han.
Den medarbejdergruppe i Magisterbladets rundspørge, som Einar Baldursson er mest bekymret for, er den store mellemgruppe. Dem, der halvhjertet flytter med, fordi de ikke har noget alternativ.
“Ud fra et arbejdsmiljøsynspunkt er jeg rigtig nervøs for de medarbejdere, der kommer til at pendle 100 kilometer til arbejde, som skal leve i kaos i lang tid, fordi intet fungerer optimalt, og som måske oveni oplever et ekstra pres for at levere og samtidig lære nye kolleger op. De medarbejdere bliver bragt i en vanvittig klemme”, vurderer han.
Og det er ikke mindst dem, der skal sikres så ordentlige vilkår som overhovedet muligt, understreger Aalborg-lektoren:
“Fx økonomisk kompensation for det besvær, som staten påfører dem og deres familie. Måske en garanti for job til medfølgende ægtefælle. Og ikke mindst er det vigtigt, at der forhandles nye resultatkontrakter for den enkelte institution, som er realistiske og med til at mildne de negative konsekvenser”.
Sparring, seniorordninger, prøvetid
DM´s formand, Camilla Gregersen, mener, det er afgørende, at statens ansatte sikres gode overgangsordninger.
“Jo flere muligheder og valg, der er for den enkelte, des bedre bliver betingelserne for, at opgaverne bliver løst bedst muligt både nu og efter udflytningen. For nogle vil en prøveperiode på op til seks måneder være attraktiv. Sammen med gode seniorordninger kan det være med til at sikre overførsel af viden og kompetencer i overgangsperioden”, siger Camilla Gregersen.
DM planlægger i 2016 at komme rundt i landet med rådgivning og sparring til både de gamle og nye arbejdspladser.
“DM har desuden en række tilbud klar til de medlemmer, der på forskellig vis er påvirket af udflytningen. Det gælder både individuel karrieresparring, oplæg om arbejdsmiljø og faglighed mv.”, siger hun.
Mød fem magistre, der bliver berørt af udflytning.
