Dansk Magisterforening

Nytårsrefleksioner

Del artikel:

LEDER af Camilla Gregersen

I DM har vi fokus på det, der har betydning for medlemmernes arbejdsliv. 2015 har været præget af flere vigtige områder, nemlig besparelserne på uddannelses- og forskningsområdet, ngo’erne, klimaområdet og kulturområdet. Dertil kom, at vi var optaget af et nyt dagpengeforlig og flytning af statslige arbejdspladser.

De videregående uddannelser bliver skåret markant. For professionshøjskolerne kan det komme til at betyde, at uddannelsessteder bliver nødt til at lukke. Hvis man overhovedet kan gradbøje værre, står det endnu værre til for forskningen, som barberes ned med 1,4 milliarder i år. Det er råt. Og det er fuldstændig idéforladt bare at køre med grønthøsteren i stedet for at lave kvalificerede besparelser.

Vi har i 2015 gjort et stort arbejde for at minimere skaderne, og vi giver ikke op. I år 2016 vil vi sammen med de tillidsvalgte på arbejdspladserne sætte fokus på, hvad nedskæringerne får af uheldige konsekvenser. Jeg håber, vi på den måde kan få grønthøsteren til at blive i garagen, så de bebudede besparelser de kommende tre år kan undgås.

I oktober 2015 kom Dagpengekommissionen med sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem, blandt andet om genoptjening, supplerende dagpenge og dimittendsatsen. Selv om vi kæmpede imod, blev dimittendsatsen sat markant ned. Til gengæld lykkedes det kort inden jul at lave en bedre aftale om supplerende dagpenge, som betyder, at supplerende dagpenge fortsat regnes i uger. Det ville også have været grotesk, hvis man skulle bruge en hel måneds supplerende dagpenge, når man kun bruger én dag.

Vi vil i 2016 arbejde for, at der bliver forbedrede dagpengerettigheder til dem, der ikke er fastansat. For vi har brug for selvstændige, innovationslystne og initiativrige akademikere, der tør tænke nyt.

Vi kommer også til fortsat at have fokus på, at regeringen vil flytte cirka 3.900 statslige arbejdspladser fra København til andre byer rundtom i landet, som man kan læse om inde i bladet her. DM kæmper for, at der skal skabes akademiske arbejdspladser i hele landet. Vi ved, at mange af de mellemstore virksomheder uden for hovedstadsregionen og Aarhusbugten har brug for den akademiske arbejdskraft. Vi ved af erfaring, at når der ansættes akademikere i virksomheder, hvor der ikke tidligere har været højtuddannede, giver det bonus på bundlinjen. Vi har kæmpet for midler til Akademikerkampagnen, der kan slå murene ind nye steder. Lidt over 10 millioner kroner blev det til på finansloven for 2016 til Akademikerkampagnen.

Derimod løber regningen for flytning af de statslige styrelser op mod to milliarder, viser et notat fra Moderniseringsstyrelsen. Det står i skærende kontrast til de afsatte midler, som foreløbig kun er 400 millioner kroner. Jeg kan ikke forstå, at man kan træffe en så omfattende beslutning uden at inddrage de faglige miljøer og uden at afsætte de nødvendige ressourcer. Det er stærkt problematisk.

De statslige styrelser er for vigtige til at gøres til kastebolde for politikere, der laver symbolpolitik. Vi kunne inden for det private område skabe mange gode nye arbejdspladser i hele landet for de midler, som flytningerne kommer til at koste. Nu bliver der med flyttereformen ikke skabt nye arbejdspladser, men blot flyttet arbejdspladser.

2016 byder utvivlsomt på store udfordringer. Mange opgaver venter, og vi vil gøre alt for at sikre medlemmerne de bedste vilkår og muligheder i arbejdslivet. Jeg hører gerne fra jer, hvis I har forslag til, hvad vi skal tage fat i.
}