Dansk Magisterforening

Jeg har også omsorgsforpligtelser

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Ninna Nyberg Sørensen, 55 år, seniorforsker ved DIIS, som skal flytte til Aarhus

“Man må ikke glemme, at min aldersgruppe også har en masse omsorgsforpligtelser, i mit tilfælde både gamle forældre, der er plejekrævende, og alvorlig sygdom i omgangskredsen. I takt med forringelserne i den offentlige omsorg må man jo stille op”.

“Jeg har i forvejen mellem 60 og 90 rejsedage om året, så min familie vil blive meget påvirket af det “omsorgsfravær”, som jeg ikke undgår, hvis jeg oven i rejsedagene skal arbejde og bo i Aarhus”.

“Når det er sagt, så er jeg jo samtidig blevet en gammel hård negl, som er blevet omstruktureret – eller lukket! – så mange gange, at jeg ikke længere har et akut behandlingsbehov, når det sker”.

“Til gengæld er det næsten ubærligt at se, hvordan nogle af mine yngre kolleger bliver påvirket. Flere af dem er jo forholdsvis nye i jobbet og kun lige landet her efter et hav af løse ansættelser”.

“Som det ser ud p.t., forestiller jeg mig ikke, at flere end hver tredje af DIIS-personalet flytter med til Aarhus, og tanken om at skulle bruge energi på at bygge en kaotisk arbejdsplads op igen fra bunden er stærkt demotiverende”.

“Den største frustration er selvfølgelig det absurde i at flytte en velfungerende institution til et område, der ikke kan siges at være Udkantsdanmark – hvilket jo var regeringens eneste argument. Tænk, hvor meget vi alle sammen kunne få ud af at bruge millionerne på at bedrive forskning til gavn for hele Danmark”.

Læs om den rundspørge, som Magisterbladet har foretaget blandt de statsansatte DM-medlemmer, som er på arbejdspladser, der er berørt af udflytningsplanerne.
}