Dansk Magisterforening

Det føles som en tung dyne

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Christian Schubert, 51 år, kontorfuldmægtig i Søfartsstyrelsen, der flytter til Korsør

“Jeg har en datter på 14 år med ADHD, og hun har brug for god tid med os voksne og ekstra meget støtte til at klare sin skole. Det har fungeret, fordi jeg kun har 20 minutter på cykel til arbejde, men jeg ved ikke, om det vil fungere, hvis jeg skal til at pendle 1½ time hver vej for at komme på arbejde”.

“Det føles lidt, som om vi er blevet sendt ud at marchere i snorlige rækker. Der er ingen tvivl om, at hele arbejdspladsen oplever det her som en ekstraordinært svær situation”.

“Søfartsstyrelsen er præget af en meget professionel tone, og selv om der indimellem kommer et kreativt forslag, fx om pendlerbusser, så holder de fleste deres tanker for sig selv”.

“Når udmeldingen bliver mere konkret – for eksempel om, hvor arbejdspladsen skal ligge, og om pendlertiden er arbejdstid – så vil jeg tage endelig stilling til, om jeg flytter med”.

“Der ligger mange dage en tung dyne over mit humør, og jeg får ikke nok søvn. Der har været dage, hvor jeg har skullet slæbe mig på arbejde. Jeg har også været sygemeldt med stresssymptomer”.

“Bliver det for stor en mundfuld, skal jeg lave noget helt andet. Gerne noget, hvor jeg kan kombinere min uddannelse som naturgeograf med min fritidsinteresse for fjeldvandring, design og afvikling af kurser i friluftsliv og mountainbikekørsel”.

Læs om den rundspørge, som Magisterbladet har foretaget blandt de statsansatte DM-medlemmer, som er på arbejdspladser, der er berørt af udflytningsplanerne.
}