Dansk Magisterforening

Ud med fakta – ind med underholdning

David Trads
Del artikel:

Amerikanske eksperter presses i stigende grad ud af medierne. Specielt i nyhedsprogrammer på tv foretrækker man konfrontationer og polemik fra politiske kommentatorer frem for den argumenterende forklaring fra en ekspert.

Dan Schneider, professor i politisk historie, forstår straks, hvad jeg mener, da jeg forklarer, hvordan Anders Fogh Rasmussen i sin tid gik til angreb på danske smagsdommere:

“Åh”, udbryder han, “den danske politiker lyder fuldkommen som Nixon og Bush. På højrefløjen har de altid haft det svært med eksperter, som de ser som en del af et venstreorienteret komplot mod højrefløjen og dens tanker”.
Schneider, der arbejder på American University i Washington, DC, understreger, at modstanden mod intellektuelle og eksperter er et konstant tema i USA’s historie. “Amerikanere har altid haft en større tiltro til “sund fornuft” blandt almindelige mennesker end til højtuddannede og “flyvske” eksperter. Den moderne medieudvikling har i ekstrem grad skubbet til den virkelighed, så eksperter er blevet trængt mere i baggrunden”, siger han.

Spinparadis
Professoren peger på tv-stationerne som de værste syndere:

“På nyhederne på tv foretrækker man åbenlyst konfrontationer og polemik fra politiske kommentatorer frem for den argumenterende forklaring og analyse fra en ekspert. Passion synes vigtigere end ekspertise”.

Kigger man på amerikansk tv, bliver man i den grad bekræftet:

På nyhedsudsendelserne er akademiske eksperter trængt i baggrunden af spindoktorer, ekspolitikere og politiske konsulenter fra interesseorganisationerne. For hver gang der optræder bare en uafhængig ekspert, har mindst ti ikke-eksperter haft ordet. Tag eksempelvis CNN efter præsident Barack Obamas seneste tale til nationen: Ti gæster var indkaldt – en enkelt ekspert, nemlig en historiker med speciale i præsidentskabet, mens de øvrige ni alle kom fra den politiske verden.

“Den såkaldte neutralitet, som medier altid taler om, består i, at eksperterne hentes fra begge sider af det politiske landskab”, forklarer Schneider, som også afleverer en advarsel:

“Fraværet af kvalificerede eksperter fører til fraværet af en fornuftig og nuanceret debat”.

Bare kæft op
“Stadig færre eksperter deltager, fordi de simpelthen ikke egner sig til at få seertallene op ved hjælp af en konkurrence om at råbe højest i et tv-studie”.

Jeg læser Fogh-citatet fra hans første nytårstale som statsminister op:

“Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne ... Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie, folkelige debat”, lød det i 2002.

Professor Schneider undrer sig. Den slags, siger han, ville kun Richard Nixon, præsident fra 1969 til 1974, kunne have fundet på at sige – selv om også George W. Bush bevægede sig tæt på:

“Nixon var særligt berygtet for sin foragt over for det elitære ekspertvælde, fordi han mente, de var for venstreorienterede. Bush stolede imidlertid også mere på sin mavefornemmelse end på talrige eksperter i udenrigsministeriet i forbindelse med Irak-krigen”.

Eksperten har stadig autoritet
I Amerika har eksperten dog fortsat autoritet i hverdagslivet. Det opgør med universitetets autoriteter, som blev indledt under ungdomsoprøret i netop USA i 1960’erne, endte med at få større konsekvens i Europa og Danmark. En underviser – fra børnehaven til universitetet – har fortsat en større autoritet i en amerikansk end i en dansk sammenhæng.
Alligevel er eksperten trængt. Intet sted stærkere end i naturvidenskaben.

Da professor Andrew J. Hoffman havde møde med en potentiel donor til sit særlige studie – mødet mellem klima, miljø og erhvervsliv – fik han både en overraskelse og en øjenåbner:

Overraskelsen bestod i, at den stenrige donor slet ikke var interesseret i at støtte hans forskning, men tværtimod belærte ham om, at “al klimavidenskab er korrupt”, at “global opvarmning er et fupnummer”, at “det alt sammen er udtryk for fejlagtig politisk konsensus”, og til sidst anklagede ham for at hade kapitalismen:

“Ved du, hvorfor FN’s Jordens Dag holdes den 22. april?” udbrød donoren, som med det samme selv svarede: “Fordi det er Karl Marx’ fødselsdag!”

Hoffman fik donoren ud ad døren og fejede ham først af banen som irrationel fantast. Alt, hvad han sagde, tænkte professoren, var i strid med sandheden – ja, det var end ikke Marx, men Lenin, der fyldte år den dag.

Men langsomt kom øjenåbneren:

“Det gik op for mig, at mandens argumenter var identiske med dem, jeg havde hørt så mange gange før – at de havde et nogenlunde logisk udgangspunkt, som er udtryk for manges holdning”, skriver professoren i Social Innovation Review, som udgives af Stanford University.

Intet sted er forskellen på, hvad eksperterne ved, og hvad befolkningen omvendt tror på, større i Amerika end i klimadiskussionen:

På den ene side er 97 procent af alle videnskabsfolk enige om, at global opvarmning er reel, og at menneskets forbrug af fossile brændstoffer er den primære årsag, viser en undersøgelse fra American Association for the Advancement of Science.

På den anden side tror mellem 60 og 65 procent af alle amerikanere ikke på eksperterne, idet de afviser global opvarmning, understreger en meningsmåling fra American Public Opinion on Climate Change.

Ud med forskere
Måske er svaret, at amerikanerne simpelthen ikke udsættes for eksperter, når de ser tv, hører radio eller læser nyheder. En undersøgelse fra Media Matters, en uafhængig tænketank, viser nemlig, at alle medier, men især de borgerlige, lader ikke-eksperter komme lige så meget eller mere til orde i klimadebatten:

Fox News, den mest populære nyhedskanal på kabel-tv, har i de forløbne år dækket de store FN-rapporter om klimaforandringer, men altid på en meget skæv facon: Tre ud af fire af de indbudte gæster, som har kommenteret rapporterne, er ikke videnskabsfolk, men ganske almindelige “talking heads” – altså professionelle meningsmagere.
John Oliver, vært for det ekstremt populære satiriske nyhedsprogram Last Week Tonight, gjorde en dyd ud af den skæve debat, da han inviterede gæster i sit program:

“Her er mine gæster: En klimabenægter herovre – og så Bill Nye, som er videnskabsmand”.

Straks klimabenægteren, som var navnløs, begyndte at tale, brød værten ind:

“Af hensyn til en fair debat giver jeg plads til to eksperter mere på klimabenægternes side – og 96 videnskabsfolk mere på den anden side”.

Ind i studiet vandrede de mange gæster nu ind, så de illustrerede virkeligheden – at der er 97 procent af videnskabsfolkene, som er enige om, at klimatruslen er reel. Videoen af indslaget er set af millioner på YouTube.

Deres Fox og vores
Den amerikanske højrefløj har i stigende grad styrket sin medieplatform. Fox News, som er et af de mest sete nyhedsprogrammer – langt større end CNN – er selvsagt bannerføreren. Her troner klimaskeptikere uden nogen ekspertviden side om side med andre, der prædiker samme politiske evangelium. Den såkaldte Tea Party-bevægelse, oprindeligt anført af Sarah Palin, som var vicepræsidentkandidat i 2008, sidder solidt på tv-minutterne.

Men Fox er langtfra alene: Wall ­Street Journal, en af landets største aviser, Weekly Standard, et indflydelsesrigt ugemagasin, og måske især talrige nye websites giver plads til stadig flere meningsfæller – og stadig færre eksperter.
Matt Continetti driver et højreorienteret politisk nyhedssite, hvis klare formål er at modgå, hvad han betegner som venstrefløjens monopol over den offentlige debat. Washington Free Beacon offentliggør især artikler, der håner demokrater, eller som promoverer republikanske debattører, som ingen chancer får i andre medier.

“Amerikanske medier benytter massivt eksperter. De fleste kommer fra tænketankene i Washington, som i reglen er associeret med et af de to politiske partier. De større medier stempler i reglen altid borgerlige eksperter fra eksempelvis tænketanken American Heritage Education Foundation som “konservative”, mens eksperter fra Brookings eller Center for American Progress positivt, men forkert, kaldes “uafhængige”. Debatten er skæv”, siger Continetti til Magisterbladet.

Det er imidlertid ikke kun højrefløjen, der bruger stadig flere “talking heads” med samme meninger og stadig færre eksperter. Venstrefløjen kan såmænd også være med. Bill Clinton, amerikansk præsident i 1990’erne, kritiserede under sidste præsidentvalg mediernes stadig mindre faktabaserede og stadig mere polariserende dækning:

“Jeg sad og så MSNBC, og de havde en kvinde på, som plejede at arbejde for mig, og så et par andre demokrater. De talte om det republikanske primærvalg – jeg grinte og udbrød, at de jo er blevet vores version af Fox”, sagde han til magasinet Esquire.

Ikke ret til egne fakta
En af USA’s ypperste smagsdommere er Robert C. Post, dekan på det juridiske fakultet på Yale University. Altid klædt i mørkt jakkesæt og med en præcis diktion og ordvalg – og altid i gang med et forsvar for stadig mere viden.

“Der er politiske grupper i USA, som er imod eksperter. De tror, at de ved rigeligt uden at kunne referere til eksperter. Erkendelsesteoriens udvanding er farlig i et demokrati, fordi borgere har behov for troværdige og oplyste informationer for at kunne træffe beslutninger”, sagde Robert C. Post i en tale.

Hver person har ret til at have sin egen mening, understregede han også i talen, men de har ikke ret til deres egne fakta.
}