Dansk Magisterforening

Seks skud til udvalgte spidskandidater: Studerende

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Halvdelen af de studerende kæmper med ensomhed under studierne, og mange lægger et hårdt præstationspres på sig selv, viser en DM-undersøgelse. Hvordan vil DM arbejde for at skabe et bedre studieliv for de studerende?

Tegning:%20Jenz%20Koudahl
Tegning: Jenz Koudahl

Birgith Sloth, Spidskandidat for liste DM Leder, sektor DM Leder

Som fagforening skal vi sætte rammer op for et godt studieforløb. DM skal være til stede og være parate til at yde den støtte og vejledning, som de studerende måtte efterlyse. DM skal styrke de studerende politisk ved at hjælpe med at danne netværk og bistå med, hvordan de studerende kan kvalificere deres krav, budskaber og behov. De studerende skal føle, at DM forstår deres situation og kan hjælpe med at sætte ord på den i forskellige medier og politiske fora.

Frederik Thordal, Spidskandidat for liste DM Studerende, sektor DM Studerende
Vi skal presse på for nemmere adgang til psykologhjælp ude på studierne. Men vi gør også noget selv. Vi har igangsat et uddannelsesprogram for tutorer, som er de første, de studerende typisk møder på studiet. For ikke at ryge ind i ensomhed er det vigtigt, at man som studerende får skabt sig et godt socialt sammenhold og får afstemt sine forventninger til karakterer og studiejob. Derfor har vi indstiftet en tutorpris, som hylder tutorernes arbejde for et godt studieliv. På et presset arbejdsmarked med stor konkurrence om jobbene og et stigende antal prekære ansættelser er det vigtigt, at DM kæmper for at sikre medlemmernes rettigheder. Vi skal også arbejde videre på at punktere myterne om, at medlemmerne ikke leverer værdi ude i virksomhederne, for det ved vi, at de i høj grad gør.

Bjarke Friborg, Spidskandidat for liste ­Privatansatte og selvstændige, sektor DM Privat

Fremdriftsreformen og den generelle disciplinering af de studerende er et stort problem. Tænkningen bag konkurrencestaten, som vænner den enkelte studerende til individualistisk konkurrence, skal vi have politiske svar på. I alt, DM gør, mener jeg, at vi skal fremme fællesskaber. Det gælder både på arbejdspladserne, på studiestederne og blandt de ledige.
}