Forskere i åbent opgør
“Kommunistforskrækkelse” og “neototalitarisme”. Anklagerne fyger i luften i indædt forskeropgør om folkeskolereformen og dens tilblivelse.
Så er den gal igen. Igen er pædagogiske forskere havnet i et slagsmål. I foråret var det blogger, skolereformkritiker og lektor ved Aarhus Universitet Thomas Rømer, der af kolleger blev anklaget for “had” og “tilsvining”.
Balladen skyldes denne gang en kronik i Politiken skrevet af Brian Degn Mårtensson, der er lektor ved University College Sjælland. Ligesom Thomas Rømer er han i pædagogiske fagkredse kendt som en markant kritiker af folkeskolereformen.
Mårtensson mener, at vi med skolereformen har forladt en dansk skoletradition, der bygger på åndsfrihed, demokrati og oplysning, til fordel for en totalitær konkurrencestatspædagogik, som dybest set truer vores folkestyre. Og Mårtensson står ikke alene: En lang række forskere og praktikere har i varierende grad advaret om, at det er den vej, det går:
Reformen er et angreb mod den oplysnings- og dannelsestradition, der har været en grundpille i det danske skolesystem.
Det var derfor ikke overraskende, at Mårtensson gentog synspunktet i Politiken. Faktisk var hans påstand om, at dansk skolepraksis reelt defineres af et netværk af personer, der på forskellig vis forbindes med pædagogikprofessor Jens Rasmussen, heller ikke ny.
“Danmarks pædagogiske oligarki”
Det er fremført før, særligt af førnævnte Thomas Rømer, der har døbt gruppen omkring Jens Rasmussen “Danmarks pædagogiske oligarki”. Det er en term, som Mårtensson også benytter, og gruppen udgøres ifølge kritikerne foruden Jens Rasmussen af bl.a. pædagogikprofessor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen, rektor Stefan Hermann og skolelederformand Claus Hjortdal.
Det nye er, at Mårtensson i kronikken skriver:
“De centrale spillere er interessant nok også gamle kommunister af den hårde slags, hvilket sandsynligvis forklarer villigheden til at ofre enhver forbindelse mellem skole og åndsfrihed. De fleste reformtilhængere er dog efter min overbevisning ikke så ekstreme, men må derimod enten være kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere”.
Lars Qvortrup reagerer straks overfor Politiken. Mårtensson mener, at Qvortrup dermed begiver sig ind i et “lyssky klageforløb”. Mårtensson bliver nemlig af Politikens kronikredaktør bedt om at dokumentere sin påstand om kommunistforbindelsen, idet redaktøren har modtaget en “klage” fra Qvortrup.
Også formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal reagerer. I en mail, som han sender til Mårtensson, Lars Qvortrup, Stefan Hermann og rektor Camilla Wang – Mårtenssons chef – skriver han:
“Du antyder en konspirationsteori omkring Jens Rasmussen i en “menighed” og udråber os alle til gamle kommunister. Afslutningsvis bruger du din lektormæssige autoritet til at udråbe disse tåbelige påstande som sande, samtidig med at du lige vrider skruen en ekstra gang i dine personlige forfølgelser ved at nedgøre os: Kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere”.
Reaktionerne fra Qvortrup og Hjortdal får Mårtensson til tasterne. I sin blog på folkeskolen.dk skriver han, at magtfulde medlemmer af det pædagogiske oligarki angriber hans ytringsfrihed og forsøger at “lukke døre” for ham.
“Jeg kan ikke se andet formål, når man skriver til min chef. Hun har formelt intet med mine ytringer som borger at gøre. Hun er ikke nævnt i kronikken og ikke part i sagen, så jeg kan ikke tolke det som andet”, siger Brian Degn Mårtensson om Hjortdals mail.
Mere end 1.300 likes
Hans blogindlæg er læst af mere end 3.000 personer og har fået over 1.300 likes. Magisterbladet har spurgt Claus Hjortdal, hvorfor hans henvendelse til Mårtensson også er adresseret til Camilla Wang, men han ønsker ikke at udtale sig.
Men hvad så med Qvortrups klage til Politiken? Mårtensson mener, at den er et udtryk for et forsøg på at påvirke medierne til at give mindre taletid til reformkritikere:
“Politiken har været meget proaktiv i forhold til at støtte den reformlinje, jeg kritiserer. Det er meget sjældent, at de bringer kritiske kronikker. Samme dag, som de trykker min kronik, får de en klage fra en af de mest indflydelsesrige professorer på området. Jeg får så en mail fra Politiken, hvor de videregiver klagen. Alene det, at de ikke afviser den, er for mig et tydeligt tegn på, at de i hvert fald ikke er upåvirkede. Og det har betydning for min mulighed for at udleve min ytringsfrihed. Det er svært at udlægge det på en anden måde. For mig er det et forsøg på at påvirke mediernes valg af, hvad de vil bringe. Jeg kan ikke se andet formål”.
Ifølge Lars Qvortrup har han dog ikke klaget til Politiken.
“Jeg har spurgt dem, om det var deres redaktionelle linje, at politiske eller faglige uenigheder skal begrundes i de deltagende personers påståede politiske fortid. Og så har jeg anført, at påstandene om Jens Rasmussens og min politiske fortid er usande”.
Også Politikens kronikredaktør afviser at have været udsat for pres fra Lars Qvortrup.
“Lars Qvortrup spurgte helt straight til vores redaktionelle linje. Derfor skrev jeg til Brian, om han kunne underbygge påstanden, sådan som vi altid gør i den slags sager. Jeg kom desværre til at skrive, at han havde klaget, hvilket var forkert, og jeg har heller ikke oplevet nogen pression”.
“Sindelagskortet”
Klage eller ikke klage. Spørgsmålet er, om det er fair at beskylde folk for at være tidligere kommunister i en aktuel debat om folkeskolen. I allerhøjeste grad, mener Brian Degn Mårtensson.
“Det var en hård formulering, men den er rigtig nok. Qvortrup har fx udgivet en bog i 1977, hvor han i forordet skriver, at bogen henvender sig til socialistiske medarbejdere i DR, som under meget vanskelige betingelser forsøger at yde deres bidrag til kampen for socialisme, og at den også henvender sig til socialistiske arbejdere, der har udvidet den antikapitalistiske kamp”.
Og det er sædeles interessant, mener Mårtensson, fordi hans tese netop er, at man med skolereformen bevæger sig i retning af et totalitært uddannelsessystem.
“I hele konstruktionen af uddannelsespolitikken glider man væk fra den gamle opfattelse af, at man opdrager og uddanner til frihed, altså til selvstændig tænkning, og i stedet forsøger at mobilisere til arbejdsmarkedet. Og når man gør det, så er arbejdsmarkedet vigtigere end demokrati og kritik”.
Men hvad er forbindelsen til kommunisme?
“Jens Rasmussens arbejde fokuserer meget på lighed som en slags “demokratisering” af fx uddannelse. Paradigmet handler også om statsinitieret målstyring, effektivitet og funktionalitet, og det kan ikke forklares med neoliberal metodik alene. Forsøget på at skabe et sådant gennemstruktureret konkurrencesamfund, hvor alle af pligt yder det, de skal, for staten, er i praksis ikke klassisk socialdemokratisk eller socialliberal politik. Det er en helt anden demokratiforståelse, der bliver udmøntet. Jeg har ofte brugt betegnelsen neototalitær, men jeg mener også, at det neokommunistiske begreb har noget på sig, fordi man opfatter statens hensyn som vigtigere end beskyttelsen af borgerne som individer”.
Selvom Qvortrup og Politiken har afvist, at der var tale om en klage, fastholder Mårtensson, at det var et forsøg på pression. Og det modsvarer fuldstændig den totalitære retning i skolereformen, mener han.
“Jeg kan ikke se det som andet end en afvisning af den offentlige samtale. Det er netop ikke den første klagesag, hvor kritikere er forsøgt undertrykt. Det er den samme linje, man lagde, da man tromlede lærerne med lov 409. Jeg ser en tydelig parallel til Qvortrups og Hjortdals reaktion mod mig”, siger han.
“Ren konspiration”
Lars Qvortrup og Jens Rasmussen har i en fælles kronik reageret på Mårtenssons kritik. Beskyldningerne om kommunisme kalder de opspind og en tilbagevenden til 1950’ernes mccarthyisme. De afviser også, at der bag reformen findes et “netværk, der dyrker konkurrencestaten”.
Til Magisterbladet uddyber Lars Qvortrup:
“Det er ren konspiration. Jeg har ikke haft en finger med i reformen. Det er muligt, at Jens Rasmussen og jeg er enige på nogle punkter, fx at målstyring sådan set er uomgængeligt, hvis man har et demokratisk skolesystem, som politikerne bestemmer over. At andre får det til konspirationer om, at vi er lakajer for konkurrencestaten og en del af noget, der hedder Danmarks pædagogiske oligarki, kan jeg jo ikke rigtig gøre for”, siger han.
Også Jens Rasmussen afviser Mårtenssons beskyldninger. Han mener, at Mårtenssons kronik ligner et forsøg på karaktermord.
“Problemet er, at han med stor overbevisning fylder sine læsere med en lodret løgn uden at sætte sig ind i, hvad han faktisk siger. Men selv hvis Mårtensson talte sandt om mine politiske holdninger i 1970’erne, forstår jeg ikke, hvorfor det overhovedet skulle være et problem”.
At han skulle have været en central figur i folkeskolereformen, som Mårtensson hævder i sin kronik, afviser han blankt. Rasmussen peger blandt andet på, at han før reformudspillets offentliggørelse ikke havde hørt om hverken helhedsskole, udvidet undervisningstid eller understøttende undervisning.
“Først da aftalen var ved at være på plads, blev jeg inviteret med i en projektgruppe, der i fuld enighed besluttede at følge de fælles mål, der blev anvendt i læreruddannelsen. Og det er ingen hemmelighed, at jeg spillede en væsentlig rolle i den skabelon, der blev lagt til grund for læreruddannelsen. Men alle de fælles mål er skrevet af faglige grupper. Det har jeg aldrig blandet mig i”.
Balladen skyldes denne gang en kronik i Politiken skrevet af Brian Degn Mårtensson, der er lektor ved University College Sjælland. Ligesom Thomas Rømer er han i pædagogiske fagkredse kendt som en markant kritiker af folkeskolereformen.
Mårtensson mener, at vi med skolereformen har forladt en dansk skoletradition, der bygger på åndsfrihed, demokrati og oplysning, til fordel for en totalitær konkurrencestatspædagogik, som dybest set truer vores folkestyre. Og Mårtensson står ikke alene: En lang række forskere og praktikere har i varierende grad advaret om, at det er den vej, det går:
Reformen er et angreb mod den oplysnings- og dannelsestradition, der har været en grundpille i det danske skolesystem.
Det var derfor ikke overraskende, at Mårtensson gentog synspunktet i Politiken. Faktisk var hans påstand om, at dansk skolepraksis reelt defineres af et netværk af personer, der på forskellig vis forbindes med pædagogikprofessor Jens Rasmussen, heller ikke ny.
“Danmarks pædagogiske oligarki”
Det er fremført før, særligt af førnævnte Thomas Rømer, der har døbt gruppen omkring Jens Rasmussen “Danmarks pædagogiske oligarki”. Det er en term, som Mårtensson også benytter, og gruppen udgøres ifølge kritikerne foruden Jens Rasmussen af bl.a. pædagogikprofessor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen, rektor Stefan Hermann og skolelederformand Claus Hjortdal.
Det nye er, at Mårtensson i kronikken skriver:
“De centrale spillere er interessant nok også gamle kommunister af den hårde slags, hvilket sandsynligvis forklarer villigheden til at ofre enhver forbindelse mellem skole og åndsfrihed. De fleste reformtilhængere er dog efter min overbevisning ikke så ekstreme, men må derimod enten være kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere”.
Lars Qvortrup reagerer straks overfor Politiken. Mårtensson mener, at Qvortrup dermed begiver sig ind i et “lyssky klageforløb”. Mårtensson bliver nemlig af Politikens kronikredaktør bedt om at dokumentere sin påstand om kommunistforbindelsen, idet redaktøren har modtaget en “klage” fra Qvortrup.
Også formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal reagerer. I en mail, som han sender til Mårtensson, Lars Qvortrup, Stefan Hermann og rektor Camilla Wang – Mårtenssons chef – skriver han:
“Du antyder en konspirationsteori omkring Jens Rasmussen i en “menighed” og udråber os alle til gamle kommunister. Afslutningsvis bruger du din lektormæssige autoritet til at udråbe disse tåbelige påstande som sande, samtidig med at du lige vrider skruen en ekstra gang i dine personlige forfølgelser ved at nedgøre os: Kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere”.
Reaktionerne fra Qvortrup og Hjortdal får Mårtensson til tasterne. I sin blog på folkeskolen.dk skriver han, at magtfulde medlemmer af det pædagogiske oligarki angriber hans ytringsfrihed og forsøger at “lukke døre” for ham.
“Jeg kan ikke se andet formål, når man skriver til min chef. Hun har formelt intet med mine ytringer som borger at gøre. Hun er ikke nævnt i kronikken og ikke part i sagen, så jeg kan ikke tolke det som andet”, siger Brian Degn Mårtensson om Hjortdals mail.
Mere end 1.300 likes
Hans blogindlæg er læst af mere end 3.000 personer og har fået over 1.300 likes. Magisterbladet har spurgt Claus Hjortdal, hvorfor hans henvendelse til Mårtensson også er adresseret til Camilla Wang, men han ønsker ikke at udtale sig.
Men hvad så med Qvortrups klage til Politiken? Mårtensson mener, at den er et udtryk for et forsøg på at påvirke medierne til at give mindre taletid til reformkritikere:
“Politiken har været meget proaktiv i forhold til at støtte den reformlinje, jeg kritiserer. Det er meget sjældent, at de bringer kritiske kronikker. Samme dag, som de trykker min kronik, får de en klage fra en af de mest indflydelsesrige professorer på området. Jeg får så en mail fra Politiken, hvor de videregiver klagen. Alene det, at de ikke afviser den, er for mig et tydeligt tegn på, at de i hvert fald ikke er upåvirkede. Og det har betydning for min mulighed for at udleve min ytringsfrihed. Det er svært at udlægge det på en anden måde. For mig er det et forsøg på at påvirke mediernes valg af, hvad de vil bringe. Jeg kan ikke se andet formål”.
Ifølge Lars Qvortrup har han dog ikke klaget til Politiken.
“Jeg har spurgt dem, om det var deres redaktionelle linje, at politiske eller faglige uenigheder skal begrundes i de deltagende personers påståede politiske fortid. Og så har jeg anført, at påstandene om Jens Rasmussens og min politiske fortid er usande”.
Også Politikens kronikredaktør afviser at have været udsat for pres fra Lars Qvortrup.
“Lars Qvortrup spurgte helt straight til vores redaktionelle linje. Derfor skrev jeg til Brian, om han kunne underbygge påstanden, sådan som vi altid gør i den slags sager. Jeg kom desværre til at skrive, at han havde klaget, hvilket var forkert, og jeg har heller ikke oplevet nogen pression”.
“Sindelagskortet”
Klage eller ikke klage. Spørgsmålet er, om det er fair at beskylde folk for at være tidligere kommunister i en aktuel debat om folkeskolen. I allerhøjeste grad, mener Brian Degn Mårtensson.
“Det var en hård formulering, men den er rigtig nok. Qvortrup har fx udgivet en bog i 1977, hvor han i forordet skriver, at bogen henvender sig til socialistiske medarbejdere i DR, som under meget vanskelige betingelser forsøger at yde deres bidrag til kampen for socialisme, og at den også henvender sig til socialistiske arbejdere, der har udvidet den antikapitalistiske kamp”.
Og det er sædeles interessant, mener Mårtensson, fordi hans tese netop er, at man med skolereformen bevæger sig i retning af et totalitært uddannelsessystem.
“I hele konstruktionen af uddannelsespolitikken glider man væk fra den gamle opfattelse af, at man opdrager og uddanner til frihed, altså til selvstændig tænkning, og i stedet forsøger at mobilisere til arbejdsmarkedet. Og når man gør det, så er arbejdsmarkedet vigtigere end demokrati og kritik”.
Men hvad er forbindelsen til kommunisme?
“Jens Rasmussens arbejde fokuserer meget på lighed som en slags “demokratisering” af fx uddannelse. Paradigmet handler også om statsinitieret målstyring, effektivitet og funktionalitet, og det kan ikke forklares med neoliberal metodik alene. Forsøget på at skabe et sådant gennemstruktureret konkurrencesamfund, hvor alle af pligt yder det, de skal, for staten, er i praksis ikke klassisk socialdemokratisk eller socialliberal politik. Det er en helt anden demokratiforståelse, der bliver udmøntet. Jeg har ofte brugt betegnelsen neototalitær, men jeg mener også, at det neokommunistiske begreb har noget på sig, fordi man opfatter statens hensyn som vigtigere end beskyttelsen af borgerne som individer”.
Selvom Qvortrup og Politiken har afvist, at der var tale om en klage, fastholder Mårtensson, at det var et forsøg på pression. Og det modsvarer fuldstændig den totalitære retning i skolereformen, mener han.
“Jeg kan ikke se det som andet end en afvisning af den offentlige samtale. Det er netop ikke den første klagesag, hvor kritikere er forsøgt undertrykt. Det er den samme linje, man lagde, da man tromlede lærerne med lov 409. Jeg ser en tydelig parallel til Qvortrups og Hjortdals reaktion mod mig”, siger han.
“Ren konspiration”
Lars Qvortrup og Jens Rasmussen har i en fælles kronik reageret på Mårtenssons kritik. Beskyldningerne om kommunisme kalder de opspind og en tilbagevenden til 1950’ernes mccarthyisme. De afviser også, at der bag reformen findes et “netværk, der dyrker konkurrencestaten”.
Til Magisterbladet uddyber Lars Qvortrup:
“Det er ren konspiration. Jeg har ikke haft en finger med i reformen. Det er muligt, at Jens Rasmussen og jeg er enige på nogle punkter, fx at målstyring sådan set er uomgængeligt, hvis man har et demokratisk skolesystem, som politikerne bestemmer over. At andre får det til konspirationer om, at vi er lakajer for konkurrencestaten og en del af noget, der hedder Danmarks pædagogiske oligarki, kan jeg jo ikke rigtig gøre for”, siger han.
Også Jens Rasmussen afviser Mårtenssons beskyldninger. Han mener, at Mårtenssons kronik ligner et forsøg på karaktermord.
“Problemet er, at han med stor overbevisning fylder sine læsere med en lodret løgn uden at sætte sig ind i, hvad han faktisk siger. Men selv hvis Mårtensson talte sandt om mine politiske holdninger i 1970’erne, forstår jeg ikke, hvorfor det overhovedet skulle være et problem”.
At han skulle have været en central figur i folkeskolereformen, som Mårtensson hævder i sin kronik, afviser han blankt. Rasmussen peger blandt andet på, at han før reformudspillets offentliggørelse ikke havde hørt om hverken helhedsskole, udvidet undervisningstid eller understøttende undervisning.
“Først da aftalen var ved at være på plads, blev jeg inviteret med i en projektgruppe, der i fuld enighed besluttede at følge de fælles mål, der blev anvendt i læreruddannelsen. Og det er ingen hemmelighed, at jeg spillede en væsentlig rolle i den skabelon, der blev lagt til grund for læreruddannelsen. Men alle de fælles mål er skrevet af faglige grupper. Det har jeg aldrig blandet mig i”.
