Kulturarven og arkæologerne
Mens 48 procent af de fastansatte arkæologer har forskningsopgaver, så gælder det kun 14 procent af projektarkæologerne. Det er synd, for de projektansatte vil gerne bidrage.
FAGLIG KOMMENTAR af Erik Alstrup, sektorformand for DM Forskning & Formidling
De er her og dér og mange andre steder – arkæologerne. Når der gøres fund, eller når der skal anlægges veje, metroforbindelser eller tunneler mellem Danmark og Tyskland, møder de frem, graver, renser og registrerer fundene, skriver senere fundberetninger, formidler og forsker – 294 små såvel som store udgravninger er det blevet til i år, lige fra oldtidens affalds- og kogegruber til middelalderens voldanlæg. Arkæologerne er uundværlige, når det gælder bevaringen af den fortidige kulturarv.
Men arkæologernes indsats for kulturarven takseres imidlertid meget forskelligt, alt efter om den enkelte arkæolog er fastansat eller projektansat.
Det dokumenterer en undersøgelse, som Dansk Magisterforening i samarbejde med Foreningen af Fagarkæologer har gennemført. Her afdækkes forskellene de to grupper imellem, og her gør vi status med otte anbefalinger, hvis formål er at møde de udfordringer, forskellene efter vores opfattelse giver. Undersøgelsen vedrører året 2013, men vi har ikke grund til at mene, at situationen er anderledes i 2015 på de 30 museer, undersøgelsen omfatter.
Og anbefalingerne kan uden omkostninger omsættes til en dagligdag, som giver mere lige vilkår.
Lad mig give nogle eksempler på forskellene.
De fastansatte arkæologer har typisk seks eller syv arbejdsopgaver blandt syv mulige – de projektansatte arkæologer tre eller fire, uanset om den enkelte projektarkæolog er yngre eller ældre. Det betyder, at projektarkæologerne har mere begrænsede muligheder end de fastansatte arkæologer, når det gælder faglig udvikling – og det kan have konsekvenser, når den næste ansøgning om en fast stilling eller en ny projektansættelse skal bedømmes af arbejdsgiveren.
Hvor de to arkæologgrupper deltager nogenlunde ligeligt i selve gravearbejdet og i fundbearbejdningen, er forskellene markante, når det gælder f.eks. forskningsopgaver – 48 procent blandt de fastansatte arkæologer har den slags opgaver, 14 procent blandt projektarkæologerne. Kun få blandt den sidstnævnte gruppe kan altså henvise til forskning, når ansøgningen skal skrives. Efter nogle års projektansættelser er arkæologen nok kommet fagligt videre, men inden for et begrænset univers.
De fleste medarbejdere på en arbejdsplads vil gerne holdes orienteret om ledelsens dispositioner. Blandt de fastansatte arkæologer fortæller 50 procent, at de konsekvent bliver orienteret, mens 34 procent blandt projektarkæologerne tegner sig for samme standpunkt. Der er her plads til forbedringer i forhold til begge arkæologgrupper, men forskellen mellem de to grupper er også i dette tilfælde værd at hæfte sig ved.
I forhold til det første eksempel er vores anbefaling, at projektarkæologerne i højere grad inddrages i forskningsopgaver. 31 % af samtlige arkæologer er forskningsaktive, men denne procentandel kan godt øges – flere projektarkæologer tilkendegiver i undersøgelsen, at de gerne vil bidrage.
I forhold til det andet eksempel er der tydeligvis behov for mere systematisk ledelsesinformation, navnlig i forhold til projektarkæologerne, der ofte sidder i skurvogne på udgravningspladsen og ikke på selve museet. Vi anbefaler, at ledelserne er mere opmærksomme på, at begrænset eller mangelfuld information kan betyde usikkerhed om arbejdspladsens mål og vilkår.
Årsagen til disse og flere andre forskelle mellem de to arkæologgrupper er uden al tvivl den tidsbegrænsede ansættelsesform. 43 procent af de arkæologer, der har medvirket i undersøgelsen, er projektansatte, færre end forventet. Når procenttallet ikke er højere, skyldes det, at nogle museer faktisk fastansætter, på trods af at det ellers hedder sig, at museerne ikke på længere sigt kan vurdere deres økonomiske situation og derfor er nødt til at tidsbegrænse ansættelsen. Når det imidlertid kan lade sig gøre på nogle museer, er det svært at forstå, hvorfor ikke flere kan gøre følgeskab.
Dansk Magisterforening har henvendt sig til ODM – Organisationen Danske Museer – med et forslag om et snarligt møde til fælles gavn for arkæologerne – og kulturarven.
Og en serviceoplysning – undersøgelsen kan i to versioner findes på adressen www.dm.dk/arkaeologpaalokalmuseerne.
De er her og dér og mange andre steder – arkæologerne. Når der gøres fund, eller når der skal anlægges veje, metroforbindelser eller tunneler mellem Danmark og Tyskland, møder de frem, graver, renser og registrerer fundene, skriver senere fundberetninger, formidler og forsker – 294 små såvel som store udgravninger er det blevet til i år, lige fra oldtidens affalds- og kogegruber til middelalderens voldanlæg. Arkæologerne er uundværlige, når det gælder bevaringen af den fortidige kulturarv.
Men arkæologernes indsats for kulturarven takseres imidlertid meget forskelligt, alt efter om den enkelte arkæolog er fastansat eller projektansat.
Det dokumenterer en undersøgelse, som Dansk Magisterforening i samarbejde med Foreningen af Fagarkæologer har gennemført. Her afdækkes forskellene de to grupper imellem, og her gør vi status med otte anbefalinger, hvis formål er at møde de udfordringer, forskellene efter vores opfattelse giver. Undersøgelsen vedrører året 2013, men vi har ikke grund til at mene, at situationen er anderledes i 2015 på de 30 museer, undersøgelsen omfatter.
Og anbefalingerne kan uden omkostninger omsættes til en dagligdag, som giver mere lige vilkår.
Lad mig give nogle eksempler på forskellene.
De fastansatte arkæologer har typisk seks eller syv arbejdsopgaver blandt syv mulige – de projektansatte arkæologer tre eller fire, uanset om den enkelte projektarkæolog er yngre eller ældre. Det betyder, at projektarkæologerne har mere begrænsede muligheder end de fastansatte arkæologer, når det gælder faglig udvikling – og det kan have konsekvenser, når den næste ansøgning om en fast stilling eller en ny projektansættelse skal bedømmes af arbejdsgiveren.
Hvor de to arkæologgrupper deltager nogenlunde ligeligt i selve gravearbejdet og i fundbearbejdningen, er forskellene markante, når det gælder f.eks. forskningsopgaver – 48 procent blandt de fastansatte arkæologer har den slags opgaver, 14 procent blandt projektarkæologerne. Kun få blandt den sidstnævnte gruppe kan altså henvise til forskning, når ansøgningen skal skrives. Efter nogle års projektansættelser er arkæologen nok kommet fagligt videre, men inden for et begrænset univers.
De fleste medarbejdere på en arbejdsplads vil gerne holdes orienteret om ledelsens dispositioner. Blandt de fastansatte arkæologer fortæller 50 procent, at de konsekvent bliver orienteret, mens 34 procent blandt projektarkæologerne tegner sig for samme standpunkt. Der er her plads til forbedringer i forhold til begge arkæologgrupper, men forskellen mellem de to grupper er også i dette tilfælde værd at hæfte sig ved.
I forhold til det første eksempel er vores anbefaling, at projektarkæologerne i højere grad inddrages i forskningsopgaver. 31 % af samtlige arkæologer er forskningsaktive, men denne procentandel kan godt øges – flere projektarkæologer tilkendegiver i undersøgelsen, at de gerne vil bidrage.
I forhold til det andet eksempel er der tydeligvis behov for mere systematisk ledelsesinformation, navnlig i forhold til projektarkæologerne, der ofte sidder i skurvogne på udgravningspladsen og ikke på selve museet. Vi anbefaler, at ledelserne er mere opmærksomme på, at begrænset eller mangelfuld information kan betyde usikkerhed om arbejdspladsens mål og vilkår.
Årsagen til disse og flere andre forskelle mellem de to arkæologgrupper er uden al tvivl den tidsbegrænsede ansættelsesform. 43 procent af de arkæologer, der har medvirket i undersøgelsen, er projektansatte, færre end forventet. Når procenttallet ikke er højere, skyldes det, at nogle museer faktisk fastansætter, på trods af at det ellers hedder sig, at museerne ikke på længere sigt kan vurdere deres økonomiske situation og derfor er nødt til at tidsbegrænse ansættelsen. Når det imidlertid kan lade sig gøre på nogle museer, er det svært at forstå, hvorfor ikke flere kan gøre følgeskab.
Dansk Magisterforening har henvendt sig til ODM – Organisationen Danske Museer – med et forslag om et snarligt møde til fælles gavn for arkæologerne – og kulturarven.
Og en serviceoplysning – undersøgelsen kan i to versioner findes på adressen www.dm.dk/arkaeologpaalokalmuseerne.
