Kommissærgangen

Efter mange danske sommerdage skinner solen endelig lystigt ned over hele Danmark. På Aarhus Universitets Business School hersker stilhed. Kun få personer trisser rundt med papirer under armen eller har taget plads på en af de mange tomme bænke uden for hovedbygningen på Fuglsangs Allé i den danske siesta før endnu en semesterstart.

Indenfor i den aflange B-fløj summer det dog af liv. Her sidder til daglig nogle af landets mest brugte og indflydelsesrige eksperter. Nina Smith, Michael Svarer og Torben M. Andersen. Navne, der igen og igen figurerer i regeringens nedsatte ekspertudvalg og kommissioner. Gerne øverst på listen som formænd.

På rad og række ligger disse økonomiprofessorers kontorer da også her på landets “kommissærgang”, som den kaldes i spøg blandt fagfæller.

Det er første arbejdsdag efter sommerferien for økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen. Siden han i 1986 første gang modtog en forespørgsel om at sidde med omkring et udvalgsbord, har han deltaget i et utal af kommissioner og udvalg. Blandt andet som formand for VK-regeringens Velfærdskommission, som formand for Danmarks første private kommission, Finanskrisekommissionen, nedsat af tænketanken Kraka i 2012 og senest som formand for SR-regeringens Pensionskommission, som V-regeringen nedlagde før tid i starten af juli måned.

“Alle sådanne opgaver starter med en opringning. Det gjorde det også for mig”, siger Torben M. Andersen.

For enden af hans aflange kontor står skrivebordet med stabler af papirer, og langs væggene er reoler pakket sirligt med bøger og papbokse fra gulv til loft.

“Der er da ingen tvivl om, at økonomer og jurister fylder meget i kommissionerne og i det politiske apparat. Så kan det jo diskuteres, om det er for meget. Det afhænger nok af øjnene, der ser”, siger Torben M. Andersen.

Partykillere
Men hvorfor er det netop Torben M. Andersen og hans djøf-fagfæller, der er de foretrukne eksperter, og som optager mellem 63 og 85 procent af kommisionspladserne?

Ifølge Torben M. Andersen er der kommet meget fokus på økonomi og økonomer, som gøres til syndebukke. Den globale krise, vækstudfordringer og den voksende ældrebyrde herhjemme presser velfærdssamfundet. Det ekstra stærke fokus afspejler sig også i kommissionerne. For de skal typisk komme med forslag til at løse udfordringer inden for dette område – ofte inden for en stram tidsramme.

“Jeg og mine fagfæller betragtes ofte som partykillere, som udelukkende har fokus på vækst og BNP. Men økonomi er meget mere end dette. Det er klart, at en økonom, biolog og humanist formentlig vil have endnu sværere ved at finde fælles fagligt fodslag, og at den brede sammensætning af eksperter derfor er mindre brugt”, siger Torben M. Andersen.

Han forklarer, at de fleste kommissioner på det økonomiske og juridiske område bliver nedsat, fordi problemfeltet typisk indeholder et betydeligt element af teknik. Det kan fx være lovtekst og paragraffer eller økonomiske mønstre som tilbagetrækning, opsparing til pension og skattegrænser.

Halve sandheder
Men det er et stort problem, at én type eksperter fylder så meget, som tilfældet er. Det mener mag.art. og rektor på Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen.

“Helt banalt skal der være flere fagligheder til stede for at løse et virkelighedsproblem. Man risikerer at lovgive på halve sandheder, som man derfor senere skal rette op på med nye love”, siger Hanne Leth Andersen, som også er professor i universitetspædagogik.

Hun mener, at økonomi og den økonomiske videnskab er blevet tildelt en position, som om den var grundlæggende for øvrige vidensområder. Det afspejler sig også i synet på Finansministeriet som det vigtigste ministerium. Men kommissionerne burde skabe et felt af viden, som er større end det, vi har i forvejen.

“Derfor er det et problem, når fagligheden ikke er bredt nok repræsenteret i kommissionerne. Man tillægger den økonomiske videnskab en helt grundlæggende og objektiv værdi, som andre videnskaber og fagfolk ikke får. Men hvorfor betragtes økonomer mere som sandhedsvidner end andre fagfolk? Det er et reelt fagligt problem”, siger Hanne Leth Andersen.

Også historiker og chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard påpeger, at det er vigtigt med en bred sammensætning af eksperter. Både i centraladministrationen og i de nedsatte udvalg og kommissioner.

“Hvis bredden ikke er til stede, når man sammensætter disse udvalg, får man ikke fuldt ud belyst alle aspekter af det område, der skal studeres, og det afspejler sig i resultatet”, siger Bo Lidegaard.

Han påpeger, at det typisk er en politisk beslutning, hvordan udvalg og kommissioner nedsættes. Derfor er sammensætningen af eksperter og bredden i fagligheden til syvende og sidst også et politisk ansvar.

“At djøf’erne er politikernes foretrukne eksperter, skyldes, at politikerne typisk er mere fortrolige med de klassiske djøf-kompetencer. Men djøf’erne har generelt også været bedre til at gøre sig gældende. Ikke bare i centraladministrationen, men også i den offentlige debat”, siger Bo Lidegaard og uddyber, at fx magistre som faggruppe her har et efterslæb.

Svag legitimitet
Hanne Leth Andersen understreger, at den snævre fokus på djøf’ere i kommissionerne og udvalgene har stor indflydelse på det endelige resultat. Det så man bl.a. med Kvalitetsudvalget.

“Her var det påfaldende, at der slet ikke var nogen forskere i uddannelse eller pædagogik blandt medlemmerne. Hvis en minister ønsker at lovgive på baggrund af et sådant arbejde, hvor fagligheden ikke er stærkt nok repræsenteret, så er legitimiteten ikke stærk”, siger Hanne Leth Andersen.

Torben M. Andersen afviser, at eksperterne er ens.

“Det er bestemt ikke min oplevelse, at alle er enige om alt fra starten af, og at det derfor blot er Svend-Erik Kedeligs kvartet, der spiller, uden at synspunkter brydes”.

Han er klar over, at der har været diskussioner om, at der eksisterer en slags broderskab. At det ofte er Tordenskjolds soldater fra kommissærgangen, der samles om udvalgsbordet.

“Jeg oplever ikke en slags broderskab, selvom jeg sidder på en gang, hvor vi er flere økonomer, der bruges i mange kommissioner og udvalg”, siger han.

Alligevel definerer ordlyden i kommissoriet tit, hvilken type af eksperter der skal sidde i kommissionen, påpeger han.

“Ligesom der i andre dele af samfundet kan være en modvilje mod at tage for store risici, og at man har en tendens til at vælge dem, der har været afprøvet før, så er det element nok også til stede her”, siger Torben M. Andersen og tilføjer:

“Et udvalg skal have gode, faglige diskussioner, hvor meninger brydes. Den proces gør, at man når frem til gode analyser og sammenhængende forslag. Hvis det ikke sker, bliver det lidt intetsigende”.