15 gange Danmark

Tre løse slædehunde stryger forbi Qaasuitsup Kommunias røde rådhusbygning i træ i den snedækkede by Ilulissat. Ingen tager notits af det. Men her er også kun en fisker, der skubber en slæde foran sig på vej mod havnen, og en far, der bakser med en klapvogn. Sneen fanger hjulene. Mandens ånde tegner sig som en hvid sky i de minus 18 grader.

“Hundene har enten revet sig løs, eller det er hvalpe, som er under et halvt år gamle og derfor ikke bundet”, forklarer Niels Villads Petersen.

Vi møder den 28-årige akademiker på hans lille kontor på rådhuset, der er tegnet af Henning Larsen. Herfra er der kun få meter til havnen med Royal Greenland-fabrikken og jollerne, kutterne og trawlerne, som lægger til eller er på vej ud i Diskobugten. Dernede er det kolde, mørkeblå vand plettet af hvide isskosser.

Udenfor får martssolen sneen til at glitre. De værste snemængder på vejen er skovlet i høje bunker, så byens mange let skramlede firehjulstrækkere kan komme frem, og snescooterne har nok sne til at drøne forbi. Hvilket de gør.

Fra Aarhus til Serbien til Grønland
Niels Villads Petersen er i sit tredje job, siden han blev færdiguddannet lingvist i 2012 fra Aarhus Universitet. Først var han udstationeret på Aarhus Kommunes internationale kontor i Serbien, hvor han assisterede kommunen med at søge EU-midler. Han har altid rejst meget, og tilbage i Danmark igen faldt han over en stilling i Grønland i et alumneblad for lingvister.

“Og så tænkte jeg, om det var mit næste stop”.

Det blev det. Første job i Arktis var et barselsvikariat som underviser på seminariet i Ilulissat, indtil den nye jobmulighed som konsulent i Qaasuitsup Kommunia viste sig for et par måneder siden. Og derfor sidder han nu i Erhvervsforvaltningen. Den tæller kun tre medarbejdere, som til gengæld har et arbejdsområde, som dækker 660.000 kvadratkilometer med natur, otte byer og 32 bygder.

Om den nye stilling siger han:

“Jeg er meget glad for politisk projektarbejde. Det er min yndlingsprofession. Her ligger mit hjerte. Fra undervisningsjobbet er jeg kommet tilbage til det fag, jeg vil blive gammel i”.

Hente isskosser med gummiged
Arbejdsopgaverne er spændende og varierede. Niels tager sig af borgerhenvendelser, som fx kan handle om julemanden, som for et par år siden flyttede fra Nuuk til Ilulissat. Et andet eksempel er en ansøgning om en hydraulisk lift til at løfte hellefisklasten sikkert fra hundeslæden til fiskefabrikken. Et af de større projekter er turismestrategien, og så er der yndlingsprojektet, som handler om at skabe en bedre vandforsyning til den lille by Qaanaaq længere nordpå.

Niels Villads Petersen har aldrig været der, for det er for lang en tur med skib, og flyturen er dyr. Men sagen er, at Qaanaaq får vand ved at hente isskosser ude på den tilfrosne fjord med gummiged, hvilket er både dyrt og energikrævende. Og er der ikke nok vand, kan der ikke etableres en rentabel fiskeproduktion.

“Vi samarbejder med DTU om at løse problemet. Et alternativ kunne være at afsalte havvand”.

Hjemme på udebane
Hvordan er det at være akademiker i Grønland?

“Jeg føler mig både hjemme og er på udebane. I supermarkedet er der dansk frysepizza og danske priser. Jeg ser også dansk fjernsyn, arbejder på mit modersmål og har en del danske kolleger”.

Selv om 50 procent er kendt, så er der stadig 50 procent, som er meget anderledes, vurderer Niels Villads Petersen.

Det anderledes er fx, at der ved siden af frysepizzaen ligger tørret torsk, og at den ene af de tre i erhvervskontoret fysisk sidder hundrede kilometers sejltur derfra.

Niels’ tilgang er ikke at være bange for at byde ind med sin viden, men at gøre det i respekt for det system, han er en del af.

“Ellers kan du hurtigt føle dig som en embedsmand fra 1954. Mange ting er udfordrende. Det er lidt som en evolution, hvor jeg lærer at begå mig”, lyder det roligt fra akademikeren.

Skal Niels Villads Petersen nævne en udfordring, så er det den store udskiftning. Niels har selv mod på mere.

“Jeg vil nødigt være en af de utallige trækfugle, som tager hjem efter kort tid, når det passer dem”.