Undersøgelse: DM har sejret sig til usikkert arbejdsmarked
Det private arbejdsmarked er blevet åbnet for magistre. Samtidig må stadig flere magistre leve med usikre ansættelsesforhold. Begge tendenser har DM et medansvar for, siger forfatterne bag et nyt studie fra analyseinstituttet Analyse & Tal.
En universitetsgrad er en billet til arbejdsløshed. Sådan lyder advarslen til unge, der drømmer om et universitetsstudium, men som glemmer, at 20-30 pct. af alle nyuddannede er ledige.
Men set over en 30-årig periode er de nuværende samlede ledighedstal for magistre imidlertid exceptionelt lave. I 1985 var hver femte magister ledig, en andel, der er faldet støt siden til de nuværende godt fem pct., hvis man tager alle magistre i dagpengesystemet med.
Og ikke nok med det. Magistrenes beskæftigelsesgrad har faktisk udviklet sig kontra-cyklisk. For mens magistrenes ledighed faldt, voksede den generelle ledighed. Og det på trods af uddannelsesboom og en stigning i antallet af universitetsuddannede på arbejdsmarkedet fra ca. 65.000 til over 150.000 mellem 1980 og 2000.
Når det fra midten af 1980’erne og frem lykkedes at knække magistrenes ledighedskurve, skyldtes det ifølge en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Analyse & Tal en lang række tiltag rettet mod at promovere magistre på ikke mindst det private arbejdsmarked, initiativer, som DM sammen med arbejdsgivere, universiteter og Folketing spillede en væsentlig rolle i. Tiltagene – samt en vedvarende holdningsbearbejdning af DM’s medlemmer – var stærkt medvirkende til, at andelen af beskæftigede magistre på private arbejdspladser voksede fra 1 pct. i 1978 til ni pct. i 1988 til 14 pct. i 1998 til 25 procent i 2012.
“De midler, man opfandt og brugte dengang, kender vi den dag i dag. Man lavede akademikerkampagner, efteruddannede magistre, lavede jobsøgningskurser rettet mod det private erhvervsliv, opfandt praktikordninger, og man lavede forskellige overgangsordninger, blandt andet det, vi i dag vil kalde løntilskud”, siger Magnus Pedersen fra analyseinstituttet Analyse & Tal, en af forfatterne bag undersøgelsen.
DM udbød eksempelvis fra 1983 edb-kurser og gennemførte fra 1980 jobsøgningskurser rettet mod det private arbejdsmarked.
“Det interessante er, at rigtig mange aktører var med til at udvikle disse tiltag. Det var både universiteter, arbejdsgivere, ministerier, regering og altså også fagforeningerne. Alle var innovative med nye løsninger, ressourcer og ideer, hvilket resulterede i en sneboldeffekt. Tiltagene var så mange og så brede, at ledigheden faldt markant”, siger Magnus Pedersen.
Bagsiden af medaljen
Den massive promovering af magistre i utraditionelle stillinger har imidlertid haft store konsekvenser for magistrenes arbejdsmarked, mener Magnus Pedersen. For i modsætning til traditionelle magisterjob med høj grad af faglig organisering, som fx på undervisningsområdet, havner en stor gruppe af magistre på det private arbejdsmarked ofte i job med usikre eller uregulerede vilkår. Det vil sige lav indkomst, kortvarige ansættelser, manglende faglig organisering og ringe efteruddannelsesmuligheder.
“I vores studie, som omfatter hele det akademiske arbejdsmarked, befinder en fjerdedel sig i en eller anden form for usikker arbejdsmarkedssituation. Det er svært at sige, hvor stor gruppen af magistre er, men sammenlignet med andre akademikergrupper er de forholdsvis mange”.
Når særligt magistrene er udsatte, hænger det ifølge Magnus Pedersen sammen med, at eksempelvis ingeniører og jurister i modsætning til magistre har en meget stærk professionsfaglighed og stærke rekrutteringskanaler.
DM handlede i blinde.
Ifølge Magnus Pedersen var DM’s ledelse fuldt ud bevidst om den risiko, der var forbundet med at sende medlemmerne ud i atypiske stillinger.
“Man asfalterede, mens man kørte. Man havde så travlt med at skabe job og få magistrene ud i det private, at man ikke havde for øje for, hvad det var for typer job, folk kom ud i, og heller ikke sikrede, at der var ordentlige forhold. Så DM har været medvirkende til at skabe en særlig gruppe med usikre arbejdsforhold. Men man vurderede, at det var vigtigere at skabe job, og så måtte man tage kampen om deres vilkår senere”.
De udfordringer, som man havde i 1980’erne, findes også i dag, hvor det handler om at skabe faglige fællesskaber, tilbyde kurser og opbygge netværk mellem magistre på områder, hvor overenskomster og det kollektive aftalesystem ikke er gældende, mener Magnus Pedersen.
Og når DM på linje med universiteter og Folketing i dag har fokus på at skabe et nyt arbejdsmarked for selvstændige og iværksættere, bør fagforeningen også være opmærksom på, at det skaber en ny form for usikkerhed.
“Tag bare dagpengesystemet, hvor du ikke kan være både selvstændig og lønmodtager, og hvor der er problemer med at optjene retten til dagpenge. Så selvom man potentielt kan skabe et arbejdsmarked for denne type beskæftigelse, er det vigtigt at holde sig for øje, at det sociale sikkerhedssystem ikke er gearet til det. Så hvis man virkelig får magistrene ud som selvstændige, er det afgørende, at man sikrer sig, at de får ordentlige arbejdsforhold”.
Men set over en 30-årig periode er de nuværende samlede ledighedstal for magistre imidlertid exceptionelt lave. I 1985 var hver femte magister ledig, en andel, der er faldet støt siden til de nuværende godt fem pct., hvis man tager alle magistre i dagpengesystemet med.
Og ikke nok med det. Magistrenes beskæftigelsesgrad har faktisk udviklet sig kontra-cyklisk. For mens magistrenes ledighed faldt, voksede den generelle ledighed. Og det på trods af uddannelsesboom og en stigning i antallet af universitetsuddannede på arbejdsmarkedet fra ca. 65.000 til over 150.000 mellem 1980 og 2000.
Når det fra midten af 1980’erne og frem lykkedes at knække magistrenes ledighedskurve, skyldtes det ifølge en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Analyse & Tal en lang række tiltag rettet mod at promovere magistre på ikke mindst det private arbejdsmarked, initiativer, som DM sammen med arbejdsgivere, universiteter og Folketing spillede en væsentlig rolle i. Tiltagene – samt en vedvarende holdningsbearbejdning af DM’s medlemmer – var stærkt medvirkende til, at andelen af beskæftigede magistre på private arbejdspladser voksede fra 1 pct. i 1978 til ni pct. i 1988 til 14 pct. i 1998 til 25 procent i 2012.
“De midler, man opfandt og brugte dengang, kender vi den dag i dag. Man lavede akademikerkampagner, efteruddannede magistre, lavede jobsøgningskurser rettet mod det private erhvervsliv, opfandt praktikordninger, og man lavede forskellige overgangsordninger, blandt andet det, vi i dag vil kalde løntilskud”, siger Magnus Pedersen fra analyseinstituttet Analyse & Tal, en af forfatterne bag undersøgelsen.
DM udbød eksempelvis fra 1983 edb-kurser og gennemførte fra 1980 jobsøgningskurser rettet mod det private arbejdsmarked.
“Det interessante er, at rigtig mange aktører var med til at udvikle disse tiltag. Det var både universiteter, arbejdsgivere, ministerier, regering og altså også fagforeningerne. Alle var innovative med nye løsninger, ressourcer og ideer, hvilket resulterede i en sneboldeffekt. Tiltagene var så mange og så brede, at ledigheden faldt markant”, siger Magnus Pedersen.
Bagsiden af medaljen
Den massive promovering af magistre i utraditionelle stillinger har imidlertid haft store konsekvenser for magistrenes arbejdsmarked, mener Magnus Pedersen. For i modsætning til traditionelle magisterjob med høj grad af faglig organisering, som fx på undervisningsområdet, havner en stor gruppe af magistre på det private arbejdsmarked ofte i job med usikre eller uregulerede vilkår. Det vil sige lav indkomst, kortvarige ansættelser, manglende faglig organisering og ringe efteruddannelsesmuligheder.
“I vores studie, som omfatter hele det akademiske arbejdsmarked, befinder en fjerdedel sig i en eller anden form for usikker arbejdsmarkedssituation. Det er svært at sige, hvor stor gruppen af magistre er, men sammenlignet med andre akademikergrupper er de forholdsvis mange”.
Når særligt magistrene er udsatte, hænger det ifølge Magnus Pedersen sammen med, at eksempelvis ingeniører og jurister i modsætning til magistre har en meget stærk professionsfaglighed og stærke rekrutteringskanaler.
DM handlede i blinde.
Ifølge Magnus Pedersen var DM’s ledelse fuldt ud bevidst om den risiko, der var forbundet med at sende medlemmerne ud i atypiske stillinger.
“Man asfalterede, mens man kørte. Man havde så travlt med at skabe job og få magistrene ud i det private, at man ikke havde for øje for, hvad det var for typer job, folk kom ud i, og heller ikke sikrede, at der var ordentlige forhold. Så DM har været medvirkende til at skabe en særlig gruppe med usikre arbejdsforhold. Men man vurderede, at det var vigtigere at skabe job, og så måtte man tage kampen om deres vilkår senere”.
De udfordringer, som man havde i 1980’erne, findes også i dag, hvor det handler om at skabe faglige fællesskaber, tilbyde kurser og opbygge netværk mellem magistre på områder, hvor overenskomster og det kollektive aftalesystem ikke er gældende, mener Magnus Pedersen.
Og når DM på linje med universiteter og Folketing i dag har fokus på at skabe et nyt arbejdsmarked for selvstændige og iværksættere, bør fagforeningen også være opmærksom på, at det skaber en ny form for usikkerhed.
“Tag bare dagpengesystemet, hvor du ikke kan være både selvstændig og lønmodtager, og hvor der er problemer med at optjene retten til dagpenge. Så selvom man potentielt kan skabe et arbejdsmarked for denne type beskæftigelse, er det vigtigt at holde sig for øje, at det sociale sikkerhedssystem ikke er gearet til det. Så hvis man virkelig får magistrene ud som selvstændige, er det afgørende, at man sikrer sig, at de får ordentlige arbejdsforhold”.
