Dansk Magisterforening

Hold ferie! – sådan lader du arbejdet blive på kontoret

Lærke Cramon
Del artikel:

Selvom mange gerne vil holde ferie uden at arbejde, så tjekker vi alligevel mailen eller tager telefonen, hvis den ringer. Men vi er nødt til at koble af, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at vende tilbage til jobbet med ny energi. Her er seks råd til, hvordan du kobler arbejdet fra.

Forbered din ferie
Før du går på ferie, er det en god idé, at du afsætter tid til at få afsluttet dine opgaver. Konkretiser opgaverne med en to do-liste, og streg ud, hver gang du har gjort en af tingene på listen. Fokuser på at besvare dine e-mails, få overleveret beskeder, og undgå at sige ja til nye opgaver, som betyder, at de sidste dage før ferien bliver lange og hårde. Opret et automatisk mailsvar og henvis til en kollega, som folk kan kontakte, mens du holder fri. Mange oplever, at de bliver stressede i løbet af feriens sidste dage, ved tanken om, hvad der mon venter på den anden side, men du kan imødegå den slags tanker, hvis du allerede inden ferien skriver ned og får et overblik over, hvad der venter efter ferien. Sæt ord på, hvor tilgængelig du ønsker at være i din ferie. Fortæl, at du hverken tjekker mails eller besvarer opkald, så forventningerne mellem dig og din arbejdsplads er klare.
Kilde: Finn Dahlslund og Troels Homann Bjerg-Nielsen – karriererådgivere i Dansk Magisterforening

Bloker opkald, og afinstaller apps
Det kan være rart med lidt hjælp, der sikrer dig mod at falde i, så du ikke pludselig sidder i strandstolen og klikker på e-mailikonet på din smartphone. Det bedste værn mod at arbejde i ferien er at lade telefoner, computere og iPads blive hjemme. Så kan hverken du eller din arbejdsplads kontakte hinanden. Inden du forkaster den mulighed, så spørg dig selv: Hvem har jeg brug for at kunne komme i kontakt med, mens jeg holder fri? Hvis svaret er de mennesker, du allerede holder ferie med, kan du måske godt undvære telefonen? Har du derimod brug for at kunne komme i kontakt med dine børn, søskende, forældre eller venner, kan de fleste smartphones indstilles til ferietilstand, hvor kun udvalgte kan ringe, mens andre opkald blokeres. Desuden er det en god idé at afinstallere de apps, som du ikke har lyst til at bruge i din ferie. Selvom du har lovet dig selv, at du ikke vil tjekke e-mails, kan det være svært, når indbakken kun er ét klik væk.
Kilde: Pernille Hjortkjær – worklifecoach

Begræns ­arbejdet
Du kan kun holde dig fuldstændigt fra at arbejde i din ferie, hvis det er det mål, du sætter dig. Er du i en arbejdssituation, hvor du er nødt til at kunne tjekke dine e-mails eller besvare opkald fra arbejdet, er det en god idé at begrænse, hvornår du står til rådighed, så du ikke giver folk lov til at forstyrre dig hele tiden. Aftal fx, at du arbejder en time hver morgen eller en halv time hver aften, og at folk kun kan kontakte dig i det tidsrum. Allier dig eventuelt med din familie eller dem, du holder ferie med, og sig til dem, at de gerne må lege politibetjent og påpege, hvis du pludselig sidder og arbejder uden for det aftalte tidsrum. Denne løsning kan godt fungere, men du skal vide, at den ikke er ideel, da den dagligt bryder ind i din ferie og forhindrer, at du kommer helt ned i gear.
Kilde: Pernille Hjortkjær – worklifecoach

Tag en notesbog med
Selvom du hverken læser e-mails eller besvarer opkald, kan du ikke gardere dig mod, at en god arbejdsrelateret idé pludselig popper op i dit hoved. Kreativitet og ideer har det med at dukke op, når man mindst forventer dem, og derfor er det en god ide at tage en notesbog med på ferien. Ved at medbringe gammeldags pen og papir kan du få ideen ud af hovedet og parkere den i notesbogen, indtil ferien er slut. På den måde undgår du også, at en hurtig note på telefonen udvikler sig til en uskyldig mail til dit arbejde, som reelt set betyder, at du arbejder i din ferie.
Kilde: Pernille Hjortkjær – worklifecoach

Vend godt tilbage
Ligesom dagene op til ferien handler om at drosle ned, må feriens sidste dage gerne begynde at handle om at vende tilbage til jobbet. Hvis du bliver meget utryg ved tanken om, hvad der venter af arbejde, kan du til nød på feriens sidste dag tjekke din indbakke – men kun hvis det giver dig en form for ro. Du skal ikke begynde at svare folk, før du er tilbage på arbejdet. Det bedste er dog, at du lader indbakken være, indtil du igen sidder på kontoret. Hvis din ferie slutter den tyvende i måneden, kan det i øvrigt være en god idé, at der i dit autosvar står, at du først er tilbage den toogtyvende. På den måde får du et pusterum omkring din ferie, så du ikke nødvendigvis skal besvare alle beskeder i indbakken, den første dag du er tilbage. Efter en længere ferie tager det som regel et par dage at komme op i gear igen, og kast dig derfor ikke over store projekter, før du er tilbage i din almindelige arbejdsrytme.
Kilde: Finn Dahlslund og Troels Homann Bjerg-Nielsen – karriererådgivere i Dansk Magisterforening
}