En klasserejse
Ingrid Stage har altid søgt viden og anerkendelse og følt sig som en fremmed fugl på parnasset. Opvæksten på et fattigt husmandssted med 10 søskende har defineret hende, som menneske og som politiker. Nu takker hun af som 48.000 magistres formand efter 14 år.
Klassesamfundet var ikke til at komme uden om på landet i Bigum ved Viborg, hvor Ingrid Stage var barn i starten af 50’erne.
Hver gang en af hendes 10 søskende nærmede sig konfirmationsalderen, begyndte de store gårdmænd at sværme om familien på det lavloftede husmandssted, hvor pengene var små.
Den potentielle arbejdskraft blev besigtiget, og der blev forhandlet spagt om betingelserne, før børnene en for en blev afhentet til tjeneste på egnens store bedrifter. Et alternativ til at få en plads var svært at få øje på.
Alene mindet om, hvordan den slags aftaler blev lavet, kan den dag i dag få varmen til at stige i kinderne hos den næstyngste i søskendeflokken.
“Min mor syntes, jeg var et glad barn. Sådan oplevede jeg det slet ikke selv. Jeg kunne ikke dengang sætte ord på oplevelsen, men jeg kan se nu, at det, der fyldte mest hos mig, var en kæmpe vrede over, at der var nogen, der var finere og mere privilegerede end andre”, siger Ingrid Stage.
Uretfærdigheden for dem nederst i hierarkiet var der talrige eksempler på.
“Min far betalte skat af sin løn som skovarbejder og kirketjener, mens de mere velstillede kunne sno sig uden om. Det var sværere for mine forældre at låne penge i den lokale sparekasse, end det var for storbønderne, så det tog mange år, før min far fx fik råd til en motorsav til sit skovarbejde. Min bedstefar, som indsamlede sygekassepenge i landsbyen, var ikke god nok til selv at aflevere pengene i byen. Det tog de store gårdmænd sig af. Vi børn mærkede på alle måder, at vi ikke havde så mange valg i tilværelsen”, fortæller hun.
Ingrid Stage er ikke selv i tvivl om, at de beskedne forhold, hun voksede op under, sammen med en anden skelsættende begivenhed i hendes barndom har defineret hende, som menneske og politiker, oftest placeret et stykke til venstre for Socialdemokraterne:
“At der skulle være den forskel på mennesker, har jeg aldrig kunnet acceptere”.
Står ved, hvem jeg er
Følelsen af at være “en sær snegl” mærkede Ingrid Stage første gang, da hun skiftede fra landsbyskolen til den private realskole og skulle rejse 24 kilometer med bus til Viborg hver dag.
“Det var svært for mig at træde ind i et miljø, hvor andre tænkte så ens. Mine klassekammerater kom fra pengestærke middelklassefamilier. Det var ikke sådan, at jeg tvivlede på mine egne evner, for fagligt var jeg stærk. Men jeg omgikkes ikke mine skolekammerater naturligt og frit. Jeg var altid på vagt, skammede mig lidt. En dag i begyndelsen blev jeg grebet så meget af panik, at jeg tog min cykel og kørte hen til en, jeg kendte, i stedet for at tage rutebilen i skole. Da jeg næste dag kom hjem, trak min far, der ellers godt kunne straffe os børn hårdt, mig til side. Han stak mig en seddel, jeg kunne tage med i skole, om, at jeg havde været syg. Og så talte han og jeg ikke mere om det”.
Følelsen af at stå lidt udenfor har aldrig helt forladt Ingrid Stage. Den var der også, da hun startede på Viborg Katedralskole, da hun fik job som timelærer på CBS/handelshøjskolen i København, og endelig da hun begyndte at gå til møder i Dansk Magisterforening og i Akademikernes Centralorganisation.
“Folk har svært ved at tro det, for i dag er jeg slagfærdig og kan fylde en del. Men i starten turde jeg ikke sige så meget. Jeg kan stadig tage mig selv i at forsøge at tilpasse mig de mennesker, jeg er sammen med, også lidt for meget. Men jeg er blevet bedre til at stå ved, hvem jeg er. Og jeg har også kunnet vende det til en fordel, fx i politiske forhandlinger. Jeg ser ikke en situation igennem samme veldefinerede prisme, som folk gør, der kun kender ét miljø og én tankegang”, forklarer Ingrid Stage.
Købte og byttede bøger
Til trods for at hun som den eneste i familien fik chancen for at komme i gymnasiet, betragter DM’s afgående formand ikke sig selv som en mønsterbryder. Tværtimod.
“Hele min familie var og er fortsat både videbegærlig og nysgerrig. Vi diskuterede højlydt, hørte radio og læste bøger i mit barndomshjem til den helt store guldmedalje. Min far købte selv bøger og byttede dem væk til nogle andre. Da min bror på et tidspunkt lå på hospitalet i en lang periode, sørgede min far for et abonnement på Socialdemokraten til ham. Han var syv år på det tidpunkt”.
Samme sygdom, som havde ramt hendes bror, en arvelig hoftesygdom, ramte også Ingrid Stage, da hun var to år gammel. Det blev den anden store begivenhed i barndommen, som kom til at definere hendes livsbane.
“I halvandet år var jeg indlagt på Viborg Sygehus og fik kun besøg af min familie en gang om ugen. Min mor fik at vide af hospitalspersonalet, at jeg helst skulle glemme hende, så hun holdt sig helt væk den første tid. Jeg lå ned konstant, noget af tiden i seler, kiggede meget ud ad vinduerne og kan svagt huske, at det var nogle patienter og personalet fra voksenafdelingen, der arrangerede min tre-års fødselsdag. Min mand siger, at jeg higer efter anerkendelse, og det har han nok ret i. Jeg tror, at det må stamme fra de tidlige år i min barndom, hvor jeg var nærmest uden forældrekontakt”, fortæller Ingrid Stage.
Løn og invitation til julefrokost
Hjemme igen som fireårig var det med pålæg om fortsat at holde sig i ro. Ingrid var sengeliggende i lange perioder og kunne derfor læse, længe før hun begyndte i skole.
Det var også de svage hofter, der forhindrede, at hun kom ud at tjene som sine søskende.
Ingrid Stage havde ikke helbred til at få en plads efter konfirmationen, så hun fik lov til at koncentrere sig om bøgerne. Revalideringen finansierede realskolen, hun fortsatte på Viborg Katedralskole, og som kun 17-årig gymnasieelev fik hun et udvekslingsophold i stand i Rochester, New York. Pengene havde hun lånt af de noget ældre søskende og siden tilbagebetalt krone for krone. For ikke at bringe sine forældre i forlegenhed fortalte hun, at hun havde fået et legat, der dækkede turen.
Ikke på ét eneste tidspunkt, hverken i gymnasietiden eller da hun siden gik på universitetet i Odense og København, var Ingrid Stage politisk aktiv. Ud over sin nystiftede familie var hun mest optaget af at læse og skrive. Målet var at blive engelsklærer, en drøm, hun havde haft siden 4. klasse.
Lærer blev hun efter at have arbejdet som oversætter i fem år på den pakistanske ambassade. Det var de elendige løn- og ansættelsesvilkår for timelærerne på handelshøjskolen i København, der første gang tændte en faglig ild i den da 35-årige magister.
“Jeg blev tillidsrepræsentant for timelærerne, fordi de måtte finde sig i elendige daglejerforhold. Vi krævede løn under sygdom, adgang til eget kontor og invitationer til det, der hidtil havde været en eksklusiv ret for lektorer: julefrokosten på fakultetet. Da jeg i 1994 fik job som lektor på afdelingen i Slagelse, blev jeg kort tid efter også tillidsrepræsentant der. Det skete, nogenlunde samtidig med at rektor varslede fyringer af tre kolleger, fordi skolen skulle finde dækning for et misbrug af midler, som han selv stod bag”.
Et løftebrud
Vilkårene for timelærerne, som var årsagen til, at Ingrid Stage blev fagpolitisk engageret, er den dag i dag en af de helt store sten i skoen.
“Jeg gik ind i fagforeningspolitik for at få indført overenskomst og aftaleret for deltidsansatte undervisningsassistenter og eksterne lektorer. Det har i alle årene været en mærkesag for mig. I 2007 tabte DM en faglig voldgift om diskrimination af timelærerne. Jeg sagde dengang, at jeg først ville gå af som formand for DM, når vilkårene for timelærerne var i orden. Det løfte må jeg desværre løbe fra”, siger Ingrid Stage.
Ingrid Stage blev aktiv i universitetslærerforeningen i Dansk Magisterforening i 1986 og sad i DM’s hovedbestyrelse fra 1991 til 94 og igen fra 1998 til 2000. I de første år var det så som så med de demokratiske processer i foreningen. Til Magisterbladet udtalte hun på det tidspunkt, at hun såmænd ikke behøvede at komme til hovedbestyrelsesmøderne, fordi sagerne var afhandlet på forhånd. Og hun tilføjede:
“Jeg kan bare sende et papskilt, hvor der står: “Jeg er enig med Per Fibæk””. (Daværende næstformand, red).
I 1999 blev hun selv næstformand, og i 2001 overtog hun formandsstolen. Det skete ved et kampvalg, hvor hun slog tre mænd af banen.
“Det var ikke en personlig ambition for mig, men omstændighederne, der gjorde, at jeg valgte at melde mig som kandidat. Det politiske klima var mere uforsonligt i foreningen på det tidspunkt, og fløjene trukket hårdere op. Jeg er glad for at kunne sige, at magisterforeningen siden har oplevet en sund udvikling væk fra blokpolitikken og rivaliseringen mellem de forskellige sektorer. På den måde er formandsjobbet blevet lettere rent psykisk, selv om det også er blevet mere omfattende”, siger hun.
Ingrid Stage glæder sig til at trappe ned. I slutningen af august stopper hun som formand, men håber at fortsætte året ud som næstformand i AC’s bestyrelse. Ingrid Stage ser frem til at give sin fulde opmærksomhed til den familie, der altid har stået helt centralt.
Den klassekamp, hun som barn oplevede i 50’ernes Danmark på landet, har antaget nye former. Det slog hun selv fast, da hun afleverede sin sidste mundtlige beretning til DM’s repræsentantskab og blandt andet adresserede sin bekymring for den faldende organisationsprocent:
“Vi skal sammen med fagforeningskolleger i og uden for akademikerfællesskabet intensivere vores indsats for, at organisationsprocenten ikke falder, men øges, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare den danske model og det bedste og eneste værn mod de vilde og uregulerede forhold, som kendes på store dele af det globale arbejdsmarked”.
Hver gang en af hendes 10 søskende nærmede sig konfirmationsalderen, begyndte de store gårdmænd at sværme om familien på det lavloftede husmandssted, hvor pengene var små.
Den potentielle arbejdskraft blev besigtiget, og der blev forhandlet spagt om betingelserne, før børnene en for en blev afhentet til tjeneste på egnens store bedrifter. Et alternativ til at få en plads var svært at få øje på.
Alene mindet om, hvordan den slags aftaler blev lavet, kan den dag i dag få varmen til at stige i kinderne hos den næstyngste i søskendeflokken.
“Min mor syntes, jeg var et glad barn. Sådan oplevede jeg det slet ikke selv. Jeg kunne ikke dengang sætte ord på oplevelsen, men jeg kan se nu, at det, der fyldte mest hos mig, var en kæmpe vrede over, at der var nogen, der var finere og mere privilegerede end andre”, siger Ingrid Stage.
Uretfærdigheden for dem nederst i hierarkiet var der talrige eksempler på.
“Min far betalte skat af sin løn som skovarbejder og kirketjener, mens de mere velstillede kunne sno sig uden om. Det var sværere for mine forældre at låne penge i den lokale sparekasse, end det var for storbønderne, så det tog mange år, før min far fx fik råd til en motorsav til sit skovarbejde. Min bedstefar, som indsamlede sygekassepenge i landsbyen, var ikke god nok til selv at aflevere pengene i byen. Det tog de store gårdmænd sig af. Vi børn mærkede på alle måder, at vi ikke havde så mange valg i tilværelsen”, fortæller hun.
Ingrid Stage er ikke selv i tvivl om, at de beskedne forhold, hun voksede op under, sammen med en anden skelsættende begivenhed i hendes barndom har defineret hende, som menneske og politiker, oftest placeret et stykke til venstre for Socialdemokraterne:
“At der skulle være den forskel på mennesker, har jeg aldrig kunnet acceptere”.
Står ved, hvem jeg er
Følelsen af at være “en sær snegl” mærkede Ingrid Stage første gang, da hun skiftede fra landsbyskolen til den private realskole og skulle rejse 24 kilometer med bus til Viborg hver dag.
“Det var svært for mig at træde ind i et miljø, hvor andre tænkte så ens. Mine klassekammerater kom fra pengestærke middelklassefamilier. Det var ikke sådan, at jeg tvivlede på mine egne evner, for fagligt var jeg stærk. Men jeg omgikkes ikke mine skolekammerater naturligt og frit. Jeg var altid på vagt, skammede mig lidt. En dag i begyndelsen blev jeg grebet så meget af panik, at jeg tog min cykel og kørte hen til en, jeg kendte, i stedet for at tage rutebilen i skole. Da jeg næste dag kom hjem, trak min far, der ellers godt kunne straffe os børn hårdt, mig til side. Han stak mig en seddel, jeg kunne tage med i skole, om, at jeg havde været syg. Og så talte han og jeg ikke mere om det”.
Følelsen af at stå lidt udenfor har aldrig helt forladt Ingrid Stage. Den var der også, da hun startede på Viborg Katedralskole, da hun fik job som timelærer på CBS/handelshøjskolen i København, og endelig da hun begyndte at gå til møder i Dansk Magisterforening og i Akademikernes Centralorganisation.
“Folk har svært ved at tro det, for i dag er jeg slagfærdig og kan fylde en del. Men i starten turde jeg ikke sige så meget. Jeg kan stadig tage mig selv i at forsøge at tilpasse mig de mennesker, jeg er sammen med, også lidt for meget. Men jeg er blevet bedre til at stå ved, hvem jeg er. Og jeg har også kunnet vende det til en fordel, fx i politiske forhandlinger. Jeg ser ikke en situation igennem samme veldefinerede prisme, som folk gør, der kun kender ét miljø og én tankegang”, forklarer Ingrid Stage.
Købte og byttede bøger
Til trods for at hun som den eneste i familien fik chancen for at komme i gymnasiet, betragter DM’s afgående formand ikke sig selv som en mønsterbryder. Tværtimod.
“Hele min familie var og er fortsat både videbegærlig og nysgerrig. Vi diskuterede højlydt, hørte radio og læste bøger i mit barndomshjem til den helt store guldmedalje. Min far købte selv bøger og byttede dem væk til nogle andre. Da min bror på et tidspunkt lå på hospitalet i en lang periode, sørgede min far for et abonnement på Socialdemokraten til ham. Han var syv år på det tidpunkt”.
Samme sygdom, som havde ramt hendes bror, en arvelig hoftesygdom, ramte også Ingrid Stage, da hun var to år gammel. Det blev den anden store begivenhed i barndommen, som kom til at definere hendes livsbane.
“I halvandet år var jeg indlagt på Viborg Sygehus og fik kun besøg af min familie en gang om ugen. Min mor fik at vide af hospitalspersonalet, at jeg helst skulle glemme hende, så hun holdt sig helt væk den første tid. Jeg lå ned konstant, noget af tiden i seler, kiggede meget ud ad vinduerne og kan svagt huske, at det var nogle patienter og personalet fra voksenafdelingen, der arrangerede min tre-års fødselsdag. Min mand siger, at jeg higer efter anerkendelse, og det har han nok ret i. Jeg tror, at det må stamme fra de tidlige år i min barndom, hvor jeg var nærmest uden forældrekontakt”, fortæller Ingrid Stage.
Løn og invitation til julefrokost
Hjemme igen som fireårig var det med pålæg om fortsat at holde sig i ro. Ingrid var sengeliggende i lange perioder og kunne derfor læse, længe før hun begyndte i skole.
Det var også de svage hofter, der forhindrede, at hun kom ud at tjene som sine søskende.
Ingrid Stage havde ikke helbred til at få en plads efter konfirmationen, så hun fik lov til at koncentrere sig om bøgerne. Revalideringen finansierede realskolen, hun fortsatte på Viborg Katedralskole, og som kun 17-årig gymnasieelev fik hun et udvekslingsophold i stand i Rochester, New York. Pengene havde hun lånt af de noget ældre søskende og siden tilbagebetalt krone for krone. For ikke at bringe sine forældre i forlegenhed fortalte hun, at hun havde fået et legat, der dækkede turen.
Ikke på ét eneste tidspunkt, hverken i gymnasietiden eller da hun siden gik på universitetet i Odense og København, var Ingrid Stage politisk aktiv. Ud over sin nystiftede familie var hun mest optaget af at læse og skrive. Målet var at blive engelsklærer, en drøm, hun havde haft siden 4. klasse.
Lærer blev hun efter at have arbejdet som oversætter i fem år på den pakistanske ambassade. Det var de elendige løn- og ansættelsesvilkår for timelærerne på handelshøjskolen i København, der første gang tændte en faglig ild i den da 35-årige magister.
“Jeg blev tillidsrepræsentant for timelærerne, fordi de måtte finde sig i elendige daglejerforhold. Vi krævede løn under sygdom, adgang til eget kontor og invitationer til det, der hidtil havde været en eksklusiv ret for lektorer: julefrokosten på fakultetet. Da jeg i 1994 fik job som lektor på afdelingen i Slagelse, blev jeg kort tid efter også tillidsrepræsentant der. Det skete, nogenlunde samtidig med at rektor varslede fyringer af tre kolleger, fordi skolen skulle finde dækning for et misbrug af midler, som han selv stod bag”.
Et løftebrud
Vilkårene for timelærerne, som var årsagen til, at Ingrid Stage blev fagpolitisk engageret, er den dag i dag en af de helt store sten i skoen.
“Jeg gik ind i fagforeningspolitik for at få indført overenskomst og aftaleret for deltidsansatte undervisningsassistenter og eksterne lektorer. Det har i alle årene været en mærkesag for mig. I 2007 tabte DM en faglig voldgift om diskrimination af timelærerne. Jeg sagde dengang, at jeg først ville gå af som formand for DM, når vilkårene for timelærerne var i orden. Det løfte må jeg desværre løbe fra”, siger Ingrid Stage.
Ingrid Stage blev aktiv i universitetslærerforeningen i Dansk Magisterforening i 1986 og sad i DM’s hovedbestyrelse fra 1991 til 94 og igen fra 1998 til 2000. I de første år var det så som så med de demokratiske processer i foreningen. Til Magisterbladet udtalte hun på det tidspunkt, at hun såmænd ikke behøvede at komme til hovedbestyrelsesmøderne, fordi sagerne var afhandlet på forhånd. Og hun tilføjede:
“Jeg kan bare sende et papskilt, hvor der står: “Jeg er enig med Per Fibæk””. (Daværende næstformand, red).
I 1999 blev hun selv næstformand, og i 2001 overtog hun formandsstolen. Det skete ved et kampvalg, hvor hun slog tre mænd af banen.
“Det var ikke en personlig ambition for mig, men omstændighederne, der gjorde, at jeg valgte at melde mig som kandidat. Det politiske klima var mere uforsonligt i foreningen på det tidspunkt, og fløjene trukket hårdere op. Jeg er glad for at kunne sige, at magisterforeningen siden har oplevet en sund udvikling væk fra blokpolitikken og rivaliseringen mellem de forskellige sektorer. På den måde er formandsjobbet blevet lettere rent psykisk, selv om det også er blevet mere omfattende”, siger hun.
Ingrid Stage glæder sig til at trappe ned. I slutningen af august stopper hun som formand, men håber at fortsætte året ud som næstformand i AC’s bestyrelse. Ingrid Stage ser frem til at give sin fulde opmærksomhed til den familie, der altid har stået helt centralt.
Den klassekamp, hun som barn oplevede i 50’ernes Danmark på landet, har antaget nye former. Det slog hun selv fast, da hun afleverede sin sidste mundtlige beretning til DM’s repræsentantskab og blandt andet adresserede sin bekymring for den faldende organisationsprocent:
“Vi skal sammen med fagforeningskolleger i og uden for akademikerfællesskabet intensivere vores indsats for, at organisationsprocenten ikke falder, men øges, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare den danske model og det bedste og eneste værn mod de vilde og uregulerede forhold, som kendes på store dele af det globale arbejdsmarked”.
