Dansk Magisterforening

Når de dygtige knækker

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Studerende, der går til psykolog, er ofte højtpræsterende. Specielt kvindelige studerende stiller for høje krav til sig selv, påpeger universitetsfolk og eksperter. Fremdriftsreformen kan skubbe de dygtigste ud over kanten, lyder advarslen.

Studerende, der får psykologhjælp, har højere karakterer fra gymnasiet end gennemsnittet. Især kvinderne søger behandling, og overgangen fra gymnasiet til universitetet er tilsyneladende svær, for de studerende søger langt hyppigere hjælp i de første år på universitetet.

Det viser nye tal, som Magisterbladet har hentet via en særkørsel hos Danmarks Statistik ud fra Dansk Magisterforenings 9.850 studentermedlemmer.

I 2012 havde DM-studerende et karaktergennemsnit på 7,2 fra gymnasiet, hvilket svarer til landsgennemsnittet. Men karaktererne var oppe på 8,1 i snit hos de studerende, som havde været hos psykolog i løbet af året. I 2012 fik 367 kvinder og 94 mænd psykologhjælp. Dertil kommer, at 72 kvinder og 45 mænd fra studentersektionen det år blev henvist til psykiater.

De, der søger hjælp, har et karaktergennemsnit fra gymnasiet, der er ca. en karakter højere end landsgennemsnittet i hvert af årene fra ­2007-2012. Tallene bekræfter det, som har været et af de helt store samtaleemner på universiteterne de seneste år: At højtpræsterende unge kvinder går ned med flaget.

Jens Christian Nielsen, der forsker i unges trivsel ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet, finder udviklingen bekymrende.

“De højt præsterende og perfektionsorienterede – især kvindelige – studerende er ofte pressede, fordi de konstant forsøger at leve op til egne og omgivelsernes forventninger. De læser for meget og går for lidt ud, de bliver let mere ensomme – og så kan de ikke sætte grænser for sig selv og for, hvornår deres indsats er god nok. Men fordi det faglige kører, så kan de længe flyve under universiteternes opmærksomhedsradar. Derfor kan de risikere at komme langt ud”, pointerer Jens Christian Nielsen.

Tallene viser, at spøgelset fra folkeskolen og gymnasierne flytter med. Ifølge en undersøgelse fra SFI har 35 procent af unge kvinder på 19 fået psykologhjælp i løbet af deres barn- og ungdom, mens det samme gælder for 19 procent af de unge mænd.

Det er nyt, at Magisterbladet ud fra karaktererne kan give et statistisk fingerpeg om, at det specielt er de højtpræsterende, der har problemer, påpeger Jens Christian Nielsen. Hele feltet med højtpræsterende studerende, der går ned, er underdokumenteret, mener han.

“Vi har brug for at afsøge mere præcist, hvilke former for forventningspres studerende har til sig selv, og hvilke de oplever fra omgivelserne. Og så skal uddannelsesinstitutionerne skabe rum for, at de studerende lærer at håndtere krav og pres fornuftigt og lærer at sætte grænser for deres egen indsats”, understreger Jens Christian Nielsen.

Skam, angst og ensomhed

Studenterpræst ved Københavns Universitet Inger Lundager har adskillige samtaler hver uge med studerende.
Det store flertal, der opsøger hende, er kvinder – og der er tre hovedtemaer, der går igen:

“Skam over ikke at kunne leve op til egne perfektionskrav, angst for kontroltab og en forestilling om, at man er den eneste i verden, der har det sådan”, siger Inger Lundager.

Og det ligner en tendens, også uden for landets grænser.

“Jeg har mødt kolleger fra Wales og Nordnorge, som fuldstændigt genkender problematikken”, understreger hun.

Inger Lundager holder til i studentermenigheden på KU’s campus på Amager med udsigt til kanaler, kollegium og institutterne for filosofi og litteratur. Hun har te på kanden, stearinlys på bordet og en blød sofa, man kan læne sig tilbage i.

De unge kvinder, der kommer her, oplever både et ydre pres og et pres indefra, siger præsten.

“Alt skal være perfekt – karakterbogen og de sociale relationer, det studie­relevante arbejde, træningen, udseendet, maden og parforholdet. Det kan ikke undre, for det er jo, hvad uddannelsessystem, politikere, medier og undertiden bekymrede forældre har tudet dem ørerne fulde af”, pointerer Inger Lundager.

Der er sket to markante udviklinger, siden hun selv gik på universitetet i 80’erne og senere selv underviste der.
“Dels har de sociale medier øget presset, fordi de unge er eksponeret hele tiden. Dels er der opstået en individualistisk kultur omkring den måde, vi tumler med livets genvordigheder på. Jeg synes, der er en tendens til, at unge studerende i dag ikke deler oplevelsen af ikke at være “god nok” med deres medstuderende”, siger studenterpræsten.
De studerende vælger at forstille sig frem for at vise det, de opfatter som svaghed, forklarer hun.

“Det er omgærdet med skam at fejle. Min erfaring er, at der indtræder en stor lettelse, når man opgiver det umulige projekt om at være en anden end den, man er”, forklarer Inger Lundager.

Strukturen smuldrer
Mens ni procent af de studerende på bachelordelen i løbet af et år går til psykolog, så er det tilsvarende tal kun 2 procent på kandidat­delen. Det er ikke tilfældigt, at det særligt er i de første år på universitetet, at de unge løber ind i vanskeligheder. For præstationskulturen fra gymnasiet forbereder dem ikke ordentligt på de krav, der møder dem på en videregående uddannelse. Det vurderer Lars Ulriksen, professor ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Han har forsket i overgange mellem uddannelsestrin og frafald på universitetet.

“I gymnasiet lærer de unge at aflæse skolens forventninger, og de lærer at læse lektier. De er desuden vant til en helt fast struktur med afleveringer og mange klassetimer hver dag. Især de dygtigste og mest flittige studenter, der altid har nået det hele og måske endda terper stoffet flere gange, får det særligt svært, når de pludselig skal til at præstere på en anden måde”, siger han.

“Og når de selv skal strukturere et studium i 20-25 timer om ugen, for humanioras vedkommende i endnu flere, og de aldrig kan nå at læse det hele, hvornår er de så gode nok?”.

Sundhedsskadelig kultur
At bekymringerne kan tage overhånd, understøttes af tallene i en undersøgelse fra Aarhus Universitet. Blandt de 14.000 studerende på landets næststørste universitet angiver 40 procent af kvinderne at have jævnlige eller hyppige problemer med stress, mens det gælder for 12 procent af mændene.

Professor Lars Ulriksen mener, at universiteterne har et stort medansvar for at tøjle en præstationskultur, der i værste fald kan være sundhedsskadelig.

“Magisterbladets tal bekræfter, at det særligt er underviserne på første år, vi skal have fat i, hvis vi skal rykke noget. Men det er meget tungt at ændre, fordi det blandt andet er nogle grundlæggende kulturer, der skal rykkes ved. Og med den politiske fetichdyrkelse af tempo, vi må kæmpe med oveni, er jeg overbevist om, at flere studerende må droppe ud de kommende år”, siger Lars Ulriksen.

DM Studerendes formand Fatima Hachem mener, at både fagforeninger, studenterorganisationer og universiteter bør tage indsatsen for et bedre arbejdsmiljø blandt studerende langt mere seriøst. Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen med at stille store krav til studerende, understreger hun.

“Problemet er, hvis ressourcerne ikke følger med. Det er jo ikke alle der har råd til psykolog. Det handler ikke kun om det faglige, men om hele uni-pakken. Vi ved, hvor vi skal sætte ind – det er i overgangen fra gymnasium til universitet – og vi skal arbejde for, at kollektiv vejledning – “sådan håndterer du dit studium” – bliver obligatorisk for alle”, siger formanden for de studerende.

Berit Eika, prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet, siger, at universitetet overordnet set gør en indsats for at skabe en sund præstationskultur. Men hun understreger, at universitetet også skal kunne stille krav til de unge.

“Jeg medgiver, at vi kan blive endnu bedre til at hjælpe de studerende til rette, for mange får et chok, når de starter. I Aarhus gør vi en del ud af tutorordninger, hvor ældre studerende bliver mentorer for de nye studerende”, siger Berit Eika.

Det er særligt vigtigt ved studiestart at skabe en forventningsafstemning. Og så skal nulfejlskulturen ud af campus, understreger hun.

“Man lærer af sine fejl, og livsdueligheden er skrøbelig hos unge, der tror, at de kun er gode nok, hvis de ikke begår fejl overhovedet”, pointerer Berit Eika.

En stor byrde at bære
Både universitetspræster, studievejledere og studenterrådgivninger melder om en kraftig stigning i antallet af henvendelser fra unge studerende, der har ondt i livet.

På Studenterrådgivningen er ventetiden p.t. to-fire uger. Næsten 5.000 unge henvendte sig sidste år til rådgivningen, 25 procent af dem mænd og 75 procent kvinder.

Fælles for begge køn er, at de oftest beder om hjælp, fordi de føler sig triste eller depressive, oplever koncentrationsbesvær eller har problemer med et lavt selvværd.
Særligt for de dygtige kvinder gælder, at den seneste studiepræstation og selvværdet hænger sammen. Det siger direktør for Studenterrådgivningen i København Sten Kruse-Blinkenberg.

“De højt præsterende, både mænd og kvinder, stiller vanvittigt høje krav til sig selv og har store fordringer til livet. Men kvinderne er hurtigere til at internalisere de problemer, de støder på hen ad vejen. De er ikke åbne over for deres medstuderende om, hvordan de har det, fordi de føler sig ansvarlige for både deres egen lykke og ulykke. Det er en stor byrde at bære rundt på helt alene”, forklarer Kruse-Blinkenberg.

Usynlig gruppe
Kigger man frem, vil hverken Lars Ulriksen eller AU-lektor Jens Christian Nielsen blive overraskede, hvis flere af de dygtigste bliver skubbet ud over kanten med fremdriftsreformen.

“Det øgede tempo gør det vanskeligere for universiteterne at tage et medansvar for de studerendes trivsel, at facilitere gode læsegrupper og at skabe nogle rimelige rammer for læsningen, især de første år. Og de unge med de bedste studentereksaminer stopper jo ikke med at presse sig selv til det yderste, fordi de kommer ind på ønskestudiet”, siger Lars Ulriksen.

“Universiteterne understøtter ofte takterne i fx fremdriftsreformen. De vil jo også gerne have, at deres studerende har styr på tingene og gennemfører til normeret tid”, supplerer Jens Christian Nielsen.

“Det sker ofte først under specialevejledningen, at man opdager, hvis nogen ligger i skilsmisse eller har oplevet dødsfald i familien. Derfor sker der ingen forebyggelse, ingen har det tidlige blik for studerende, der måske har det svært med en ny by eller nye venner, og ingen ser, hvis selvværdet svigter de højt præsterende”, tilføjer han.

Tilbage hos studiepræst Inger Lundager. De fleste studerende besøger hende mellem tre og ti gange.

“Det er en anderledes samtale, jeg tilbyder, end den, man får hos studievejlederen eller en psykolog. Jeg har ikke nogen dagsorden og skal hverken nedbringe frafaldsprocenten på studiet eller forsøge at få de studerende hurtigere igennem”.
Hun er enig i, at studentermiljøet er blevet mere råt.

“Universiteterne er jo underlagt en hysterisk uddannelsespolitik, der taler om produktivitet, studiefremdrift, færdiggørelsesbonusser og dimensionering. Men vurderet ud fra den stigende søgning til studenterpræsterne, så er der noget, der ikke fungerer. Og jeg kan frygte, at studiefremdriftsreformen kan være med til at sende flere af selv de meget dygtige studerende ud over kanten”, siger Inger Lundager.

“Noget, der faktisk er kollektive problemer, bliver gjort til individuelle problemer. Så ligger ansvaret for at løse det hos den enkelte studerende”.
}