Ytringsfrihed = advarsel
Selv om du ifølge grundloven har ytringsfrihed, så er risikoen for repressalier overhængende, hvis du siger noget kritisk om din arbejdsplads som offentligt ansat. Advokater appellerer til politisk handling.
Men Magisterbladets gennemgang af udvalgets længe ventede rapport afslører dog, at offentligt ansatte i udpræget grad benytter straffeaktioner, når ansatte benytter ytringsfriheden i praksis.
Udvalget har som led i arbejdet med den 486 sider lange rapport indsamlet oplysninger om 50 konkrete sager om offentligt ansattes ytringsfrihed fra de seneste syv år. Magisterbladets gennemgang af de 50 sager viser, at arbejdsgiverne i 38 tilfælde har forsøgt at stække den ansattes ytringsfrihed i form af ansættelsesretlige skridt som irettesættelser, advarsler, pålæg om tavshed eller sågar afskedigelser.
Typisk er de tjenstlige skridt klart i strid med lovgivningen og må trækkes tilbage efter en fagforenings mellemkomst.
Juristen Hans Bøgesvang Riis slap for repressalier, da han i 2013 offentliggjorde en stærkt kritisk kronik om sin daværende arbejdsplads, Arbejdsskadestyrelsen, i en sag, som i sidste ende kostede styrelsens direktør jobbet. Kort før offentliggørelsen af kronikken sendte Hans Bøgesvang en opsigelse til sin chef. Den indtil da klassiske karrierejurist var nemlig ikke et sekund i tvivl om, at hans kronik var uforenelig med en fortsat karriere i statens tjeneste.
“Da jeg sendte kronikken, vidste jeg godt, at jeg var færdig. Det er ikke en mulighed at kritisere sin arbejdsplads i det offentlige rum, som jeg gjorde, og så regne med, at man har en fremtid i staten”, siger Hans Bøgesvang Riis.
De fleste retter ind
Hans kronik var medvirkende til, at Arbejdsskadestyrelsen måtte omgøre en lang række afgørelser efterfølgende og ændre sagsbehandlingspraksis. Ifølge den tidligere embedsmand var han langtfra den eneste medarbejder, der var frustreret over forholdene i styrelsen.
“Mange var af den opfattelse, at det, der foregik, var problematisk, men bare skridtet fra at tale om det i krogene til at sige det til chefen var langt. Og uanset hvad, er normen, at man ultimativt retter ind og bøjer af. Så det at gå til pressen er selvsagt ekstremt. Desværre, for jeg er sikker på, at mange problematiske forhold og sågar direkte ulovligheder ikke ser dagens lys, fordi de, der sidder med fingrene i bolledejen, ikke tør gøre noget ved det”.
Advokaterne Bjørn Elmquist og Tyge Trier har begge haft sager, hvor det har fået alvorlige karrieremæssige konsekvenser for deres klienter at stå frem med kritik af deres arbejdsplads.
“Hvis man tror, at man som offentligt ansat roligt kan blive whistleblower, tager man grueligt fejl. Skrækeksemplet er Frank Grevil, som jeg selv forsvarede i landsretten, men der er også nyere eksempler som fx efterretningsofficer Anders Kærgaard og Hans Bøgesvang Riis. Selvom man efterfølgende gav Bøgesvang Riis ret, havde han meget svært ved at finde nyt arbejde. Det viser jo, at vi har et problem”, siger Bjørn Elmquist.
Det samme mener Tyge Trier.
“Vi antager, at offentligt ansatte har en ganske vidstrakt ytringsfrihed, hvor man kan bidrage med sin faglighed i den offentlige debat. Men med 20 års erfaring på området må jeg sige, at der er nogle reelle begrænsninger. Efter min opfattelse er der brug for at skabe større klarhed og også en bedre beskyttelse”.
Politikere må tage stilling
Men regeringsudvalgets rapport kommer ikke med klare løsningsforslag. Udvalget advarer mod at indføre en central whistleblowerordning, ligesom udvalget også afviser ideen om at samle de nuværende regler om ytringsfrihed i en selvstændig lov.
Det kan der ellers være god grund til, mener Bjørn Elmquist.
“Det er en meget kompleks sag at afklare retstilstanden, hvilket udvalgets meget omfattende udredning selv illustrerer. Og den understreger i sig selv behovet for klarhed. Den potentielle whistleblower sidder som en lus mellem to negle, fordi de offentlige myndigheder har meget svært ved selv at foretage disse afvejninger. Det kan man ikke forvente, at den enkelte selv kan, og det sætter en tyk streg under behovet for, at man skærer igennem og indfører en klar lovgivning”, siger han.
Heller ikke Tyge Trier er imponeret over udvalgets konklusioner.
“Umiddelbart tænker jeg, at det er lidt uambitiøst, at man ikke kan blive enige om en reel styrkelse på det her felt”.
Derfor opfordrer han Folketinget til nøje at overveje de politiske konsekvenser af betænkningen.
“Hvis man vil ændre mentaliteten på de offentlige arbejdspladser, er der nok brug for lidt mere håndfaste greb. Ytringsfriheden har en central placering i et åbent samfund som vores, så jeg synes også, det ville være rimeligt at markere, at det skal have særlige konsekvenser for offentlige arbejdsgivere, der vælger at afskedige folk, der reelt er whistleblowere eller bidrager til den offentlige debat”.
Og selvom de offentlige arbejdsgivere er imod, er der politisk set kun fordele ved at sikre en bedre formel beskyttelse af ytringsfriheden, mener Bjørn Elmquist.
“På tværs af politiske skel burde man kunne nå til enighed om, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en samfundsgavnlig funktion, som vi har brug for. For hvad enten man vil have en større eller mindre offentlig sektor, må man da være enig i, at den gerne skulle være effektiv. Og det vil øget åbenhed medvirke til”.
Der er problemer
At ytringsfriheden i det offentlige har det sløjt, tyder flere undersøgelser på. Magisterbladets ytringsfrihedsundersøgelse i 2014 viste, at mere end hver tredje DM-medlem i det offentlige havde viden om kritiske forhold, “som offentligheden burde have kendskab til”. Men kun en ud af otte ytrede sig offentligt om disse forhold. Og har man først oplevet straffeaktioner fra ledelsens side på baggrund af en lovlig ytring, vælger mange at dukke nakken. Således viser en ny opgørelse fra Folketingets Ombudsmand, at 52 pct. af sagerne om ytringsfrihed over de seneste ti år er åbnet på Ombudsmandens eget initiativ og ikke som følge af en klage. For alle andre typer af sager er det kun i 12 procent af tilfældene, at Ombudsmanden har taget sagen op på eget initiativ.
DM’s formand, Ingrid Stage, opfordrer arbejdsgiverne til at stå forrest i opgøret med tavshedskultur på de offentlige arbejdspladser.
“Vi ser desværre, at selvcensur er meget udbredt. Ikke mindst ledere bør lægge op til en mere åben kultur og medvirke til at skabe forståelse for, at det som offentligt ansat er godt og vigtigt at ytre sig og deltage i den offentlige debat”.
Men en selvstændig lov om ytringsfrihed er ikke vejen frem, mener hun.
“Jeg synes, det vil være underligt og lidt af en glidebane at lovgive om en ret, der allerede findes. Det er symbolpolitik, og det er jeg ikke tilhænger af. Til gengæld er jeg stærk tilhænger af at styrke offentligt ansattes ansættelsesmæssige tryghed. At der er behov for det, er Eritrea-sagen bare det seneste eksempel på. Vores to embedsmænd i Udlændingestyrelsen gjorde intet forkert, men situationen på arbejdspladsen blev alligevel så konfliktfyldt, at de måtte vælge en fratrædelsesaftale. Og så tror jeg, at vi i de faglige organisationer skal være mere offensive med at vejlede vores medlemmer om deres rettigheder og gå helhjertet ind og støtte, når ledelserne ikke respekterer medarbejdernes ytringsfrihed”.
Hans Bøgesvang Riis er en stor tilhænger af whistleblowerordninger. Han tror også, at yderligere lovgivning vil kunne gøre en forskel alene på grund af signalværdien og den debat, det vil skabe. Men det vil tage lang tid at ændre kulturen på de offentlige arbejdspladser.
“Tavshedskulturen udrydder man ikke fra det ene år til det næste, vi taler snarere om årtier. I dag er det sådan, at man som embedsmand grundlæggende er 100 pct. loyal over for sin arbejdsplads. Det er ikke, fordi jeg synes, at folk bare skal fare i blækhuset og skændes med ledelsen i pressen til enhver tid. Forholdet skal være alvorligt, og alle interne kanaler udtømt. Det er bare heller ikke i orden, at man som kritiker bliver kørt ud på et sidespor. Tværtimod burde ledelsen hive fat i kritikerne og lytte opmærksomt frem for at straffe dem for at bringe kritiske forhold frem i lyset”.
FIK BØDE FOR AT AFSLØRE TORTUR
Navn: Anders Kærgaard.
Job: Efterretningsofficer.
Ytring: Lækkede video til pressen, der viser overgreb mod civile under en operation i Irak.
Sanktion: Blev fyret af Forsvaret og senere idømt bøde på 13.000 kr., fordi han ikke udleverede navnet på den kollega, der gav ham videoen.
TV-VÆRT KALDTE RELIGION FOR NARRESUT
Navn: Adam Holm.
Job: Nyhedsvært.
Ytring: Skrev i et debatindlæg, at en 16-årig drengs død forstærkede hans i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme, og at religion ganske enkelt er en “narresut”.
Sanktion: Kommentaren stred ifølge DR mod koncernens etiske regler, og Adam Holm fik en tjenstlig påtale. Påtalen blev frafaldet, da Ombudsmanden udtalte, at DR’s ageren var lig med grundlovsstridig censur.
FYRET FOR AT AFSLØRE SVINDEL
Navn: Helle Olsen.
Job: Kontorassistent.
Ytring: Kom på sporet af millionsvindel ved Odense Nord Miljøcenter og gik til sin nærmeste chef med mistanken. Han var dog selv indblandet i svindlen og truede hende til tavshed.
Sanktion: Blev fyret for ikke at gå til den øverste ledelse.
"FIND ET ANDET JOB"
Navn: Louise Kofoed.
Job: Kommunikationsmedarbejder.
Ytring: Kritiserede i et debatindlæg i Politiken, at danske museer, herunder hendes egen arbejdsplads, Tøjhusmuseet, fokuserede for meget på oplevelser og for lidt på forskning.
Sanktion: Blev indkaldt til samtale med direktøren, hvor hun fik at vide, at hun måske skulle overveje at “finde et andet job”. Ombudsmanden udtalte efterfølgende, at samtalen var i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed.
OBERST STRAFFET MED LAGERTJANS
Navn: Lars R. Møller.
Job: Officer.
Ytring: Udtalte sig gentagne gange kritisk om Hærens opgaver i Afghanistan sammenholdt med dens økonomi.
Sanktion: Forflyttet til en stilling som chef for produktionsdivisionen i Hærens Operative Kommando, hvor han efter eget udsagn skulle bestyre et lager.
OFFENTLIGGJORDE UNDERSØGELSE
Navn: Mette Jensen
Job: Seniorforsker.
Ytring: Iværksatte en rundspørge blandt 480 kolleger på DMU, Aarhus Universitet, med spørgsmålet: “Mener du, at Cheminova (da ejet af AU) bør ophøre med at sælge metyl og lignende produkter?”
Sanktion: Fik af sin chef besked om, at hun havde overtrådt de interne retningslinjer, og at der ville blive taget skridt imod hende, hvis det gentog sig. Mette Jensen valgte alligevel at offentliggøre resultaterne i et åbent brev til AU’s rektor. Blev derefter kaldt til tjenstlig samtale, hvor hun fik at vide, at der ville blive sendt et såkaldt forvarsel om en advarsel til hendes fagforening. Advarslen blev dog senere trukket tilbage.
ADVARSEL FOR "NEGATIVE SYNSPUNKTER
"Navn: Erik Schmidt
Job: Folkeskolelærer.
Ytring: Kritiserede på et lærermøde sin skoles håndtering af skolereformen.
Sanktion: Fik en advarsel for “negative holdninger og synspunkter”.
RÅBTE OP OM FACEBOOK-SPILDTID
Navn: Dennis Kyhn-Rasmussen
Job: Pædagog.
Ytring: Kritiserede, at pædagogerne på det fritidshjem, hvor han var ansat, spildte forberedelsestid på mobilspil, Facebook og private indkøb.
Sanktion: Fik en fyreseddel. Senere tilkendt erstatning på 200.000 kr.
KRITISEREDE DOKUMENTATIONSKRAV
Navn: Morten Staberg
Job: Børnelæge.
Ytring: Kaldte i en kronik registrerings- og dokumentationskrav i sundhedsvæsenet for “et galopperende orwelsk mareridt”.
Sanktion: Måtte tre gange stå skoleret på hospitalsdirektørens kontor på Herlev Hospital, hvor han blandt andet blev truet med en tjenstlig påtale, hvis han ikke holdt op med at udtale sig i pressen.
