Dansk Magisterforening

Klar dig godt i testen til jobsamtalen

Marie Bille
Del artikel:

Seks råd, når en potentiel arbejdsgiver præsenterer dig for en test efter jobsamtalen. Forbered dig, giv dig god tid, og svar lidt strategisk. Anerkend resultatet, men vis, at du har flere sider end dem, testen afslører.

Spørg til forløbet
Undersøg på forhånd, hvilket testforløb du skal igennem i forbindelse med jobsamtalen. Det giver dig mulighed for at forberede dig og en større chance for at vende testsituationen til din fordel i forløbet. Ring og få en snak med den person, der rekrutterer, hvor du spørger ind til brugen af test. Du kan for eksempel spørge: Hvilken type test er der tale om – personlighedstest, intelligenstest eller færdighedstest? Hvilke kompetencer skal testen især klarlægge? Hvordan vil testen blive brugt i vurderingen? Hvordan får jeg tilbagemelding på resultatet?

Selvom det kan virke afskrækkende at skulle igennem en test, så tag det roligt. De allerfleste virksomheder lægger mest vægt på samtalen. Testen bruges mest til at be- eller afkræfte indtrykket af kandidaten og som et udgangspunkt for dialog om resultaterne.
Kilder: “Pjecen Er du klædt på til test?” Videnscenter for Professionel Personvurdering, www.personvurdering.dk, rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann, ph.d. i personlighedstest ved rekruttering.

Nærlæs jobbeskrivelsen
Nærlæs jobbeskrivelsen, og prøv at forstå, hvilken personlighedsprofil de søger til jobbet. Den mest anvendte test i forbindelse med jobsamtaler er personlighedstest, som skal give viden om din adfærd, dine samarbejdsevner, dine stærke og svage sider, hvordan du reagerer under pres osv.

Hvis ikke det fremgår af jobbeskrivelsen, hvilke personlige kompetencer og styrker der er vigtige i jobbet, kan du spørge ind til det på forhånd. På den måde kan du forberede dig på, hvordan du vil svare under samtalen, hvis dine testresultater viser noget andet end det, jobbet kræver. Alle mennesker har flere sider i sig, og en test kan aldrig give et komplet billede af din personlighed. Derfor er det afgørende, hvordan du forholder dig til resultaterne ved jobsamtalen efterfølgende.
Kilder: Rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann. Karriererådgiver i Dansk Magisterforening Charlotte Bak.

Prøv en gratis test
Find en gratis test på nettet, og prøv at gennemføre den på forhånd inden den rigtige test. De gratis test er ikke lige så omfattende som de professionelle test, men de kan give dig et hint om, hvordan resultatet vil falde ud til den egentlige test i forbindelse med jobsamtalen.

En prøvetest kan give dig et forspring, så du kan forberede dig på, hvad der måske vil komme op under samtalen. Hvis testen viser sider af dig, som umiddelbart ikke stemmer overens med jobbet, eller som du ikke lige kan genkende, er det ikke nødvendigvis et problem, når bare du kan reflektere over og nuancere testens billede af dig selv ved samtalen.

Du kan finde eksempler på gratis test her: http://indadvendt.dk/big-five/test.php og www.jobindex.dk/persontypetest.
Kilder: Rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann. Karriererådgiver i Dansk Magisterforening Charlotte Bak.

Giv dig tid og ro
Sørg for at give dig selv tid og ro, når du skal udføre testen. Er det en personlighedstest, vil du ofte få tilsendt et link på mail mellem den første og den anden samtale. Sæt dig uforstyrret og på et tidspunkt, hvor du har ro til at besvare spørgsmålene uden afbrydelser. Skab en god ramme om situationen for dig selv. Sluk telefonen og mailprogrammet, så du ikke har noget andet end testen, du skal forholde dig til, mens du udfører den.

En personlighedstest indeholder typisk mellem 100 og 300 spørgsmål, du kan næsten ikke undgå at blive utålmodig og irriteret til sidst. Prøv at svare velovervejet alligevel. Testresultaterne vil også afhænge af den sindstilstand, du er i, mens du udfører testen, så det er en god idé at besvare testen på et tidspunkt, hvor du har overskud.
Kilder: Rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann. Karriererådgiver i Dansk Magisterforening Charlotte Bak.

Svar lidt strategisk
Du kan godt svare en lille smule strategisk, når du udfører en personlighedstest. Mange gange vil der stå i vejledningen, at du skal svare instinktivt, hvad der falder dig ind. Det betyder ikke, at du ikke må tænke dig om. Ofte vil flere af svarmulighederne kunne passe på dig, vælg den, du mener stemmer bedst overens med jobbet. Hvis der står i jobbeskrivelsen, at teamwork er vigtigt, kan du med fordel svare, at du er god til at samarbejde – også selvom du måske samtidig godt kan lide at arbejde alene osv.

Hvis du har lysten og de rette kvalifikationer, vil du næsten altid kunne tilpasse dig i det nye job, hvis du får muligheden for det. Vær opmærksom på, at de fleste test stiller de samme spørgsmål flere gange på forskellige måder. Hvis dine svar ikke stemmer overens testen igennem, så vil resultatet blive vurderet som mindre validt.
Kilde: Rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann.

Anerkend og uddyb til samtalen
Vær åben og anerkendende, når du modtager resultaterne af testen til samtalen. I den situation er det vigtigt, at kommunikationen mellem dig og den eller de, der skal ansætte, fungerer – hvis du altså stadig er interesseret i jobbet. Hvis du oplever, at resultaterne er misvisende, så prøv at nuancere dem ved at uddybe med eksempler, der viser noget andet. Sig for eksempel: “Jeg kan godt forstå, hvorfor du får det indtryk af mig på baggrund af testen, men resultatet undrer mig lidt, fordi …”.

På den måde skaber du ikke en dårlig stemning ved at underkende interviewerens fortolkning og får samtidig vist, at du er andet og mere end det, testen viser.
Kilder: Rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann. Karriererådgiver i Dansk Magisterforening Charlotte Bak.
}