Dr. Merkel lytter gerne
Diplomfysiker og forbundskansler Angela Merkel mødes gerne med eksperter, og i Tyskland behandles akademiske titler med ærbødighed. Et frontalt angreb på eksperter og smagsdommere a la Foghs nytårstale ville være utænkeligt og have skabt et ramaskrig i Tyskland.
Forbundskansler dr. Angela Merkel inviterede tidligere i år 120 eksperter fra hele verden til en diskussion om innovation, livskvalitet, velstand og fremskridt. Til eksperterne sagde hun, at en større kulturel forståelse for verdens forskellige regioner er nødvendig for virkelig at profitere af globaliseringen.
“Tolerance og gensidig respekt er også vigtigt”, tilføjede Merkel. Efter at hun havde lyttet til eksperter, som præsenterede deres videnskabeligt funderede ideer for en bedre verden, tog hun afsked med følgende sætning:
“Vi forsøger nu at strukturere dette, så man kan udlede handlingsalgoritmer”.
En forbløffende akademisk formulering fra en regeringschef. Men her taler vi altså også om en kvinde, som i sine unge år skrev en doktorafhandling med titlen “Untersuchung des Mechanismus von Zerfallsreaktionen mit einfachem Bindungsbruch” og fik topkarakteren “magna cum laude”.
Jeg oplevede selv Merkel for første gang i 1995 ved en EU-konference i Esbjerg, som jeg dækkede som Skandinavien-korrespondent for det store tyske pressebureau Deutsche Presse-Agentur. Den unge endnu uerfarne miljøminister forsøgte på en noget akavet måde at øve indflydelse på min ubetydelige rapportering fra mødet. “Hun bliver ikke til noget”, tænkte jeg i mit stille sind.
Det viste sig at være en fejlvurdering. Præcis det samme kan man sige om min overbevisning om, at danskerne af natur er mere afslappede, bløde og pragmatiske i omgangen med den offentlige meningsdannelse og deres eksperter.
Sådan var det engang – før Fogh – vi tyskere med tilknytning til Danmark var næsten alle misundelige på det lille lykkelige land, som vi rapporterede fra. Anders Fogh Rasmussens nytårs-fatwa i 2002 mod “smagsdommerne” og det akademiske “ekspertvælde” markerede et af vendepunkterne. Dengang var det bare en lille notits, som ikke fik stor opmærksomhed. Der var skarpere og mere markante vendepunkter: Den hårde danske udlændingepolitik og Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten.
Det rapporterede vi om.
Respekt for akademiske titler
I de tyske medier og ministerier lytter man gerne til forklaringer fra mennesker, som virkelig har lært et fag.
“Tyskerne har meget stor respekt for eksperter og især de akademiske eksperter. På det punkt er der slet ikke noget, der ændrer sig”, siger Michael Kuttner, mangeårig korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin. Han vurderer, at niveauet på ekspertudtalelser i de tyske medier er “meget højt”, og at de “ofte er bedre gennemtænkt end i Danmark”. Kuttner oplever, at den akademiske ekspertelite i Tyskland lider under “en ubevidst politisk korrekthed”, som gør diskussionerne forudseelige. Desuden foregår debatten ofte uden deltagelse af “almindelige mennesker”.
I en artikel i Jyllands-Posten, hvor Kuttner skriver om den tyske debatkultur, citerer han en ekspert fra Stuttgart, sociolog og professor emeritus Oscar Gabriel: “Der er fortiden med Holocaust og ansvaret for to verdenskrige”. Derfor gælder det, at det “i Tyskland er umuligt at præsentere ekstreme synspunkter, hvis man vil tages alvorligt”.
Klarere kan det ikke siges. Den 20 år yngre sociolog Steffen Mau fra universitetet i Bremen finder for sin egen generation andre forhold vigtigere: “Fortidens skygger er ikke mere det udslagsgivende. Den yngre forskergeneration er pragmatisk orienteret og tilhører desuden en totalt internationaliseret ekspertkultur. Policy learning og best practice er det, der tæller”.
Politikere omfavner eksperter
Mau oplever hos de tyske politikere en stor og tiltagende beredvillighed til at lade sig rådgive af akademiske eksperter: “Der er endda vækst i ekspertantallet”. Steffen Mau ser hverken hos sig selv eller hos sine kolleger den mindste modvilje mod også at ytre sig politisk i medierne. Men man kan af og til være “skuffet over, at så ringe en mængde af de videnskabelige erkendelser bliver til realpolitik”.
Han bekræfter, at der hersker en konsensuskultur i medierne: “I den offentlige meningsdannelse er der et velfungerende samspil mellem journalister og eksperter, og hos læsere og tilskuere bestemt også skepsis”. Men når man nu engang videnskabeligt ikke kan finde evidens for, at indvandring islamiserer samfundet, så er der konsensus om, at populister som bestsellerforfatteren Thilo Sarrazin har ringe substans: “Videnskab bygger nu engang ikke på værtshussnak”.
Denne holdning er der også mange i Tyskland, som finder elitær. Ved Pegida-demonstrationerne blev der ikke blot demonstreret mod den påståede “islamisering af aftenlandet”, men også mod “løgnepressen”. Dermed mener demonstranterne også de eksperter, som i de tyske medier ret enstemmigt forklarer dem, at indvandring grundlæggende er positiv og en berigelse.
Danmark dyrker ekstremer
Jeg oplever selv næsten altid tyske ekspertudsagn som mere stilfærdige, med mere plads til nuancer og frem for alt præget af mindre trang til ekstreme positioner og til den entydige ja/nej-stillingtagen. Mit indtryk er, at de tyske videnskabsfolk i mindre grad føler sig underlagt politisk pres end deres danske kolleger.
Lektor i kulturgeografi Birgit Stöber ved CBS på Frederiksberg og med bopæl i Berlin udgav i 2014 på tysk studiet: “Von glücklichen Dänen lernen? Wohlfahrtsstaat und Zivilgesellschaft im demografischen Wandel”. Hun kender ekspertmiljøet i begge lande og siger: “Et initiativ som Foghs mod smagsdommere og akademiske eksperter ville være utænkeligt i Tyskland, for politikerne blander sig ikke i videnskaben og slet ikke med en mundkurv. Ramaskriget ville have været større i Tyskland”.
At alt nu engang er større i Tyskland, ser Stöber også rent praktisk som en parameter:
“De få eksperter i Danmark bliver igen og igen interviewet af medierne og føler sig måske også derfor mere pressede til at komme med originale, medieegnede og politisk vurderende udtalelser”. Omvendt nævner hun som et absolut plus for den danske debatkultur, at danskere tænker mindre hierarkisk og derfor er mindre respektfulde i omgangen med eksperter.
Snobberi og fusk
Akademiske titler fremhæves i Tyskland ved enhver både passende og upassende lejlighed.
Man kan endda lade sin doktortitel indskrive i sit pas. Titlen smelter nærmest sammen med navnet og øger bærerens status. Den øger naturligvis også løn og honorarer. Og derfor vil alle gerne være doktor, også politikere og nogen af dem endda for enhver pris. Den politiske stjerne Karl-Theodor zu Guttenberg blev anset som en oplagt efterfølger til Merkel. Han udarbejdede sin doktorafhandling “Verfassung und Verfassungsvertrag” med flittig brug af copy and paste. Det opdagede computernørder og dermed sluttede Guttenbergs politiske karriere. Senere mistede også videnskabsminister Annette Schavan sin doktortitel og embede af samme grund.
Den slags arbejdsulykker i den tyske ekspert-, akademiker- og politikerkultur er ikke uden underholdningsværdi. Men den er stabil i modsætning til den danske – det gælder også rollefordelingen. “I Tyskland udspørger journalister eksperter. At journalister interviewer journalister – det findes egentlig ikke”, siger Birgit Stöber.
I Tyskland ville man således næppe kunne forestille sig en zigzagkarriere som for eksempel Henrik Qvortrups fra rollen som spindoktor for en partichef via chefredaktørposten ved et sladderblad til “toneagivende analytiker i landet” ved en af landets største tv-stationer. Lige så utænkeligt er det, at en ledende tysk politiker i Merkel-klassen vil gå efter og fastholde regeringsmagten ved at spille på frygten for de fremmede og slå kludene sammen med et populistisk parti a la Dansk Folkeparti.
Hun sagde handlingsalgoritmer I forbindelse med reaktionerne på Pegida er det interessant, at en tidligere præst, Frank Richter, en temmelig neutral “ekspert for offentlig mediation”, citeres ofte. Richter kommer fra borgerbevægelsen i det tidligere DDR og er leder af institut for politisk dannelse i Dresden.
Frank Richter kæmper konstant for at få mennesker med modstridende holdninger til temaer som indvandring og fremtidsangst til “det runde bord” – siden opgøret med DDR-diktaturet et symbol i Tyskland for åben dialog mellem borgere, politikere og eksperter. Hertil inviteres nu også Pegida-tilhængere og -fortalere. Det sker ikke uden modstand. SPD, Die Grünen og Linke mener, at man ikke skal tale med racister. Dem skal man blot bekæmpe. Richter indvender derimod i utallige interviews, at det er helt essentielt i et samfund at holde dialogen åben: “Kommunikation kan gå galt. Mangel på kommunikation går galt”.
Den tyske offentlighed inklusive politikerne strides om det, men alle tager Richter i rollen som “dialogekspert” alvorligt. Man forlanger ikke konstant af ham, at han skal sige “ja” eller “nej”. Man lytter til ham. Også Angela Merkel siger udtrykkeligt, at hun gerne lytter til eksperter. I det pompøse forbundskanslerkontor ved Spree forsøger hun ligefrem “at ordne det, så man kan udlede handlingsalgoritmer”. Det overraskede også Frankfurter Allgemeine Zeitung: “Det er sandt: Hun sagde virkelig handlingsalgoritmer”.
“Tolerance og gensidig respekt er også vigtigt”, tilføjede Merkel. Efter at hun havde lyttet til eksperter, som præsenterede deres videnskabeligt funderede ideer for en bedre verden, tog hun afsked med følgende sætning:
“Vi forsøger nu at strukturere dette, så man kan udlede handlingsalgoritmer”.
En forbløffende akademisk formulering fra en regeringschef. Men her taler vi altså også om en kvinde, som i sine unge år skrev en doktorafhandling med titlen “Untersuchung des Mechanismus von Zerfallsreaktionen mit einfachem Bindungsbruch” og fik topkarakteren “magna cum laude”.
Jeg oplevede selv Merkel for første gang i 1995 ved en EU-konference i Esbjerg, som jeg dækkede som Skandinavien-korrespondent for det store tyske pressebureau Deutsche Presse-Agentur. Den unge endnu uerfarne miljøminister forsøgte på en noget akavet måde at øve indflydelse på min ubetydelige rapportering fra mødet. “Hun bliver ikke til noget”, tænkte jeg i mit stille sind.
Det viste sig at være en fejlvurdering. Præcis det samme kan man sige om min overbevisning om, at danskerne af natur er mere afslappede, bløde og pragmatiske i omgangen med den offentlige meningsdannelse og deres eksperter.
Sådan var det engang – før Fogh – vi tyskere med tilknytning til Danmark var næsten alle misundelige på det lille lykkelige land, som vi rapporterede fra. Anders Fogh Rasmussens nytårs-fatwa i 2002 mod “smagsdommerne” og det akademiske “ekspertvælde” markerede et af vendepunkterne. Dengang var det bare en lille notits, som ikke fik stor opmærksomhed. Der var skarpere og mere markante vendepunkter: Den hårde danske udlændingepolitik og Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten.
Det rapporterede vi om.
Respekt for akademiske titler
I de tyske medier og ministerier lytter man gerne til forklaringer fra mennesker, som virkelig har lært et fag.
“Tyskerne har meget stor respekt for eksperter og især de akademiske eksperter. På det punkt er der slet ikke noget, der ændrer sig”, siger Michael Kuttner, mangeårig korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin. Han vurderer, at niveauet på ekspertudtalelser i de tyske medier er “meget højt”, og at de “ofte er bedre gennemtænkt end i Danmark”. Kuttner oplever, at den akademiske ekspertelite i Tyskland lider under “en ubevidst politisk korrekthed”, som gør diskussionerne forudseelige. Desuden foregår debatten ofte uden deltagelse af “almindelige mennesker”.
I en artikel i Jyllands-Posten, hvor Kuttner skriver om den tyske debatkultur, citerer han en ekspert fra Stuttgart, sociolog og professor emeritus Oscar Gabriel: “Der er fortiden med Holocaust og ansvaret for to verdenskrige”. Derfor gælder det, at det “i Tyskland er umuligt at præsentere ekstreme synspunkter, hvis man vil tages alvorligt”.
Klarere kan det ikke siges. Den 20 år yngre sociolog Steffen Mau fra universitetet i Bremen finder for sin egen generation andre forhold vigtigere: “Fortidens skygger er ikke mere det udslagsgivende. Den yngre forskergeneration er pragmatisk orienteret og tilhører desuden en totalt internationaliseret ekspertkultur. Policy learning og best practice er det, der tæller”.
Politikere omfavner eksperter
Mau oplever hos de tyske politikere en stor og tiltagende beredvillighed til at lade sig rådgive af akademiske eksperter: “Der er endda vækst i ekspertantallet”. Steffen Mau ser hverken hos sig selv eller hos sine kolleger den mindste modvilje mod også at ytre sig politisk i medierne. Men man kan af og til være “skuffet over, at så ringe en mængde af de videnskabelige erkendelser bliver til realpolitik”.
Han bekræfter, at der hersker en konsensuskultur i medierne: “I den offentlige meningsdannelse er der et velfungerende samspil mellem journalister og eksperter, og hos læsere og tilskuere bestemt også skepsis”. Men når man nu engang videnskabeligt ikke kan finde evidens for, at indvandring islamiserer samfundet, så er der konsensus om, at populister som bestsellerforfatteren Thilo Sarrazin har ringe substans: “Videnskab bygger nu engang ikke på værtshussnak”.
Denne holdning er der også mange i Tyskland, som finder elitær. Ved Pegida-demonstrationerne blev der ikke blot demonstreret mod den påståede “islamisering af aftenlandet”, men også mod “løgnepressen”. Dermed mener demonstranterne også de eksperter, som i de tyske medier ret enstemmigt forklarer dem, at indvandring grundlæggende er positiv og en berigelse.
Danmark dyrker ekstremer
Jeg oplever selv næsten altid tyske ekspertudsagn som mere stilfærdige, med mere plads til nuancer og frem for alt præget af mindre trang til ekstreme positioner og til den entydige ja/nej-stillingtagen. Mit indtryk er, at de tyske videnskabsfolk i mindre grad føler sig underlagt politisk pres end deres danske kolleger.
Lektor i kulturgeografi Birgit Stöber ved CBS på Frederiksberg og med bopæl i Berlin udgav i 2014 på tysk studiet: “Von glücklichen Dänen lernen? Wohlfahrtsstaat und Zivilgesellschaft im demografischen Wandel”. Hun kender ekspertmiljøet i begge lande og siger: “Et initiativ som Foghs mod smagsdommere og akademiske eksperter ville være utænkeligt i Tyskland, for politikerne blander sig ikke i videnskaben og slet ikke med en mundkurv. Ramaskriget ville have været større i Tyskland”.
At alt nu engang er større i Tyskland, ser Stöber også rent praktisk som en parameter:
“De få eksperter i Danmark bliver igen og igen interviewet af medierne og føler sig måske også derfor mere pressede til at komme med originale, medieegnede og politisk vurderende udtalelser”. Omvendt nævner hun som et absolut plus for den danske debatkultur, at danskere tænker mindre hierarkisk og derfor er mindre respektfulde i omgangen med eksperter.
Snobberi og fusk
Akademiske titler fremhæves i Tyskland ved enhver både passende og upassende lejlighed.
Man kan endda lade sin doktortitel indskrive i sit pas. Titlen smelter nærmest sammen med navnet og øger bærerens status. Den øger naturligvis også løn og honorarer. Og derfor vil alle gerne være doktor, også politikere og nogen af dem endda for enhver pris. Den politiske stjerne Karl-Theodor zu Guttenberg blev anset som en oplagt efterfølger til Merkel. Han udarbejdede sin doktorafhandling “Verfassung und Verfassungsvertrag” med flittig brug af copy and paste. Det opdagede computernørder og dermed sluttede Guttenbergs politiske karriere. Senere mistede også videnskabsminister Annette Schavan sin doktortitel og embede af samme grund.
Den slags arbejdsulykker i den tyske ekspert-, akademiker- og politikerkultur er ikke uden underholdningsværdi. Men den er stabil i modsætning til den danske – det gælder også rollefordelingen. “I Tyskland udspørger journalister eksperter. At journalister interviewer journalister – det findes egentlig ikke”, siger Birgit Stöber.
I Tyskland ville man således næppe kunne forestille sig en zigzagkarriere som for eksempel Henrik Qvortrups fra rollen som spindoktor for en partichef via chefredaktørposten ved et sladderblad til “toneagivende analytiker i landet” ved en af landets største tv-stationer. Lige så utænkeligt er det, at en ledende tysk politiker i Merkel-klassen vil gå efter og fastholde regeringsmagten ved at spille på frygten for de fremmede og slå kludene sammen med et populistisk parti a la Dansk Folkeparti.
Hun sagde handlingsalgoritmer I forbindelse med reaktionerne på Pegida er det interessant, at en tidligere præst, Frank Richter, en temmelig neutral “ekspert for offentlig mediation”, citeres ofte. Richter kommer fra borgerbevægelsen i det tidligere DDR og er leder af institut for politisk dannelse i Dresden.
Frank Richter kæmper konstant for at få mennesker med modstridende holdninger til temaer som indvandring og fremtidsangst til “det runde bord” – siden opgøret med DDR-diktaturet et symbol i Tyskland for åben dialog mellem borgere, politikere og eksperter. Hertil inviteres nu også Pegida-tilhængere og -fortalere. Det sker ikke uden modstand. SPD, Die Grünen og Linke mener, at man ikke skal tale med racister. Dem skal man blot bekæmpe. Richter indvender derimod i utallige interviews, at det er helt essentielt i et samfund at holde dialogen åben: “Kommunikation kan gå galt. Mangel på kommunikation går galt”.
Den tyske offentlighed inklusive politikerne strides om det, men alle tager Richter i rollen som “dialogekspert” alvorligt. Man forlanger ikke konstant af ham, at han skal sige “ja” eller “nej”. Man lytter til ham. Også Angela Merkel siger udtrykkeligt, at hun gerne lytter til eksperter. I det pompøse forbundskanslerkontor ved Spree forsøger hun ligefrem “at ordne det, så man kan udlede handlingsalgoritmer”. Det overraskede også Frankfurter Allgemeine Zeitung: “Det er sandt: Hun sagde virkelig handlingsalgoritmer”.
