Bekæmp tavshedskulturen
LEDER af Ingrid Stage
Danmark skal ifølge mange ledende politikere kendes på en uindskrænket ytringsfrihed. Vi vil have lov til at være kritiske over for alt og alle, til at satirisere og sågar håne til højre og venstre. Der er ikke plads til noget “ytringsfrihed, men …” eller noget tabu her.
Når det er det budskab, der blæses ud i den offentlige debat igen og igen, kan det undre, at vi samtidig kan konstatere, at der på mange arbejdspladser er vokset en kultur af selvcensur og tavshed op gennem de seneste par årtier. Det gælder ikke mindst blandt offentligt ansatte og i særdeleshed vores embedsmænd. Den kultur skal der gøres op med, for vi har brug for, at vores offentligt ansatte deltager med deres faglige viden i den offentlige debat. Det er en kerneværdi i et demokratisk samfund og et vigtigt bidrag til samfundsudviklingen.
Den naturlige loyalitet over for arbejdspladsen og accept af ledelseshierarkiet må ikke stå i vejen for den åbne diskussion på arbejdspladsen af forskellige eller decideret modstridende faglige vurderinger. Grundloven og forvaltningsloven giver reelt meget vide rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed og sætter tilsvarende snævre grænser for at pålægge medarbejdere tavshedspligt. Men desværre er der på mange offentlige arbejdspladser i både ledelsen og medarbejdergruppen ret stort ukendskab til ansattes ret til at sige fra og om nødvendigt råbe op, når man opdager uhensigtsmæssige forhold eller oplever, at der træffes beslutninger, som er i modstrid med den faglige viden, man som medarbejder sidder inde med.
Vi har alt for ofte set loyalitetskortet blive stukket ud af ledelser, der finder medarbejderens fagligt begrundede kritiske ytringer ubekvemme. Selv om medarbejderen måske er ansat netop på grund af sin højt specialiserede viden. Og selv om medarbejdere ikke lovligt kan fyres eller på anden måde sanktioneres for faglig begrundet kritik, har vi i pressen gennem de seneste år kunnet læse om flere tilfælde, hvor en medarbejder har mistet jobbet på grund af en kritisk ytring, uanset at denne har været fuldstændig inden for grundlovens og forvaltningslovens rammer for ytringsfrihed. Det siger næsten sig selv, at når man som ansat oplever, at en kollega har måttet betale dyrt for at leve op til sin samfundspligt og sige fra, så vil det føre til selvcensur på arbejdspladsen. Til skade for os alle sammen.
Et stigende antal DM-medlemmer bliver ansat i de offentlige forvaltninger. Nogle som generalister og mange som specialister. Det er medarbejdere, der er helt nødvendige for kvaliteten af de ydelser, institutionen skal levere, og det vidensgrundlag, på hvilket vores politikere former holdninger og træffer beslutninger. Hvis deres faglige vurderinger så alligevel ikke inddrages, bliver affejet og modarbejdet af ledelser, der måske forsøger at tilpasse sig politiske strømninger, vil mange medarbejdere føle deres faglige integritet stærkt krænket. Men på grund af frygt for job og karriere vil de måske alligevel undlade at sige højlydt fra. En sådan selvcensur og tavshedskultur, hvor vores medlemmer undlader at komme åbent frem med deres faglige viden, ved vi er en medvirkende årsag til et dårligt psykisk arbejdsmiljø på mange offentlige arbejdspladser.
Der er derfor et stærkt behov for langt mere viden blandt medarbejdere og ledelser om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed. Og der er behov for at styrke ansættelsestrygheden for medarbejdere, der gør opmærksom på ulovlige dispositioner, forkerte beslutninger og uhensigtsmæssige forhold på arbejdspladsen. Der er i særdeleshed behov for at skabe en ny åbenhedskultur på vores offentlige arbejdspladser, hvor medarbejdernes ytringsfrihed og tilliden til deres faglige vurderinger er i centrum. Det arbejde burde politikerne tage på sig. Giv eventuelt kampen for håneretten en velfortjent pause. Og kæmp i stedet for, at Danmark bliver kendt for en virksomhedskultur præget af tryghed, åbenhed og demokrati.
Danmark skal ifølge mange ledende politikere kendes på en uindskrænket ytringsfrihed. Vi vil have lov til at være kritiske over for alt og alle, til at satirisere og sågar håne til højre og venstre. Der er ikke plads til noget “ytringsfrihed, men …” eller noget tabu her.
Når det er det budskab, der blæses ud i den offentlige debat igen og igen, kan det undre, at vi samtidig kan konstatere, at der på mange arbejdspladser er vokset en kultur af selvcensur og tavshed op gennem de seneste par årtier. Det gælder ikke mindst blandt offentligt ansatte og i særdeleshed vores embedsmænd. Den kultur skal der gøres op med, for vi har brug for, at vores offentligt ansatte deltager med deres faglige viden i den offentlige debat. Det er en kerneværdi i et demokratisk samfund og et vigtigt bidrag til samfundsudviklingen.
Den naturlige loyalitet over for arbejdspladsen og accept af ledelseshierarkiet må ikke stå i vejen for den åbne diskussion på arbejdspladsen af forskellige eller decideret modstridende faglige vurderinger. Grundloven og forvaltningsloven giver reelt meget vide rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed og sætter tilsvarende snævre grænser for at pålægge medarbejdere tavshedspligt. Men desværre er der på mange offentlige arbejdspladser i både ledelsen og medarbejdergruppen ret stort ukendskab til ansattes ret til at sige fra og om nødvendigt råbe op, når man opdager uhensigtsmæssige forhold eller oplever, at der træffes beslutninger, som er i modstrid med den faglige viden, man som medarbejder sidder inde med.
Vi har alt for ofte set loyalitetskortet blive stukket ud af ledelser, der finder medarbejderens fagligt begrundede kritiske ytringer ubekvemme. Selv om medarbejderen måske er ansat netop på grund af sin højt specialiserede viden. Og selv om medarbejdere ikke lovligt kan fyres eller på anden måde sanktioneres for faglig begrundet kritik, har vi i pressen gennem de seneste år kunnet læse om flere tilfælde, hvor en medarbejder har mistet jobbet på grund af en kritisk ytring, uanset at denne har været fuldstændig inden for grundlovens og forvaltningslovens rammer for ytringsfrihed. Det siger næsten sig selv, at når man som ansat oplever, at en kollega har måttet betale dyrt for at leve op til sin samfundspligt og sige fra, så vil det føre til selvcensur på arbejdspladsen. Til skade for os alle sammen.
Et stigende antal DM-medlemmer bliver ansat i de offentlige forvaltninger. Nogle som generalister og mange som specialister. Det er medarbejdere, der er helt nødvendige for kvaliteten af de ydelser, institutionen skal levere, og det vidensgrundlag, på hvilket vores politikere former holdninger og træffer beslutninger. Hvis deres faglige vurderinger så alligevel ikke inddrages, bliver affejet og modarbejdet af ledelser, der måske forsøger at tilpasse sig politiske strømninger, vil mange medarbejdere føle deres faglige integritet stærkt krænket. Men på grund af frygt for job og karriere vil de måske alligevel undlade at sige højlydt fra. En sådan selvcensur og tavshedskultur, hvor vores medlemmer undlader at komme åbent frem med deres faglige viden, ved vi er en medvirkende årsag til et dårligt psykisk arbejdsmiljø på mange offentlige arbejdspladser.
Der er derfor et stærkt behov for langt mere viden blandt medarbejdere og ledelser om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed. Og der er behov for at styrke ansættelsestrygheden for medarbejdere, der gør opmærksom på ulovlige dispositioner, forkerte beslutninger og uhensigtsmæssige forhold på arbejdspladsen. Der er i særdeleshed behov for at skabe en ny åbenhedskultur på vores offentlige arbejdspladser, hvor medarbejdernes ytringsfrihed og tilliden til deres faglige vurderinger er i centrum. Det arbejde burde politikerne tage på sig. Giv eventuelt kampen for håneretten en velfortjent pause. Og kæmp i stedet for, at Danmark bliver kendt for en virksomhedskultur præget af tryghed, åbenhed og demokrati.
