Dansk Magisterforening

Nyt pres på MP Pension for grøn omstilling

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Sidste år afviste MP Pensions generalforsamling at afvikle alle kul-, olie- og gasinvesteringer. Med et mindre vidtgående forslag håber 130 pensionskassemedlemmer bag initiativet Ansvarlig Fremtid, at de i år kan trække pensionsselskabet i en grønnere retning. Generalforsamlingen finder sted 16. april.

De var en postgang for tidligt ude, da pensionskassemedlemmer tilknyttet netværket AnsvarligFremtid sidste år på MP Pensions generalforsamling stillede forslag om, at pensionsselskabet skulle trække sig helt ud af kul,- olie- og gasindustrierne.

Forslaget faldt, selv om 49 procent stemte for et fuldt frasalg af aktier i fossile brændsler, en såkaldt “divestment”.

I år stiller 130 medlemmer bag AnsvarligFremtid så med et kompromisforslag. Alle investeringer i kulselskaber skal droppes, og de økonomisk og klimamæssigt mest risikable investeringer i olie og gas skal ligeledes afvikles. Samtidig vil AnsvarligFremtid forpligte MP Pension til at arbejde mere målrettet for en grøn omstilling i de virksomheder, hvor selskabet bibeholder sine investeringer. De løber samlet op i godt to milliarder kroner.

Medlem af MP Pension, lektor ved Københavns Universitet Thomas Meinert Larsen, der er en af forslagsstillerne, mener, at dialogen med olie- og gasselskaberne er livsnødvendig.

“En virksomhed som DONG er blevet presset til at arbejde for en grøn omstilling, og det er ikke mindst, fordi investorerne har stillet krav om det. Den udvikling ser vi heldigvis flere steder. Men samtidig fortsætter andre med at udvinde olie og gas på måder, som er både rasende dyre og fuldstændigt uansvarlige, hvis man vil følge FN’s mål om at begrænse den globale opvarmning. Dem ønsker vi ikke at støtte med vores pensionsmidler”, mener Thomas Meinert Larsen.

Kul skal på pension

Forslaget fra AnsvarligFremtid bliver sendt til drøftelse til i alt seks akademiske pensionskasser.

Men selv om bestyrelsen i fx MP Pension ikke er forpligtet til at følge generalforsamlingens beslutninger, håber Thomas Meinert Larsen, at signalet vil være så stærkt, at der bliver lyttet.

“Pensionsselskabet skal være vores ven, ikke vores fjende. Vi vil gerne fremme dialogen, og derfor stiller vi på generalforsamlingen med det knap så vidtgående forslag. Til gengæld håber vi på, at MP Pension vil gå langt for at agere i overensstemmelse med medlemmernes ønsker”, forklarer han.

Det er ikke kun AnsvarligFremtid, der har blikket kritisk rettet mod pensionskassernes investeringer i fossile brændstoffer. De største investeringsfonde, herunder den norske oliefond, har solgt ud af kulaktier til en værdi af 325 milliarder kroner. Og Connie Hedegaard, EU’s klimakommissær indtil udgangen af 2014, skrev i et debatindlæg i Politiken 16. februar, hvordan hun fra sin udsigtspost i Bruxelles sidste år fulgte afstemningen i MP Pension:

“Jeg tænkte: wauw, hvordan få verden til at ændre investeringsmønstre … … når selv danske magistre siger nej til at diveste?” og senere i samme indlæg: “Mon ikke magistrene (medlemmer af MP Pension) på deres næste generalforsamling og mange andre med dem må erkende, at afkastet i olieøkonomien ikke er, hvad det har været. At det er tid at tænke nyt – og handle derefter”.

En ren afvikling af alle kul-, olie- og gasinvesteringer ligger ikke umiddelbart på skitsebordet i MP Pension.

Men pensionsselskabet vil ikke desto mindre godt imødekomme kritikerne, hvis der på generalforsamlingen viser sig at være stor nok opbakning til forslaget fra Ansvarlig Fremtid.

“Hvis tilpas mange pensionskassemedlemmer er interesserede i at trække deres investeringer helt ud af de fossile brændsler, så tager vi det naturligvis alvorligt. Så vil vi gerne initiere en grundig analyse af behovet for at etablere en særlig investeringsfond for den gruppe. Men det kræver, at de er mange nok”, forklarer Erik Alstrup, der er fungerende formand for MP Pension.

MP Pensions generalforsamling finder sted 16. april i København.
}