Når magistre ryger hash
Et nyt speciale med topkarakter i sociologi fra Københavns Universitet beskriver, hvordan akademikere bruger cannabis til at stresse af med i en hverdag med adgang til arbejdsmailen døgnet rundt på mobiltelefonen.
“Ryger du joints?” Sådan lød overskriften i en lidt usædvanlig note, der mødte Magisterbladets læsere i april.
I noten stod der blandt andet: Tager du euforiserende stoffer, eller fyrer du en fed indimellem? Så vil to specialestuderende på Sociologisk Institut på KU gerne i forbindelse med dig. De efterlyser højtuddannede, der har erfaringer med euforiserende stoffer.
De to nyudklækkede cand.scient.soc’er fra Københavns Universitet Maj Witte og Lea Trier Krøll har netop fået bedømt deres speciale i sociologi, “Rusens tid”, med topkarakteren 12.
Ressourcestærke hashrygere
I specialet har de to forfattere interviewet 16 voksne med fuldtidsarbejde – herunder 10 magistre og andre akademikere – for at finde ud af, hvordan de bruger blandt andet cannabis i hverdagen.
“Brugen af cannabis og andre euforiserende rusmidler i befolkningen har ligget på et historisk højt niveau siden 90’erne. I behandlingsvæsnet har man samtidig siden 00’erne set, at en ny ressourcestærk brugergruppe med et velfungerende arbejds- og familieliv i stigende omfang efterspørger behandling. Vi syntes, det var interessant at sætte fokus på netop denne gruppes oplevelser med rusmidler”, forklarer Lea Trier Krøll.
Makkerparret lagde mærke til, at især flere akademikere fortalte om et liv med flekstid, hvor man konstant kropsligt og mentalt er i nærheden af sit arbejde.
“Vi lagde mærke til, at flere akademikere omtalte brugen af cannabis som noget, der fik dem ud af den fremtids- og resultatorienterede tankegang, der ellers gennemsyrer deres hverdag. Rusmidler ændrede deres opfattelse af tid i hverdagen, fortalte de, og det var det, vi valgte, at fokusere på”, fortæller Maj Witte.
I modsætning til hvad man måske normalt hører, beskriver akademikere nemlig ikke brugen af cannabis som en aktivitet, der sætter hverdagens gøremål over styr. I stedet for beskriver de det som noget, der giver dem mulighed for at genvinde kontrollen over fritiden.
“Grænsen mellem arbejde og fritid er flydende for mange akademikere: Mange har flekstid, og man er konstant i nærheden af sit arbejde fx på mail eller på telefonen. Det kræver i høj grad, at man selv er i stand til at skabe en fornuftig balance mellem arbejde og fritid, men det er ikke altid lige let, og det er her, at cannabissen kommer ind i billedet”, siger Maj Witte.
En anden tidsfornemmelse
Cannabissen giver akademikerne en anden tidslig fornemmelse, der gør, at de lettere kan tjekke ud af den tankegang, der ellers præger dem, når de er på arbejde. Som HR-manageren “Kristian”, der er i slutningen 30’erne, beskriver det i specialet:
“Det handler meget om temposkift fra noget, der er meget højopkogt […] til et helt andet gear […] så har jeg jo en dag, hvor det går rigtig, rigtig, rigtig stærkt, og jeg har mange store tanker, og jeg føler, det er supervigtigt, det, jeg selv laver […] Men når jeg kommer hjem, så har jeg brug for at koble lidt mere fra, det kan godt være svært nogle gange for mig. Så … at få styr på tankerækkerne og holde op med at tænke arbejde, når jeg er hjemme, og være i nuet; i stedet for hele tiden at prøve at tænke fremad […] og det kan jeg så bruge cannabis til […] at koble fra”.
Ifølge Maj Witte og Lea Trier Krøll er der flere af de interviewede akademikere, der ønsker et klarere skel mellem den tidsoplevelse, der præger arbejde, og den, der præger fritiden.
“Den form for vidensarbejde, mange akademikere udfører, kræver et personligt engagement, det kan være svært at slukke for, når arbejdstiden officielt er slut kl. 16.00. Arbejdet bliver allestedsnærværende i deres liv, og det følger med hjem som en stemning i kroppen eller som tanker, de ikke kan slippe. Her kan det at ryge cannabis for nogle opleves som en måde at genskabe grænsen mellem arbejdstid og fritid på”, forklarer Lea Trier Krøll.
Men flere af de interviewede fortæller også, at cannabisrygningen kan fungere som en kropslig “stopklods”, som én af dem udtrykker det, både fordi de føler, at de ikke må eller bør arbejde, når de er påvirkede, og fordi de helt fysisk bliver trætte og afslappede.
“Man er simpelthen ikke egnet til at arbejde, og man har ikke lyst til at arbejde eller være produktiv på det tidspunkt […] jeg føler, at det egentlig er en hjælp for mig til at komme ud af dét mindset”, som informationsmedarbejderen "Henrik", der er i midten af trediverne, udtrykker det.
Bange for stigmatisering
Selvom de interviewede har tænkt over deres brug af cannabis, så præger det dem, at de er bange for at blive stigmatiseret som misbrugere af omverdenen.
“De opfatter sig selv som brugere, men de oplever, at de bliver opfattet som misbrugere og som sølle, og de er utilfredse med, at det over én kam er ulovligt. Flere af respondenterne giver udtryk for, at man ligesom med alkohol helt klart bør forbyde salg af cannabis til børn under 18 år, men at man kan diskutere, om lovgivningen derudover bør lempes”, siger Maj Witte.
Samtidig lægger specialet op til en diskussion af, hvem der har ansvaret for tidsstrukturerne i hverdagen.
“Måske skal man spørge, om arbejdspladserne også har et ansvar for at skabe sunde tidsmiljøer i deres medarbejderes liv, fx med klare regler for, hvornår man tager telefonen og tjekker mailen. Og hvornår man ikke gør det. Men det handler nok også bredere om arbejdets kultur, når arbejdslivets mindset er svært at slippe i fritiden”, siger Maj Witte.
I noten stod der blandt andet: Tager du euforiserende stoffer, eller fyrer du en fed indimellem? Så vil to specialestuderende på Sociologisk Institut på KU gerne i forbindelse med dig. De efterlyser højtuddannede, der har erfaringer med euforiserende stoffer.
De to nyudklækkede cand.scient.soc’er fra Københavns Universitet Maj Witte og Lea Trier Krøll har netop fået bedømt deres speciale i sociologi, “Rusens tid”, med topkarakteren 12.
Ressourcestærke hashrygere
I specialet har de to forfattere interviewet 16 voksne med fuldtidsarbejde – herunder 10 magistre og andre akademikere – for at finde ud af, hvordan de bruger blandt andet cannabis i hverdagen.
“Brugen af cannabis og andre euforiserende rusmidler i befolkningen har ligget på et historisk højt niveau siden 90’erne. I behandlingsvæsnet har man samtidig siden 00’erne set, at en ny ressourcestærk brugergruppe med et velfungerende arbejds- og familieliv i stigende omfang efterspørger behandling. Vi syntes, det var interessant at sætte fokus på netop denne gruppes oplevelser med rusmidler”, forklarer Lea Trier Krøll.
Makkerparret lagde mærke til, at især flere akademikere fortalte om et liv med flekstid, hvor man konstant kropsligt og mentalt er i nærheden af sit arbejde.
“Vi lagde mærke til, at flere akademikere omtalte brugen af cannabis som noget, der fik dem ud af den fremtids- og resultatorienterede tankegang, der ellers gennemsyrer deres hverdag. Rusmidler ændrede deres opfattelse af tid i hverdagen, fortalte de, og det var det, vi valgte, at fokusere på”, fortæller Maj Witte.
I modsætning til hvad man måske normalt hører, beskriver akademikere nemlig ikke brugen af cannabis som en aktivitet, der sætter hverdagens gøremål over styr. I stedet for beskriver de det som noget, der giver dem mulighed for at genvinde kontrollen over fritiden.
“Grænsen mellem arbejde og fritid er flydende for mange akademikere: Mange har flekstid, og man er konstant i nærheden af sit arbejde fx på mail eller på telefonen. Det kræver i høj grad, at man selv er i stand til at skabe en fornuftig balance mellem arbejde og fritid, men det er ikke altid lige let, og det er her, at cannabissen kommer ind i billedet”, siger Maj Witte.
En anden tidsfornemmelse
Cannabissen giver akademikerne en anden tidslig fornemmelse, der gør, at de lettere kan tjekke ud af den tankegang, der ellers præger dem, når de er på arbejde. Som HR-manageren “Kristian”, der er i slutningen 30’erne, beskriver det i specialet:
“Det handler meget om temposkift fra noget, der er meget højopkogt […] til et helt andet gear […] så har jeg jo en dag, hvor det går rigtig, rigtig, rigtig stærkt, og jeg har mange store tanker, og jeg føler, det er supervigtigt, det, jeg selv laver […] Men når jeg kommer hjem, så har jeg brug for at koble lidt mere fra, det kan godt være svært nogle gange for mig. Så … at få styr på tankerækkerne og holde op med at tænke arbejde, når jeg er hjemme, og være i nuet; i stedet for hele tiden at prøve at tænke fremad […] og det kan jeg så bruge cannabis til […] at koble fra”.
Ifølge Maj Witte og Lea Trier Krøll er der flere af de interviewede akademikere, der ønsker et klarere skel mellem den tidsoplevelse, der præger arbejde, og den, der præger fritiden.
“Den form for vidensarbejde, mange akademikere udfører, kræver et personligt engagement, det kan være svært at slukke for, når arbejdstiden officielt er slut kl. 16.00. Arbejdet bliver allestedsnærværende i deres liv, og det følger med hjem som en stemning i kroppen eller som tanker, de ikke kan slippe. Her kan det at ryge cannabis for nogle opleves som en måde at genskabe grænsen mellem arbejdstid og fritid på”, forklarer Lea Trier Krøll.
Men flere af de interviewede fortæller også, at cannabisrygningen kan fungere som en kropslig “stopklods”, som én af dem udtrykker det, både fordi de føler, at de ikke må eller bør arbejde, når de er påvirkede, og fordi de helt fysisk bliver trætte og afslappede.
“Man er simpelthen ikke egnet til at arbejde, og man har ikke lyst til at arbejde eller være produktiv på det tidspunkt […] jeg føler, at det egentlig er en hjælp for mig til at komme ud af dét mindset”, som informationsmedarbejderen "Henrik", der er i midten af trediverne, udtrykker det.
Bange for stigmatisering
Selvom de interviewede har tænkt over deres brug af cannabis, så præger det dem, at de er bange for at blive stigmatiseret som misbrugere af omverdenen.
“De opfatter sig selv som brugere, men de oplever, at de bliver opfattet som misbrugere og som sølle, og de er utilfredse med, at det over én kam er ulovligt. Flere af respondenterne giver udtryk for, at man ligesom med alkohol helt klart bør forbyde salg af cannabis til børn under 18 år, men at man kan diskutere, om lovgivningen derudover bør lempes”, siger Maj Witte.
Samtidig lægger specialet op til en diskussion af, hvem der har ansvaret for tidsstrukturerne i hverdagen.
“Måske skal man spørge, om arbejdspladserne også har et ansvar for at skabe sunde tidsmiljøer i deres medarbejderes liv, fx med klare regler for, hvornår man tager telefonen og tjekker mailen. Og hvornår man ikke gør det. Men det handler nok også bredere om arbejdets kultur, når arbejdslivets mindset er svært at slippe i fritiden”, siger Maj Witte.
