"Fordi jeg kan li' det..."
Forskere og eksperter får mere plads i medierne end for 13 år siden, da statsminister Anders Fogh Rasmussen satte eksperter og smagsdommere i skammekrogen. Men forskerne skal have tid til formidling, hvis de skal styrke den offentlige debat yderligere, påpeger forskere.
En pædofilianklage mod en mandlig pædagog, der udvikler sig til et massehysteri i en lille dansk landsby.
Det er omdrejningspunktet for filmen “Jagten”, der indbragte Mads Mikkelsen Den Gyldne Palme i Cannes for portrættet af Lucas.
Før filmens premiere er forskergruppen Paradox på Aarhus Universitet klar med en ny undersøgelse. Den viser bl.a., at en række institutioner har indført regler om, at mandlige pædagoger ikke må være alene med de små eller have dem på skødet af frygt for både overgreb og uberettiget mistanke.
Ph.d.-studerende Else-Marie Buch Leander, der er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk og medstifter af Paradox, stod over for et svært valg:
“Ville det være populistisk at gå ud med resultaterne, tre måneder før vi havde planlagt, og dermed skabe synergi med “Jagten”? Eller skulle vi offentliggøre vores resultater senere som planlagt og risikere, at ingen gad tage den debat længere?”Forskerne valgte det første. Deres forskning skulle på banen. Resultaterne skulle kvalificere den offentlige debat.
Else-Marie Buch Leander er ikke den eneste forsker, som vil ud over rampen og være en del af debatten. En rundspørge fra Magisterbladet, som 460 forskere har svaret på, viser følgende:
94 procent mener, at forskere skal deltage i den offentlige debat, og tre ud af fire udtaler sig til medierne. Men ikke nok med det. Svarene afspejler også noget, der kan tolkes som idealisme. Under 25 procent mener, at forskerne skal belønnes økonomisk for at deltage i samfundsdebatten. 62 procent mener ligefrem, at forskerne har pligt til at deltage – og det uanset at kun hver femte forsker mener, at resultaterne har gennemslagskraft over for politikerne.
Er det overraskende?
I efteråret 2014 gik uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) til angreb på Anders Fogh Rasmussens nytårstale om smagsdommere.
I et stort interview i Berlingske meldte hun klart ud: Forskere skal deltage i den offentlige debat. Forskere og eksperter skal blande sig, dele deres viden og udfordre os. Ministeren uddybede, at forskere er blevet decideret bange for at deltage i den offentlige debat efter Foghs bandbulle:
“Det er det, jeg oplever, når jeg møder forskere. Mange af dem mener, at alt, hvad der vedrører politik og debat, er blevet et stort og beskidt område. Samtidig føler flere af dem, at de er blevet bandlyst fra debatten. Det går bare ikke. Det er en farlig udvikling”.
Resultaterne af Magisterbladets rundspørge tyder på, at ministeren tager fejl. For eksempel er det kun 15 procent, der mener, at det akademiske niveau i medierne er for lavt til klassisk forskningsformidling.
Klare i mælet
Når forskerne blander sig, så skyldes det både pligt og lyst. Det viser en lang række kommentarer fra forskerne i undersøgelsen. Her går især fire centrale synspunkter igen:
En typisk kommentar i undersøgelsen lyder:
“Den samfundsmæssige relevans af forskningen må frem i lyset. Med viden og indsigt i specifikke områder mener jeg, at forskere har en pligt til at formidle til lægmand”, kommenterer en forsker i naturvidenskab fra Aarhus Universitet.
Når forskerne skal forklare, hvorfor de udtaler sig til medierne, er svaret lige så klart:
“Fordi jeg kan lide det, og fordi jeg mener, at det er en forpligtigelse, når jeg laver skattefinansieret forskning”, siger en fastansat forsker inden for samfundsvidenskab.
Rektor på Københavns Universitet og formand for landets rektorer Ralf Hemmingsen er enig i, at lyst og pligtfølelse driver forskerne frem. Men samtidig peger han på, at både forskere og institutter har en klar egeninteresse i at være synlige.
“De har mulighed for at tiltrække flere eksterne midler til projekter eller være med til at vise forskningsverdenen, at lige præcis deres institut er ledende på et bestemt område”, siger Ralf Hemmingsen.Massiv omtale i tre uger
For Else-Marie Buch Leander skabte samspillet mellem forskningsresultaterne og filmen med sin kunstneriske bearbejdelse en fantastisk synergieffekt. Hun lavede sammen med BUPL, som havde støttet undersøgelsen økonomisk, en mediestrategi. Og det lykkedes dem at bringe debatten videre med ny viden.
“Det blev et stort, strategisk spil, som egentlig var spændende at deltage i, men også hårdt. Der var 2-3 uger, hvor emnet fyldte massivt i medierne, og jeg kom nærmest under belejring, som sad jeg på statshemmeligheder. Så var det med at holde tungen lige i munden og præsentere stoffet sagligt”, siger Else-Marie Buch Leander, som er ansat på Institut for Kultur og Samfund under Aarhus Universitet og er i gang med sin ph.d. om frygt for seksuelle overgreb på børn.
Forskere på banen
Forskerne udtaler sig markant mere i dag. Det viser en opgørelse fra Infomedia til Magisterbladet over antallet af udtalelser i henholdsvis oktober 2000 og oktober 2014.
Professor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet er modsat ministeren ikke overrasket over den stigende brug af forskere i medierne. Der skal nemlig to til tango. Stigningen handler også om, at medierne leder efter citatvenlige forskere.
“Journalister og medier kan godt lide at bruge forskere og eksperter som baggrund for kritik og til at afgøre stridsspørgsmål. Om noget er forskningen nok blevet mere synlig”, siger Mark Ørsten.
Han forklarer Sofie Carsten Nielsens udmelding om de skræmte forskere som et politisk signal og et forsøg på at vinde noget goodwill. Ikke mindst efter dimensioneringsdebatten.
“Der er ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, at forskerne skulle have holdt sig tilbage i debatten siden Foghs udmelding. Det er nok et forsøg på at sende det signal til universitetsverdenen, at vi gerne vil jer. Både Magisterbladets undersøgelse og forskning på området viser, at der allerede er ret mange forskere på banen”, siger Mark Ørsten.
Fogh fik indflydelse
Selv om forskere og eksperter ikke holder sig tilbage i den offentlige debat, så er der ingen tvivl om, at Foghs værdikamp fik stor indflydelse. Den endte med at koste livet for en række statslige nævn og råd. Det mærkede man også på miljøområdet, forklarer seniorforsker i miljøsociologi Lars Kjerulf Petersen, som Magisterbladet møder en råkold dag ved Roskilde Fjord. Her ligger det gamle Risø og det nuværende Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet, hvor Lars Kjerulf Petersen har været ansat i 11 år.
“Foghs politik medførte, at det var en bestemt slags ekspertise og magtudøvelse, man ønskede, frem for en anden. Det førte blandt andet til en decideret anti-miljøkamp med en voldsom neddrosling af indsatsen. Vindenergi blev kørt ud på et sidespor, og Miljøministeriet og fonde blev grovbarberet”, siger Lars Kjerulf Petersen.
Som forsker føler han, at han har gode muligheder for at deltage i den offentlige debat. Hans tværfaglige arbejde om grønne områder i byen har blandt andet ført til interviews i P1 Morgen og diverse fjernsynsudsendelser, ligesom det konkret er blevet brugt i de kommunale forvaltninger. Mulighederne for at blande sig afhænger af forskningsemne og timing.
“Der er en klangbund for min forskning i medierne. Men omhandler det f.eks. ny forskning i en trængselsring, og at vi skal gribe ind over for privatbilisme, så taler man for tiden nok for døve øren”, siger Lars Kjerulf Petersen.
Ikke anerkendt
At forskerne skal formidle, står skrevet i universitetsloven og i universiteternes vedtægter. Men forskernes deltagelse i den offentlige debat bliver slet ikke anerkendt af ledelserne på universiteterne. Det mener formand for universitetslærerne i DM Leif Søndergaard.
“De griner jo nærmest ad dig, hvis du på din forskningsindberetning skriver, at du har skrevet en kronik. Det gælder jo ikke for noget som helst, får man så at vide. Det vil sige, at man skal lave dette i sin fritid”, siger Leif Søndergaard, som er lektor på Molekylærbiologisk Institut på Københavns Universitet (KU).
“Jeg kender til adskillige tilfælde, hvor forskere har fået at vide, de ikke har publiceret forskning nok. Når de så forsvarer sig med, at de har skrevet kronikker og indlæg i populærvidenskabelige tidsskrifter, får de at vide, at de ikke har bevist forskningsindsatsen via videnskabelige artikler”, siger Leif Søndergaard.
Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen siger, at universiteterne har stor fokus på den offentlige debat og tager emnet alvorligt.
“Det tror jeg i højere grad end politiske udmeldinger er med til at give forskerne mod på at formidle deres viden og resultater”, siger Ralf Hemmingsen.
Ifølge rektorformanden har ledelserne på universiteterne en vigtig rolle i at påskynde og planlægge formidling.
“Det arbejde ved jeg allerede foregår på alle universiteterne”, siger Ralf Hemmingsen.
Ikke plads til forskning
Hovedproblemet er ifølge Leif Søndergaard, at hver enkelt universitetslærer bliver vejet på en vægtskål med forskning i den ene skål og undervisning i den anden.
Han forklarer, at universitetslærerne på KU derfor ønsker at få konkretiseret, hvad ledelsen accepterer, at de bruger arbejdstiden til.
Det samme efterlyser Lars Kjerulf Petersen. Han ønsker forskernes rammevilkår ændret.
“Vi er underlagt et absurd new public management-regime, hvor vi måles og evalueres på alle ting, men ikke på, hvor meget vi indgår i den offentlige debat. Hvis vi skal bruge tid på offentlig formidling, må det tage tid fra noget andet. Universiteterne og det politiske niveau må finde ud af, hvordan man skærer den kage”, siger han.
Else-Marie Buch Leander ønsker ligeledes, at formidling tænkes ind i forskningslivet. Det gælder også i selve ph.d.-uddannelsen.
“Når offentlig formidling er eksternt fra forskningen, vil mange vælge det fra, fordi det hverken giver stillinger eller anerkendelse. Derfor bør det integreres og anerkendes mere direkte”, siger hun.
Det er omdrejningspunktet for filmen “Jagten”, der indbragte Mads Mikkelsen Den Gyldne Palme i Cannes for portrættet af Lucas.
Før filmens premiere er forskergruppen Paradox på Aarhus Universitet klar med en ny undersøgelse. Den viser bl.a., at en række institutioner har indført regler om, at mandlige pædagoger ikke må være alene med de små eller have dem på skødet af frygt for både overgreb og uberettiget mistanke.
Ph.d.-studerende Else-Marie Buch Leander, der er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk og medstifter af Paradox, stod over for et svært valg:
“Ville det være populistisk at gå ud med resultaterne, tre måneder før vi havde planlagt, og dermed skabe synergi med “Jagten”? Eller skulle vi offentliggøre vores resultater senere som planlagt og risikere, at ingen gad tage den debat længere?”Forskerne valgte det første. Deres forskning skulle på banen. Resultaterne skulle kvalificere den offentlige debat.
Else-Marie Buch Leander er ikke den eneste forsker, som vil ud over rampen og være en del af debatten. En rundspørge fra Magisterbladet, som 460 forskere har svaret på, viser følgende:
94 procent mener, at forskere skal deltage i den offentlige debat, og tre ud af fire udtaler sig til medierne. Men ikke nok med det. Svarene afspejler også noget, der kan tolkes som idealisme. Under 25 procent mener, at forskerne skal belønnes økonomisk for at deltage i samfundsdebatten. 62 procent mener ligefrem, at forskerne har pligt til at deltage – og det uanset at kun hver femte forsker mener, at resultaterne har gennemslagskraft over for politikerne.
Er det overraskende?
I efteråret 2014 gik uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) til angreb på Anders Fogh Rasmussens nytårstale om smagsdommere.
I et stort interview i Berlingske meldte hun klart ud: Forskere skal deltage i den offentlige debat. Forskere og eksperter skal blande sig, dele deres viden og udfordre os. Ministeren uddybede, at forskere er blevet decideret bange for at deltage i den offentlige debat efter Foghs bandbulle:
“Det er det, jeg oplever, når jeg møder forskere. Mange af dem mener, at alt, hvad der vedrører politik og debat, er blevet et stort og beskidt område. Samtidig føler flere af dem, at de er blevet bandlyst fra debatten. Det går bare ikke. Det er en farlig udvikling”.
Resultaterne af Magisterbladets rundspørge tyder på, at ministeren tager fejl. For eksempel er det kun 15 procent, der mener, at det akademiske niveau i medierne er for lavt til klassisk forskningsformidling.
Klare i mælet
Når forskerne blander sig, så skyldes det både pligt og lyst. Det viser en lang række kommentarer fra forskerne i undersøgelsen. Her går især fire centrale synspunkter igen:
- Forskere har pligt til at videreformidle ny viden, som er frembragt af skatteyderbetalte midler.
- Formidling er et krav i universitetsloven.
- Forskningen giver først mening for mig, når den når ud til et bredere publikum og anvendes til at øge den almene viden og forståelse i samfundet.
- Det er sjovt at deltage, og jeg gør det gerne.
En typisk kommentar i undersøgelsen lyder:
“Den samfundsmæssige relevans af forskningen må frem i lyset. Med viden og indsigt i specifikke områder mener jeg, at forskere har en pligt til at formidle til lægmand”, kommenterer en forsker i naturvidenskab fra Aarhus Universitet.
Når forskerne skal forklare, hvorfor de udtaler sig til medierne, er svaret lige så klart:
“Fordi jeg kan lide det, og fordi jeg mener, at det er en forpligtigelse, når jeg laver skattefinansieret forskning”, siger en fastansat forsker inden for samfundsvidenskab.
Rektor på Københavns Universitet og formand for landets rektorer Ralf Hemmingsen er enig i, at lyst og pligtfølelse driver forskerne frem. Men samtidig peger han på, at både forskere og institutter har en klar egeninteresse i at være synlige.
“De har mulighed for at tiltrække flere eksterne midler til projekter eller være med til at vise forskningsverdenen, at lige præcis deres institut er ledende på et bestemt område”, siger Ralf Hemmingsen.Massiv omtale i tre uger
For Else-Marie Buch Leander skabte samspillet mellem forskningsresultaterne og filmen med sin kunstneriske bearbejdelse en fantastisk synergieffekt. Hun lavede sammen med BUPL, som havde støttet undersøgelsen økonomisk, en mediestrategi. Og det lykkedes dem at bringe debatten videre med ny viden.
“Det blev et stort, strategisk spil, som egentlig var spændende at deltage i, men også hårdt. Der var 2-3 uger, hvor emnet fyldte massivt i medierne, og jeg kom nærmest under belejring, som sad jeg på statshemmeligheder. Så var det med at holde tungen lige i munden og præsentere stoffet sagligt”, siger Else-Marie Buch Leander, som er ansat på Institut for Kultur og Samfund under Aarhus Universitet og er i gang med sin ph.d. om frygt for seksuelle overgreb på børn.
Forskere på banen
Forskerne udtaler sig markant mere i dag. Det viser en opgørelse fra Infomedia til Magisterbladet over antallet af udtalelser i henholdsvis oktober 2000 og oktober 2014.
Professor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet er modsat ministeren ikke overrasket over den stigende brug af forskere i medierne. Der skal nemlig to til tango. Stigningen handler også om, at medierne leder efter citatvenlige forskere.
“Journalister og medier kan godt lide at bruge forskere og eksperter som baggrund for kritik og til at afgøre stridsspørgsmål. Om noget er forskningen nok blevet mere synlig”, siger Mark Ørsten.
Han forklarer Sofie Carsten Nielsens udmelding om de skræmte forskere som et politisk signal og et forsøg på at vinde noget goodwill. Ikke mindst efter dimensioneringsdebatten.
“Der er ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, at forskerne skulle have holdt sig tilbage i debatten siden Foghs udmelding. Det er nok et forsøg på at sende det signal til universitetsverdenen, at vi gerne vil jer. Både Magisterbladets undersøgelse og forskning på området viser, at der allerede er ret mange forskere på banen”, siger Mark Ørsten.
Fogh fik indflydelse
Selv om forskere og eksperter ikke holder sig tilbage i den offentlige debat, så er der ingen tvivl om, at Foghs værdikamp fik stor indflydelse. Den endte med at koste livet for en række statslige nævn og råd. Det mærkede man også på miljøområdet, forklarer seniorforsker i miljøsociologi Lars Kjerulf Petersen, som Magisterbladet møder en råkold dag ved Roskilde Fjord. Her ligger det gamle Risø og det nuværende Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet, hvor Lars Kjerulf Petersen har været ansat i 11 år.
“Foghs politik medførte, at det var en bestemt slags ekspertise og magtudøvelse, man ønskede, frem for en anden. Det førte blandt andet til en decideret anti-miljøkamp med en voldsom neddrosling af indsatsen. Vindenergi blev kørt ud på et sidespor, og Miljøministeriet og fonde blev grovbarberet”, siger Lars Kjerulf Petersen.
Som forsker føler han, at han har gode muligheder for at deltage i den offentlige debat. Hans tværfaglige arbejde om grønne områder i byen har blandt andet ført til interviews i P1 Morgen og diverse fjernsynsudsendelser, ligesom det konkret er blevet brugt i de kommunale forvaltninger. Mulighederne for at blande sig afhænger af forskningsemne og timing.
“Der er en klangbund for min forskning i medierne. Men omhandler det f.eks. ny forskning i en trængselsring, og at vi skal gribe ind over for privatbilisme, så taler man for tiden nok for døve øren”, siger Lars Kjerulf Petersen.
Ikke anerkendt
At forskerne skal formidle, står skrevet i universitetsloven og i universiteternes vedtægter. Men forskernes deltagelse i den offentlige debat bliver slet ikke anerkendt af ledelserne på universiteterne. Det mener formand for universitetslærerne i DM Leif Søndergaard.
“De griner jo nærmest ad dig, hvis du på din forskningsindberetning skriver, at du har skrevet en kronik. Det gælder jo ikke for noget som helst, får man så at vide. Det vil sige, at man skal lave dette i sin fritid”, siger Leif Søndergaard, som er lektor på Molekylærbiologisk Institut på Københavns Universitet (KU).
“Jeg kender til adskillige tilfælde, hvor forskere har fået at vide, de ikke har publiceret forskning nok. Når de så forsvarer sig med, at de har skrevet kronikker og indlæg i populærvidenskabelige tidsskrifter, får de at vide, at de ikke har bevist forskningsindsatsen via videnskabelige artikler”, siger Leif Søndergaard.
Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen siger, at universiteterne har stor fokus på den offentlige debat og tager emnet alvorligt.
“Det tror jeg i højere grad end politiske udmeldinger er med til at give forskerne mod på at formidle deres viden og resultater”, siger Ralf Hemmingsen.
Ifølge rektorformanden har ledelserne på universiteterne en vigtig rolle i at påskynde og planlægge formidling.
“Det arbejde ved jeg allerede foregår på alle universiteterne”, siger Ralf Hemmingsen.
Ikke plads til forskning
Hovedproblemet er ifølge Leif Søndergaard, at hver enkelt universitetslærer bliver vejet på en vægtskål med forskning i den ene skål og undervisning i den anden.
Han forklarer, at universitetslærerne på KU derfor ønsker at få konkretiseret, hvad ledelsen accepterer, at de bruger arbejdstiden til.
Det samme efterlyser Lars Kjerulf Petersen. Han ønsker forskernes rammevilkår ændret.
“Vi er underlagt et absurd new public management-regime, hvor vi måles og evalueres på alle ting, men ikke på, hvor meget vi indgår i den offentlige debat. Hvis vi skal bruge tid på offentlig formidling, må det tage tid fra noget andet. Universiteterne og det politiske niveau må finde ud af, hvordan man skærer den kage”, siger han.
Else-Marie Buch Leander ønsker ligeledes, at formidling tænkes ind i forskningslivet. Det gælder også i selve ph.d.-uddannelsen.
“Når offentlig formidling er eksternt fra forskningen, vil mange vælge det fra, fordi det hverken giver stillinger eller anerkendelse. Derfor bør det integreres og anerkendes mere direkte”, siger hun.
