"Det skal værdsættes at blande sig"
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R)erklærer Foghs kamp mod smagsdommere for endegyldigt ovre. Ledelserne på universiteterne bør have fokus på at “værdsætte” forskernes deltagelse i den offentlige debat.
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) valgte for nylig at samle den handske op om smagsdommere, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen smed på gulvet foran landets forskere og universiteter tilbage i 2002. Ministeren sagde til Berlingske, at mange forskere er blevet skræmt fra at blande sig i den offentlige debat. Magisterbladets rundspørge blandt 460 universitetsansatte eksperter og forskere viser imidlertid, at forskere deltager flittigt.
Hvorfor tror du, at mange forskere er blevet skræmt fra at deltage i den offentlige debat?
“Der blev sendt et meget klart signal i nullerne. Eksperter var smagsdommeri, og lærebøgerne skulle skrives om. Både i min tid som minister og før det synes jeg mange gange at have hørt fra forskere, at de oplevede det som et problem, at ekspertviden ikke har nok plads i debatten. Jeg er da glad for, at så mange synes, de blander sig. Men uanset hvad, så er det et problem, hvis holdningen og følelsen af ikke at få plads sidder fast i krogene”.
Du udtalte jo, at mange forskere føler sig skræmt fra at deltage i den offentlige debat, men både Magisterbladets undersøgelse, en Infomediaoptælling og medieforskning viser, at forskere deltager livligt. Var du for pessimistisk?
“Det vil jeg da håbe. Som forholdsvis nystartet minister ville jeg enormt gerne sende et meget klart signal til forskere og eksperter om, at den tid er endegyldigt ovre, hvor man som forsker skal tvivle på, om man nu også er velkommen i debatten. Jeg synes stadig, vi har en udfordring, fordi debatten også er blevet mere differentieret, blandt andet af massemediernes indtog og dækning 24/7 og de sociale medier. Det betyder mange flere udmeldinger og i et højere tempo, så der er brug for, at man i endnu højere grad blander sig og kvalificerer debatten”.
Hvordan mener du, man skal skære kagen fremadrettet, hvis forskerne skal honoreres for det arbejde, der lægges i at deltage i debatten, som du efterspørger?
“Jeg vil ikke afvise, at incitamenterne kan være økonomiske, men det synes jeg, man må afgøre lokalt. På fx de amerikanske eliteuniversiteter måler man på evnen til at forske, evnen til at undervise og evnen til samfundsengagement. Det er inspirerende. Jeg synes det ville være oplagt, at fakulteter, institutter, afdelinger og enheder også har samfundsengagement som målsætning”.
Med det in mente, hvordan skal universiteterne forholde sig til udformningen af forskernes arbejdsdag?
“Jeg ser gerne, at man på universiteterne har blik for, hvilke enheder der gør det godt i forhold til samfundsengagement, og som bringer mere viden ind i debatten. Ligesom man kigger på, hvilke enheder der leverer god forskning og undervisning. Det skal værdsættes”.
Hvordan kunne en model se ud?
“Det skal jeg som minister ikke blande mig i. Men det skal prioriteres ledelsesmæssigt, og det er også min opfattelse, at det sker. Så må vi vurdere, om det bliver taget alvorligt i ledelserne ude på universiteterne, og det vil jeg nu følge tæt”.
Hvorfor tror du, at mange forskere er blevet skræmt fra at deltage i den offentlige debat?
“Der blev sendt et meget klart signal i nullerne. Eksperter var smagsdommeri, og lærebøgerne skulle skrives om. Både i min tid som minister og før det synes jeg mange gange at have hørt fra forskere, at de oplevede det som et problem, at ekspertviden ikke har nok plads i debatten. Jeg er da glad for, at så mange synes, de blander sig. Men uanset hvad, så er det et problem, hvis holdningen og følelsen af ikke at få plads sidder fast i krogene”.
Du udtalte jo, at mange forskere føler sig skræmt fra at deltage i den offentlige debat, men både Magisterbladets undersøgelse, en Infomediaoptælling og medieforskning viser, at forskere deltager livligt. Var du for pessimistisk?
“Det vil jeg da håbe. Som forholdsvis nystartet minister ville jeg enormt gerne sende et meget klart signal til forskere og eksperter om, at den tid er endegyldigt ovre, hvor man som forsker skal tvivle på, om man nu også er velkommen i debatten. Jeg synes stadig, vi har en udfordring, fordi debatten også er blevet mere differentieret, blandt andet af massemediernes indtog og dækning 24/7 og de sociale medier. Det betyder mange flere udmeldinger og i et højere tempo, så der er brug for, at man i endnu højere grad blander sig og kvalificerer debatten”.
Hvordan mener du, man skal skære kagen fremadrettet, hvis forskerne skal honoreres for det arbejde, der lægges i at deltage i debatten, som du efterspørger?
“Jeg vil ikke afvise, at incitamenterne kan være økonomiske, men det synes jeg, man må afgøre lokalt. På fx de amerikanske eliteuniversiteter måler man på evnen til at forske, evnen til at undervise og evnen til samfundsengagement. Det er inspirerende. Jeg synes det ville være oplagt, at fakulteter, institutter, afdelinger og enheder også har samfundsengagement som målsætning”.
Med det in mente, hvordan skal universiteterne forholde sig til udformningen af forskernes arbejdsdag?
“Jeg ser gerne, at man på universiteterne har blik for, hvilke enheder der gør det godt i forhold til samfundsengagement, og som bringer mere viden ind i debatten. Ligesom man kigger på, hvilke enheder der leverer god forskning og undervisning. Det skal værdsættes”.
Hvordan kunne en model se ud?
“Det skal jeg som minister ikke blande mig i. Men det skal prioriteres ledelsesmæssigt, og det er også min opfattelse, at det sker. Så må vi vurdere, om det bliver taget alvorligt i ledelserne ude på universiteterne, og det vil jeg nu følge tæt”.
