Den ræverøde professor
Kela Kvam har i sit professionelle virke haft to ledetråde: sin kærlighed til teateret og sit sociale engagement. Tilsammen har det resulteret i nytænkning af først faget nordisk på Odense Universitet og siden teatervidenskab på KU.
På bordet ligger en bog om The Federal Theatre Project.
Projektet, der var et led i den amerikanske præsident Roosevelts New Deal-politik i 1930’ernes USA.
Kela Kvam tager bogen op og bladrer lidt i den.
“Den er til et lille forskningsprojekt, jeg er i gang med, som jeg håber vil resultere i en bog”, siger hun.
Forskningen, som foregår fra amerikanske arkiver, er mulig for den snart 83-årige professor, fordi det meste materiale er lagt på nettet. På den måde bliver afstanden fra Sydsjælland til USA ingen hindring.
“Jeg har holdt meget af at sidde på Det Kongelige Bibliotek og forske. Da jeg skrev min bog om Betty Nansen, fik jeg adgang til hendes personlige papirer, og det er en helt særlig følelse at sidde med papirer og breve, som man ved, personen selv har haft i hænderne”, siger Kela Kvam.
“Men i dag er jeg glad for, at dokumenterne kan nås på nettet. Jeg ville ikke have lyst til at sidde i månedsvis på et amerikansk bibliotek. Det er vældigt behageligt, at det kan foregå fra mit eget hjem”, siger hun med et smil.
Indignationens drivkraft
Kela Kvams nye forskningsprojekt lægger sig pænt til rette som næste perle på den røde snor, der har bugtet sig gennem hendes liv.
Teater og socialt engagement er temaordene for hendes karriere, og Federal Theatre kombinerer de to ting (se boks).
“I disse tider synes jeg, vi kunne have brug for en Roosevelt. En statsmand med et klart socialt sigte i sin politik. Jeg bliver nok endnu hurtigere indigneret i dag, end jeg blev før i tiden. Jeg synes, vi lever i ubehagelige tider, hvor der ikke er meget plads til solidaritet, og hvor det er legalt at tale imod flygtninge eller arbejdsløse eksempelvis”, siger Kela Kvam fast.
Indignationen må have afløb, for som hun siger, så “nytter det ikke så meget bare at sidde her i min stue og være indigneret for mig selv”.
Følelserne får derfor afløb i debatindlæg med vid og bid, hvor Kela Kvam taler for en velfærdsstat, hvor der er plads til både syge, arbejdsløse, kunstnere og debatter.
“For efter min mening er vi godt i gang med at afmontere den velfærdsstat, der er den bedste garant for sammenhængskraften i vores samfund”.
Nytænkning af faget
Kela Kvam er helt klar over, at hendes utvetydige holdninger og deraf afledte projekter – i dag som før – kan provokere somme.
Eksempelvis faldt det daværende leder af CentrumDemokraterne, Erhard Jacobsen, og hans Aktive Lyttere for brystet, da hun i 70’erne arrangerede en udstilling om det nye gruppe- og børneteater, som blandt andet dokumenterede teatergruppen Solvognens gadeteater.
Jacobsen og hans Aktive Lyttere kaldte i den forbindelse Kela Kvam for den ræverøde professor.
Kela Kvam ler ved mindet.
Der skulle ikke så meget til, før Erhard Jacobsen så rødt”, siger hun muntert.
“Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg med mine holdninger nok hører til på venstrefløjen, men jeg har aldrig været medlem af et politisk parti, og jeg har altid undervist og tilrettelagt min undervisning ud fra et ønske om at give mine studerende et så bredt fagligt fundament som muligt”.
Således også i hendes første universitetsansættelse i Nordisk Litteratur ved Odense Universitet.
“Ved min egen ihærdighed og professor Mogens Brøndsteds velvilje lykkedes det at definere stillingen på den for mig gunstigste måde. Jeg blev en slags brugsuddeler af teateremner for studerende ved de humanistiske fag. Da teaterfaget ikke eksisterede i Odense, men fungerede som et con amore-tilbud til særligt interesserede, var der ingen traditioner, man behøvede at holde i hævd, eller studieplaner, der skulle overholdes”, fortæller hun.
Det betød blandt andet, at et kursus i europæisk avantgardeteater svulmede op og blev til en antologi i fire bind, som blev lavet i samarbejde med de studerende. Ligesom hun og hendes studerende fik stablet en nordisk teaterfestival for gruppeteatre på benene. Festivalen – som løb af stablen gennem fire år – bestod af både teaterforestillinger, seminarer og debatter.
“Det har altid været vigtigt for mig at supplere den teoretiske undervisning med praktiske projekter, når det har været muligt. Det tror jeg giver den bedste forståelse af faget”.
Udsyn
I 1974 søgte Kela Kvam et professorat ved Københavns Universitet på teatervidenskab. Hun fik det og blev Danmarks første kvindelige professor i dette fag.
Men hun følte sig nu på ingen måde alene. Både i Stockholm, Bergen, Åbo og senere Trondhjem forvaltedes teaterprofessoraterne af kvinder på den tid.
Og under hendes ledelse sørgede hun for, at det ikke kun var europæisk teater, der blev studeret.
“Det er vigtigt, at vi ikke tror, europæisk teater er det eneste eller det vigtigste. Jeg mener, det er essentielt, at vi sikrer os udsyn og forståelse for andre kulturer, og den forståelse får man meget direkte igennem teater”, mener hun.
Og så er vi tilbage ved hendes nye forskningsprojekt. “Federal Theatre viste, hvor stor en betydning det havde for et samfund i krise, at der blev satset på kultur, at befolkningen fik mulighed for at se på god og ny kunst. Det var efter min mening fremsynet af Roosevelt at være med til at styrke kulturen, selv om kultur måske ikke er det første, man tænker på, når samfundet er i krise. Kunsten og kulturen kan give et nyt perspektiv. Og et sammenhold. Men nu skal jeg jo først for alvor i gang med at kigge i de amerikanske arkiver, så må vi se, hvad der kommer ud af det hele”, siger Kela Kvam.
Projektet, der var et led i den amerikanske præsident Roosevelts New Deal-politik i 1930’ernes USA.
Kela Kvam tager bogen op og bladrer lidt i den.
“Den er til et lille forskningsprojekt, jeg er i gang med, som jeg håber vil resultere i en bog”, siger hun.
Forskningen, som foregår fra amerikanske arkiver, er mulig for den snart 83-årige professor, fordi det meste materiale er lagt på nettet. På den måde bliver afstanden fra Sydsjælland til USA ingen hindring.
“Jeg har holdt meget af at sidde på Det Kongelige Bibliotek og forske. Da jeg skrev min bog om Betty Nansen, fik jeg adgang til hendes personlige papirer, og det er en helt særlig følelse at sidde med papirer og breve, som man ved, personen selv har haft i hænderne”, siger Kela Kvam.
“Men i dag er jeg glad for, at dokumenterne kan nås på nettet. Jeg ville ikke have lyst til at sidde i månedsvis på et amerikansk bibliotek. Det er vældigt behageligt, at det kan foregå fra mit eget hjem”, siger hun med et smil.
Indignationens drivkraft
Kela Kvams nye forskningsprojekt lægger sig pænt til rette som næste perle på den røde snor, der har bugtet sig gennem hendes liv.
Teater og socialt engagement er temaordene for hendes karriere, og Federal Theatre kombinerer de to ting (se boks).
“I disse tider synes jeg, vi kunne have brug for en Roosevelt. En statsmand med et klart socialt sigte i sin politik. Jeg bliver nok endnu hurtigere indigneret i dag, end jeg blev før i tiden. Jeg synes, vi lever i ubehagelige tider, hvor der ikke er meget plads til solidaritet, og hvor det er legalt at tale imod flygtninge eller arbejdsløse eksempelvis”, siger Kela Kvam fast.
Indignationen må have afløb, for som hun siger, så “nytter det ikke så meget bare at sidde her i min stue og være indigneret for mig selv”.
Følelserne får derfor afløb i debatindlæg med vid og bid, hvor Kela Kvam taler for en velfærdsstat, hvor der er plads til både syge, arbejdsløse, kunstnere og debatter.
“For efter min mening er vi godt i gang med at afmontere den velfærdsstat, der er den bedste garant for sammenhængskraften i vores samfund”.
Nytænkning af faget
Kela Kvam er helt klar over, at hendes utvetydige holdninger og deraf afledte projekter – i dag som før – kan provokere somme.
Eksempelvis faldt det daværende leder af CentrumDemokraterne, Erhard Jacobsen, og hans Aktive Lyttere for brystet, da hun i 70’erne arrangerede en udstilling om det nye gruppe- og børneteater, som blandt andet dokumenterede teatergruppen Solvognens gadeteater.
Jacobsen og hans Aktive Lyttere kaldte i den forbindelse Kela Kvam for den ræverøde professor.
Kela Kvam ler ved mindet.
Der skulle ikke så meget til, før Erhard Jacobsen så rødt”, siger hun muntert.
“Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg med mine holdninger nok hører til på venstrefløjen, men jeg har aldrig været medlem af et politisk parti, og jeg har altid undervist og tilrettelagt min undervisning ud fra et ønske om at give mine studerende et så bredt fagligt fundament som muligt”.
Således også i hendes første universitetsansættelse i Nordisk Litteratur ved Odense Universitet.
“Ved min egen ihærdighed og professor Mogens Brøndsteds velvilje lykkedes det at definere stillingen på den for mig gunstigste måde. Jeg blev en slags brugsuddeler af teateremner for studerende ved de humanistiske fag. Da teaterfaget ikke eksisterede i Odense, men fungerede som et con amore-tilbud til særligt interesserede, var der ingen traditioner, man behøvede at holde i hævd, eller studieplaner, der skulle overholdes”, fortæller hun.
Det betød blandt andet, at et kursus i europæisk avantgardeteater svulmede op og blev til en antologi i fire bind, som blev lavet i samarbejde med de studerende. Ligesom hun og hendes studerende fik stablet en nordisk teaterfestival for gruppeteatre på benene. Festivalen – som løb af stablen gennem fire år – bestod af både teaterforestillinger, seminarer og debatter.
“Det har altid været vigtigt for mig at supplere den teoretiske undervisning med praktiske projekter, når det har været muligt. Det tror jeg giver den bedste forståelse af faget”.
Udsyn
I 1974 søgte Kela Kvam et professorat ved Københavns Universitet på teatervidenskab. Hun fik det og blev Danmarks første kvindelige professor i dette fag.
Men hun følte sig nu på ingen måde alene. Både i Stockholm, Bergen, Åbo og senere Trondhjem forvaltedes teaterprofessoraterne af kvinder på den tid.
Og under hendes ledelse sørgede hun for, at det ikke kun var europæisk teater, der blev studeret.
“Det er vigtigt, at vi ikke tror, europæisk teater er det eneste eller det vigtigste. Jeg mener, det er essentielt, at vi sikrer os udsyn og forståelse for andre kulturer, og den forståelse får man meget direkte igennem teater”, mener hun.
Og så er vi tilbage ved hendes nye forskningsprojekt. “Federal Theatre viste, hvor stor en betydning det havde for et samfund i krise, at der blev satset på kultur, at befolkningen fik mulighed for at se på god og ny kunst. Det var efter min mening fremsynet af Roosevelt at være med til at styrke kulturen, selv om kultur måske ikke er det første, man tænker på, når samfundet er i krise. Kunsten og kulturen kan give et nyt perspektiv. Og et sammenhold. Men nu skal jeg jo først for alvor i gang med at kigge i de amerikanske arkiver, så må vi se, hvad der kommer ud af det hele”, siger Kela Kvam.
