Humaniora er en flødebolle

Humaniora bidrager med stor værdi til samfundet. Det er oftest bare ikke af direkte økonomisk karakter. Og det er humanioras forbandelse i disse år, hvor værdiskabelse oftest måles i kroner.

I Danmark savner vi helt enkelt indikatorer til at måle værdien af forskning og uddannelser, der bidrager med mere til samfundet end lige patenter, økonomisk værdi og virksomheders vækst. Det pointerer professor og centerleder på DREAM ved Syddansk Universitet, Kirsten Drotner.

“Debatten om humaniora i Danmark er som en flødebolle. Vores nationale forståelsesramme er meget svær at bryde ud af og hård som en skal. Men når vi forsøger at komme tæt på indholdet indeni, er det meget luftigt”, siger hun.

Kirsten Drotner er også formand for Den Humanistiske Videnskabelige Komite i Science Europe. Her arbejder man på at udvikle indikatorer til at vurdere forskningens bidrag, som kan fungere på tværs af landene. I starten af næste år holdes endnu et møde, hvor der følges op på det igangsatte arbejde. Det er inspireret af metoder, som allerede anvendes i eksempelvis Storbritannien, hvor man er langt længere fremme end i Danmark på dette område.

“I Danmark bliver vi nødt til at lære af udlandet ved at finde ud af, hvordan vi kan opstille et bredere register for at måle den værdi, som uddannelserne og forskningen betaler tilbage til samfundet”, siger Kirsten Drotner.

Kommerciel forventning
De indikatorer for samfundsværdi, man arbejder med politisk og på universiteterne, er primært økonomiske og kommercielle. Man tæller patenter og licenser. Men det er ikke indikatorer, som egner sig særlig godt til at synliggøre humanistisk forskningsværdi, påpeger Julie Sommerlund, som er prodekan på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun mener desuden ikke, at der er stærk evidens for, at fx patenter rent faktisk fører til penge på bundlinjen.

“Selv hvis man ønsker at måle økonomisk værdi, er den indikator ikke specielt god. Man kan sagtens lave patenter, som havner i skuffen og derfor aldrig fører til nogen indtjening. Desuden skal man stille spørgsmålet, om det kun er økonomisk værdi, der har samfundsmæssig værdi”, siger Julie Sommerlund.

Det humanistiske område skaber ifølge prodekanen fx samfundsmæssig værdi, når forskerne agerer eksperter.

“Det er jo meget svært at forestille sig en kvalificeret offentlig debat uden humanistiske forskere. Hverken i medierne, i offentlige råd eller i den brede folkeoplysning, hvor det handler om at demokratisere og kvalificere en debat”, siger Julie Sommerlund.

Videnskabernes underklasse
Professor på Stockholms universitet Arne Jarrick er medforfatter på “Humanities World Report” 2015. Gennem knap 100 interview med forskningsledere inden for humanistiske videnskaber i 41 lande på fem kontinenter dokumenterer den, hvordan humaniora bidrager til samfundet, og hvordan det sker.

Men også Arne Jarrick pointerer, at der mangler empirisk grundlag for at kunne vise, hvor meget humanistisk forskning bidrager med til samfundet.

“Når man måler produktivitet, er det jo nødvendigt at gøre sig klart, om man mener det ud fra økonomisk produktivitet eller ud fra en anden målestok. Og vi har mange eksempler på, at også humaniora kan øge produktiviteten”, siger Arne Jarrick.

Han mener, at humanistisk forskning har udviklet sig til “videnskabernes underklasse”. I rapporten kan forfatterne se, at der findes visse forskelle, men også store ligheder i den måde, forskerne tænker om deres forskning på. Et element, som viste sig at gå igen, var det konstante spørgsmål om videnskabelige resultater. Forskerne fremstod nemlig skeptiske over for, om de havde begået videnskabelige resultater, som naturvidenskab gør det. Men omformulerede forfatterne spørgsmålet til, om forskerne havde skabt ny viden, så var næsten alle medvirkende positive.

“Vi humanister må anvende alle metoder, der kan behøves, for at svare på vores spørgsmål. Det kan være via statistik eller eksperimentelle metoder. Men det er ikke metoden, som er afgørende. Humaniora stiller unikke spørgsmål, som ingen andre videnskaber stiller”, siger Arne Jarrick.

Skal humanistisk videnskab ændre på den negative opfattelse af dens betydning, kan man ifølge ham skrue på flere knapper.

“Først og fremmest må vi humanister stå fast på, at vi søger sandheden, og en gang imellem finder vi den. Man kan ikke altid være sikker på, at man har fundet den, men det er man heller ikke i naturvidenskab”, siger Arne Jarrick.

Kig på bidrag
Kirsten Drotner mener, at vi herhjemme kigger for lidt på, hvad videnskaberne bredt set giver tilbage uden for det akademiske miljø.

“Udenlandske erfaringer viser, at fokuserer man mere på gennemslagskraft og desuden med en bredere målestok, så bliver det meget mere tydligt dokumenteret, at humaniora bidrager fuldt på højde med andre videnskaber”, siger Kirsten Drotner.

Det britiske forskningsråd for humaniora udarbejdede tilbage i 2009 en rapport, som påviser, at humanistiske forskere er de flittigste til at samarbejde med NGO’er. Det kommer der ikke nødvendigvis patenter ud af. Men organisationerne får kvalificeret og opdateret deres udviklingsgrundlag.

“Det er et konkret eksempel på, hvordan man faktisk kan måle humanioras værdi for samfundet”, siger Kirsten Drotner.

Det danske samfund er gennemhumaniseret, så vi lægger ikke længere mærke til al den værdi, humaniora bibringer. Vi tager det for givet, forklarer Julie Sommerlund.

“Nogle gange forestiller jeg mig, hvordan det ville være, hvis alle humanistiske forskere lod være med at udtale sig og optræde i medier, råd og udvalg i en måned. Så ville der blive meget tomt og stille”, siger Julie Sommerlund.