Dansk Magisterforening

Fyret under barsel: “Jeg fik et chok"

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

566.875 kroner kostede det en arbejdsgiver at afskedige Tinne Bering midt i en barselsorlov. “Jeg fik et chok. Man tror jo ikke, at en stor virksomhed opfører sig sådan”.

I dag kan hun godt se, at der var advarselssignaler.

“Kvindelige medarbejdere kom sjældent tilbage til deres gamle job. De gik på nedsat tid, fik andre opgaver eller valgte at sige op for at prioritere familien. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det”, fortæller Tinne Bering efter en fyring, som hun oplevede som kaotisk og uretfærdig.

Den var også i strid med ligebehandlingsloven.

Det er i hvert fald, hvad DM’s advokat har påstået i en stævning, der har udløst et forlig med virksomheden. Sagen er altså ikke afgjort ved en domstol. Derfor ved vi ikke, hvem der ville have vundet den.

Jura eller ej. Tinne Bering er ikke i tvivl om, at det var DM’s indsats, der fik virksomheden til at indgå et forlig og betale over en halv million kroner. Hun anbefaler gravide DM-medlemmer at være vagtsomme over for arbejdsgiverens signaler og kontakte DM, hvis signalerne gør dem utrygge.

Et andet signal:
“Jeg bliver ikke indkaldt til lønforhandling under mine barsler, hverken den første eller den anden barsel, selv om jeg i høj grad har været med til at skabe resultaterne. Jeg rykker flere gange, men der sker intet. Jeg føler, at jeg er blevet usynlig”.

Et tredje signal:
“Den dag jeg går på min anden barsel, får en af mine medarbejdere nye opgaver. Senere kan jeg se, at hendes stillingsbeskrivelse svarer præcis til mit job. I dag er jeg overbevist om, at min leder allerede fra starten af min barsel ikke ønskede, at jeg kom tilbage”.

En ubehagelig oplevelse
Tinne Bering er cand.mag. i kultur, kommunikation og globalisering. Hun har arbejdet for flere store virksomheder med onlinestrategi og -markedsføring. For fire år siden takkede hun ja til et lederjob i den virksomhed, hun nu er afskediget fra. Kort tid efter bliver hun gravid efter mange års forsøg. Efter barslen vender hun tilbage til virksomheden. Hendes afdeling præsterer under hendes ledelse flotte resultater. Tinne bliver gravid igen og går på barsel.

Den dag fyringen falder, er Tinne på besøg på virksomheden. Hun er midt i sin anden barsel. Hendes datter kravler rundt på gulvet, mens mor holder møde med sin leder, der har bedt hende kigge ind til en briefing om afdelingen. I stedet bliver hun fyret.

“Det var en gennemført ubehagelig oplevelse. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og ikke lade mig afpresse eller rive med af min skuffelse, men jeg var i chok. Jeg troede ikke, at en så stor virksomhed kunne opføre sig på den måde”.

Det er jo mennesker
Tinne får samlet sin yngste datter op fra gulvet, afleverer de hjemmebagte muffins til kollegerne og tager hjem. Hun er rystet. De næste dage og uger sker der ingenting.

“Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro. Min stilling var væk, og jeg var afskediget. Alligevel fik jeg ingen dokumentation for afskedigelsen, selv om jeg rykkede flere gange. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Usikkerheden ødelagde resten af min barsel”.

Først efter tre måneder kommer afskedigelsen på papir. Den er begrundet med en række udsagn, som Tinne afviser. DM assisterer hende i den følgende dialog med virksomheden.

“Fx påstår virksomheden, at jeg har afvist en stilling, som den har tilbudt mig. Det har den ikke. De skriver, at jeg selv har afvist at komme tilbage til min stilling. Den mulighed gav de mig aldrig. De skriver samtidig, at jeg selv har nedlagt min stilling i en omstrukturering. Det er nok den del, der har ramt mig hårdest. Det er jo mennesker, som jeg har haft et samarbejde med”.

Savner undskyldning
I dag er hun glad for, at hun dengang gemte alle sine mails.

“Måske var der alligevel en lille klokke i baghovedet, der ringede. Måske er jeg bare ordensmenneske. I hvert fald havde jeg gemt al korrespondance, mødeindkaldelser osv. Jeg er bestemt ikke paranoid, men i dag er jeg glad for, at jeg opførte mig rationelt”.

Selvom virksomheden måtte betale over en halv million, så er det ikke en entydig sejr.
“Jeg er utrolig glad for DM’s indsats. DM har sørget for, at jeg fik ret i økonomisk forstand. Men jeg blev fyret fra et job, som jeg var begejstret for og engageret i. Og selv om jeg har fået oprejsning i økonomisk forstand, savner jeg en undskyldning fra virksomhedens side. Den får jeg selvfølgelig aldrig, det ved jeg godt, men følelsen af at være uretfærdigt behandlet forsvinder ikke, uanset hvor mange penge, man får. Det skal jeg arbejde med”.

}