Bomber vækker Istanbuls studerende
Indtil to bomber dræbte 100 fredsdemonstranter i Tyrkiet, var det mest en hårdfør kerne af intellektuelle, der åbent kritiserede magthaverne. Nu har studerende og undervisere deltaget i protester i Istanbuls gader trods risikoen for hævntogter fra styret.
21-årige Hazni Demir sad på sit værelse i Istanbul en lørdag formiddag og forberedte sig på mandagens forelæsning, da to bomber eksploderede i Ankara og dræbte op mod 100 mennesker, deriblandt flere af hans bekendte.
På grund af sine studier var den 21-årige sociologistuderende forhindret i selv at tage til den store freds- og demokratidemonstration arrangeret i en tilspidset valgkamp for at gøde jorden for et mere tillidsfuldt forhold mellem tyrkere og kurdere.
Nu sad han med livet i behold, men med en følelse af rædsel, der spredte sig i hele kroppen.
“Jeg er kurder og kommer fra Østtyrkiet, hvor dødelige sammenstød er hverdag. I Ankara var der både studerende, gamle og et femårigt barn blandt de dræbte. For mange af mine medstuderende kom det for alvor tæt på. Det kunne lige så godt have været dem”, forklarer Hazni Demir.
Twitter og Facebook blev lukket ned, i samme øjeblik som de første forlydender om de blodige begivenheder i Ankara bredte sig.
“Myndighederne spærrer de sociale medier, så vi ikke kan organisere store sympatidemonstrationer. Men der opstod flere vrede protester spontant rundt om i Istanbul i løbet af weekenden. Og på mit universitet, Bilgi, besluttede vi dagen efter, at vi heller ikke kunne sidde med hænderne i skødet. Vi havde brug for at vise vores afsky”, forklarer Hazni Demir, der selv er politisk aktivist uden at være medlem af et parti.
To dage efter bomberne og endnu inden nogen havde taget ansvaret, blev forelæsninger aflyst, og både studerende og undervisere gik i demonstration fra de tre campusser, som tilsammen udgør Bilgi, der regnes for at være et af Istanbuls bedste og mest moderne universiteter.
“Vi var op imod 1.000 deltagere fra min campus. Det er den største protest, jeg har set på universitetet. Det lyder måske ikke imponerende, men i en meget anspændt og angstfyldt atmosfære var det ret fint, at så mange turde stille op. Især mange, der ikke ellers er politisk aktive. Der var også flere professorer og lektorer med. Og det, selv om universitetet var blevet bedt om at aflevere en liste til myndighederne med navne på, hvem der aflyste deres undervisning”, forklarer Hazni Demir.
Ikke til at holde nede
Bilgi er et semiprivat universitet, der optager en overvægt af konservative middelklasseforældres børn, flere end 20.000 og flest fra Istanbul-området. Bilgi University blev opfattet som progressivt venstreorienteret, da det etablerede sig med udenlandske penge i ryggen midt i 70´erne.
Flere af de ansatte røg ind og ud af de tyrkiske fængsler i de første to årtier, hvor det politiske klima var allermest betændt.
I 2004 stod Bilgi bag en stærkt kontroversiel konference om det armenske folkedrab og fik en hård medfart af myndighederne. Siden har universitetets ansatte faret med større lempe, vurderer tidligere dekan, nu professor Alan Duben fra afdelingen for antropologi. Duben er oprindeligt fra New York, men blev tyrkisk statsborger for otte år siden. Han har ad flere omgange boet i Anatolien og siden 1999 i Istanbul. Og han har iagttaget, hvordan presset på journalister og intellektuelle bare er vokset og vokset.
“Der går jo ikke en dag, uden at de smider kritikere i fængsel, brænder mediehuse ned eller udsteder domme efter en paragraf, der forbyder alle fornærmelser mod præsidenten. Alligevel bliver kritikken mere og mere utvetydig og umulig at holde nede. Den fremtrædende journalist Ahmet Hakan blev overfaldet af fire regeringssympatisører for nylig. Han stillede sig bogstaveligt talt op med blåt øje og armen i gips på CNN Türk få dage efter og fortsatte ufortrødent med sine direkte og kritiske spørgsmål. Det kræver stort mod, og det sker alene, fordi den intellektuelle sekulære elite er så desillusioneret over den politiske islamisme, der regerer i landet”, siger Alan Duben.
Ser sammenhængen nu
På Bilgis hippe campusområde mellem de ombyggede, rå fabriksbygninger hænger bøsser, kurdere og tyrkere ud sammen på de kaffebarer, som spiller høj musik nonstop. Unge kvinder med tørklæde spiser økologisk mad fra kantinen i selskab med piercede veninder med lilla hår og korte kjoler. En ung mand går forbi med en nøgle til en Mercedes skødesløst dinglende fra bæltet.
Eneste spor efter demonstrationerne få dage tidligere er to forkølede bannere på universitetets mure. Alligevel er studerende Hazni Demir ikke i tvivl om, at Ankara-bomberne vil få hans medstuderende til for alvor at engagere sig i politik.
“Unge, der ikke ellers interesserer sig for Erdogan og EU og det kurdiske spørgsmål, er fuldstændigt i chok over at se bomber slå fredelige demonstranter ihjel i storbyen Ankara. Så længe terroren kun skete langt væk i Østtyrkiet, havde det ikke noget med os at gøre. Angrebet i Ankara har for første gang fået helt almindelige unge studerende på gaden i sorg og frustration”, pointerer Hazni Demir.
Udflydende grænser
Efter attentatet mod fredsdemonstrationen var forfatter og nobelprismodtager Orhan Pamuk blandt de første til at advare om, at Tyrkiet er tættere på en borgerkrig end nogensinde før, fordi konflikterne fra de fjerne grænseregioner nu er nået til byen.
Også Alan Duben ser tegn på, at den politiske vækkelse blandt Tyrkiets unge universitetsstuderende vil leve videre – også efter det valg, som fandt sted den 1. november.
“Unge fra Istanbuls og andre store byers middelklasser har jo, forståeligt nok, været mest optaget af deres egen tryghed og økonomiske fremgang. Men hvis de først føler, at det gode, trygge liv er i fare, bliver det en anden sag. Allerede ved det første valg til parlamentet i juli så vi tegn på, at grænserne mellem de unges religiøse og politiske ståsteder bliver mere og mere udflydende”, forklarer Allan Duben.
“Faktisk havde Erdogan fat i en del kurdiske stemmer ved valget i juli, netop fordi de som andre er optaget af tryghed og økonomisk fremgang – glem ikke, at Istanbul er den by i verden, der har den største kurdiske befolkning – men samtidig mistede han mange af sine egne traditionelle støtter til blandt andet det kurdiske parti HDP. Blandt dem helt almindelige mennesker, som i stigende grad hælder til, at det kurdiske problem kun kan løses gennem fredelig dialog”, uddyber professoren.
På grund af sine studier var den 21-årige sociologistuderende forhindret i selv at tage til den store freds- og demokratidemonstration arrangeret i en tilspidset valgkamp for at gøde jorden for et mere tillidsfuldt forhold mellem tyrkere og kurdere.
Nu sad han med livet i behold, men med en følelse af rædsel, der spredte sig i hele kroppen.
“Jeg er kurder og kommer fra Østtyrkiet, hvor dødelige sammenstød er hverdag. I Ankara var der både studerende, gamle og et femårigt barn blandt de dræbte. For mange af mine medstuderende kom det for alvor tæt på. Det kunne lige så godt have været dem”, forklarer Hazni Demir.
Twitter og Facebook blev lukket ned, i samme øjeblik som de første forlydender om de blodige begivenheder i Ankara bredte sig.
“Myndighederne spærrer de sociale medier, så vi ikke kan organisere store sympatidemonstrationer. Men der opstod flere vrede protester spontant rundt om i Istanbul i løbet af weekenden. Og på mit universitet, Bilgi, besluttede vi dagen efter, at vi heller ikke kunne sidde med hænderne i skødet. Vi havde brug for at vise vores afsky”, forklarer Hazni Demir, der selv er politisk aktivist uden at være medlem af et parti.
To dage efter bomberne og endnu inden nogen havde taget ansvaret, blev forelæsninger aflyst, og både studerende og undervisere gik i demonstration fra de tre campusser, som tilsammen udgør Bilgi, der regnes for at være et af Istanbuls bedste og mest moderne universiteter.
“Vi var op imod 1.000 deltagere fra min campus. Det er den største protest, jeg har set på universitetet. Det lyder måske ikke imponerende, men i en meget anspændt og angstfyldt atmosfære var det ret fint, at så mange turde stille op. Især mange, der ikke ellers er politisk aktive. Der var også flere professorer og lektorer med. Og det, selv om universitetet var blevet bedt om at aflevere en liste til myndighederne med navne på, hvem der aflyste deres undervisning”, forklarer Hazni Demir.
Ikke til at holde nede
Bilgi er et semiprivat universitet, der optager en overvægt af konservative middelklasseforældres børn, flere end 20.000 og flest fra Istanbul-området. Bilgi University blev opfattet som progressivt venstreorienteret, da det etablerede sig med udenlandske penge i ryggen midt i 70´erne.
Flere af de ansatte røg ind og ud af de tyrkiske fængsler i de første to årtier, hvor det politiske klima var allermest betændt.
I 2004 stod Bilgi bag en stærkt kontroversiel konference om det armenske folkedrab og fik en hård medfart af myndighederne. Siden har universitetets ansatte faret med større lempe, vurderer tidligere dekan, nu professor Alan Duben fra afdelingen for antropologi. Duben er oprindeligt fra New York, men blev tyrkisk statsborger for otte år siden. Han har ad flere omgange boet i Anatolien og siden 1999 i Istanbul. Og han har iagttaget, hvordan presset på journalister og intellektuelle bare er vokset og vokset.
“Der går jo ikke en dag, uden at de smider kritikere i fængsel, brænder mediehuse ned eller udsteder domme efter en paragraf, der forbyder alle fornærmelser mod præsidenten. Alligevel bliver kritikken mere og mere utvetydig og umulig at holde nede. Den fremtrædende journalist Ahmet Hakan blev overfaldet af fire regeringssympatisører for nylig. Han stillede sig bogstaveligt talt op med blåt øje og armen i gips på CNN Türk få dage efter og fortsatte ufortrødent med sine direkte og kritiske spørgsmål. Det kræver stort mod, og det sker alene, fordi den intellektuelle sekulære elite er så desillusioneret over den politiske islamisme, der regerer i landet”, siger Alan Duben.
Ser sammenhængen nu
På Bilgis hippe campusområde mellem de ombyggede, rå fabriksbygninger hænger bøsser, kurdere og tyrkere ud sammen på de kaffebarer, som spiller høj musik nonstop. Unge kvinder med tørklæde spiser økologisk mad fra kantinen i selskab med piercede veninder med lilla hår og korte kjoler. En ung mand går forbi med en nøgle til en Mercedes skødesløst dinglende fra bæltet.
Eneste spor efter demonstrationerne få dage tidligere er to forkølede bannere på universitetets mure. Alligevel er studerende Hazni Demir ikke i tvivl om, at Ankara-bomberne vil få hans medstuderende til for alvor at engagere sig i politik.
“Unge, der ikke ellers interesserer sig for Erdogan og EU og det kurdiske spørgsmål, er fuldstændigt i chok over at se bomber slå fredelige demonstranter ihjel i storbyen Ankara. Så længe terroren kun skete langt væk i Østtyrkiet, havde det ikke noget med os at gøre. Angrebet i Ankara har for første gang fået helt almindelige unge studerende på gaden i sorg og frustration”, pointerer Hazni Demir.
Udflydende grænser
Efter attentatet mod fredsdemonstrationen var forfatter og nobelprismodtager Orhan Pamuk blandt de første til at advare om, at Tyrkiet er tættere på en borgerkrig end nogensinde før, fordi konflikterne fra de fjerne grænseregioner nu er nået til byen.
Også Alan Duben ser tegn på, at den politiske vækkelse blandt Tyrkiets unge universitetsstuderende vil leve videre – også efter det valg, som fandt sted den 1. november.
“Unge fra Istanbuls og andre store byers middelklasser har jo, forståeligt nok, været mest optaget af deres egen tryghed og økonomiske fremgang. Men hvis de først føler, at det gode, trygge liv er i fare, bliver det en anden sag. Allerede ved det første valg til parlamentet i juli så vi tegn på, at grænserne mellem de unges religiøse og politiske ståsteder bliver mere og mere udflydende”, forklarer Allan Duben.
“Faktisk havde Erdogan fat i en del kurdiske stemmer ved valget i juli, netop fordi de som andre er optaget af tryghed og økonomisk fremgang – glem ikke, at Istanbul er den by i verden, der har den største kurdiske befolkning – men samtidig mistede han mange af sine egne traditionelle støtter til blandt andet det kurdiske parti HDP. Blandt dem helt almindelige mennesker, som i stigende grad hælder til, at det kurdiske problem kun kan løses gennem fredelig dialog”, uddyber professoren.
