Nancys lange seje træk for ligestilling
Det tog Nancy Hopkins 20 år at forstå, at kvinder ikke kommer frem i den akademiske verden, bare fordi de er dygtige og arbejder meget. Så blev hun stædig og satte sig i spidsen for en bemærkelsesværdig udvikling på Massachusetts Institute of Technology. Men ligestilling er ikke i mål endnu, bl.a. på grund af “ubevidste bias”: Både kvinder og mænd tror, at mænd er dygtigere end kvinder.
Hvad skal der til for at opnå ligestilling på universiteterne? Det spørgsmål kan Nancy Hopkins om nogen besvare. Hun er professor i biologi på MIT, Massachusetts Institute of Technology, og var en af de første kvinder overhovedet, der blev ansat inden for naturvidenskab på det prestigefyldte universitet. Det var i 1973, og dengang troede hun blindt på, at kvinder havde samme chance som mænd for at gøre karriere, hvis bare de var flittige og dygtige. USA havde jo forbudt diskrimination ved lov allerede i 1964. Men Nancy Hopkins skulle blive klogere.
“Jeg var lige blevet skilt, og jeg besluttede, at jeg ikke ville giftes igen og have børn. Jeg ville kun være forsker. Jeg troede, at med lidt hjælp fra “videnskabens gud” var de eneste barrierer mellem mig og en Nobelpris, at jeg ikke havde evner nok eller arbejdede for lidt”.
Nancy Hopkins fortæller sin historie i et auditorium på Københavns Universitet, hvortil hun er inviteret af Strategisk forskningsudvalg på Biologisk Institut og fakultetet KU Science.
Nancy er en stor kanon inden for forskning i gener i zebrafisk og medlem af det prestigefyldte amerikanske National Academy of Sciences. Men det er som regel ikke fisk, hun bliver inviteret ud i verden at tale om. Det er mennesker – og hvad der skal til, for at alle får lige muligheder inden for videnskab, navnlig naturvidenskab. For ulige muligheder for kvinder og mænd er et problem, der ikke kender landegrænser.
Tiden løste ikke problemet
“Da jeg blev ansat på universitetet troede alle, at der bare ville gå 30-40 år fra Civil Rights Act (lov mod diskrimination, red.) blev vedtaget i 1964, til der var lige mange kvinder og mænd på universitetet. Men 30 år efter var otte procent af MIT’s Science-fakultet kvinder. På Harvard var det fem procent”, fortæller Nancy.
Det var i begyndelsen af 90’erne, hun erkendte, at hun og alle de andre tog fejl.
“Til min overraskelse opdagede jeg, at kønsdiskriminering stadig fandtes inden for videnskaben – selv for kvinder, som valgte ikke at få børn. Det begyndte jeg at forstå, da jeg iagttog, hvordan andre kvindelige forskere blev behandlet”.
Et kig ud over forsamlingen i auditoriet her på KU afslører, at ligestilling stadig mest interesserer den ene halvdel af universitetet: Kvinderne. De er langt i overtal her, hvor dagsordenen på en snusket dag i december 2014 er “Ligestilling i naturvidenskaben – status og løsninger”. Udgangspunktet for mødet er undren over, at halvdelen af de studerende i Danmark i mange år har været kvinder. Alligevel er fire ud af fem professorer mænd.
Da diskriminationen efter 20 år gik op for Nancy, besluttede hun, at hun ville droppe livet som forsker, hvis ikke ledelsen på MIT var parat til at gøre noget ved den. Men hvordan kunne hun få ledelsen i tale?
Præsident Clinton kom på banen
Nancy tog kontakt til de andre kvindelige medarbejdere, som alle oplevede samme diskrimination: Kvinders arbejde blev ikke vurderet som lige så godt som mænds. Kvinder fik lavere løn for samme arbejde. Kvinder fik mindre albuerum i laboratoriet og færre penge til forskning. Kvinder havde ikke samme karrieremuligheder.
Det førte til en fælles henvendelse til dekanen for Science, Bob Birgeneau, der blev opfordret til at etablere en komité, som skulle undersøge problemstillingerne til bunds. Nancy Hopkins blev formand for komitéen, hvor også fremtrædende mænd fik sæde.
Halvandet år efter – i 1996 – var en kæmpe kulegravning slut. Rapporten dokumenterede uligheden sort på hvidt, og et offentliggjort resumé vakte så meget opsigt, at historien ramte forsiderne på store aviser som Boston Globe og New York Times. Det væltede ind med e-mails fra kvinder i naturvidenskaben, der udmærket kendte problemet, og til sidst kom der også en invitation fra præsident Clinton.
“Jeg blev inviteret til Det Hvide Hus for at diskutere med præsidenten og mrs. Clinton, og de opfordrede offentligt alle universiteter til at gennemføre lignende studier”, fortæller Nancy, og hendes glæde over gennembruddet stråler ud over forsamlingen på KU.
Dekanen for Science på MIT gik straks i gang med at løse problemerne. Han ansatte flere kvinder, og på hvert fakultet på hele MIT blev der etableret centralt placerede komitéer, som havde til opgave at holde øje med, om ligestillingen gik den rigtige vej. Hvis ikke, var det dekanernes opgave at gøre noget ved det. Nancy selv blev leder af det nye “rådet for diversitet”, som blev placeret lige under universitetets øverste chef.
Hvordan gik det så, spørger Nancy og viser en graf med antallet af kvinder og mænd i staben på Science. Den viser, at “kvindekurven” stiger stejlt efter dekanens opbakning.
“Gæt, hvornår dekanen rejste til et nyt job”, spørger hun så, og forsamlingen griner. Det ses nemlig tydeligt på kurven. Den flader ud i år 2000 og stiger først igen i 2007, da der kom en ny topleder, som prioriterer ligestilling højt.
“Så snart der ikke er opmærksomhed fra ledelsen, flader kurven ud”, konstaterer Nancy Hopkins.
Meget er lykkedes – ikke alt
Selv om kvinderne i dag kun udgør ca. en femtedel af den videnskabelige stab på School of Science på MIT, er der sket store gennembrud for ligestillingen, mener Nancy.
Der er kommet barselsorlov og tre børneinstitutioner på MIT. Uligheden i tildeling af ressourcer og belønninger er udlignet takket være de vedholdende og gentagne undersøgelser, som gennemføres af ligestillingskomitéerne. Følelsen af uretfærdighed er væk, og i år blev MIT udpeget som et universitet, hvor kvinder og mænd får lige løn.
MIT’s ledelse er bevidst gået efter at ansætte kvindelige institutledere, dekaner og laboratoriechefer, og MIT har også haft en kvindelig præsident.
Desværre er der stadig for få kvinder, og det skyldes i et vist omfang, at der er underskud af kvinder de steder, der rekrutteres fra. Desuden er der stadig familiære barrierer for kvinder med børn, og endelig findes der stadig en stor usynlig barriere for ligestilling: “Den ubevidste bias”. Både kvinder og mænd tror spontant, at mænd er dygtigere end kvinder.
“Den ubevidste bias består desværre stadig og udelukker kvinder fra vigtige aktiviteter. For to år siden viste en videnskabelig artikel fra Yale University, at både kvindelige og mandlige professorer og lektorer på amerikanske universiteter stadig foretrækker at ansætte John frem for Jenifer, og de vil betale John en højere løn, selv om cv’erne er identiske. Det fortæller os ikke kun, at en kvinde endnu i dag er nødt til at være dygtigere for at blive vurderet lige med en mand. Det fortæller også, at udviklingen vil gå baglæns, hvis vi holder op med at lægge data for ligestilling frem og holder op med at korrigere for bias under ansættelser”.
“Jeg var lige blevet skilt, og jeg besluttede, at jeg ikke ville giftes igen og have børn. Jeg ville kun være forsker. Jeg troede, at med lidt hjælp fra “videnskabens gud” var de eneste barrierer mellem mig og en Nobelpris, at jeg ikke havde evner nok eller arbejdede for lidt”.
Nancy Hopkins fortæller sin historie i et auditorium på Københavns Universitet, hvortil hun er inviteret af Strategisk forskningsudvalg på Biologisk Institut og fakultetet KU Science.
Nancy er en stor kanon inden for forskning i gener i zebrafisk og medlem af det prestigefyldte amerikanske National Academy of Sciences. Men det er som regel ikke fisk, hun bliver inviteret ud i verden at tale om. Det er mennesker – og hvad der skal til, for at alle får lige muligheder inden for videnskab, navnlig naturvidenskab. For ulige muligheder for kvinder og mænd er et problem, der ikke kender landegrænser.
Tiden løste ikke problemet
“Da jeg blev ansat på universitetet troede alle, at der bare ville gå 30-40 år fra Civil Rights Act (lov mod diskrimination, red.) blev vedtaget i 1964, til der var lige mange kvinder og mænd på universitetet. Men 30 år efter var otte procent af MIT’s Science-fakultet kvinder. På Harvard var det fem procent”, fortæller Nancy.
Det var i begyndelsen af 90’erne, hun erkendte, at hun og alle de andre tog fejl.
“Til min overraskelse opdagede jeg, at kønsdiskriminering stadig fandtes inden for videnskaben – selv for kvinder, som valgte ikke at få børn. Det begyndte jeg at forstå, da jeg iagttog, hvordan andre kvindelige forskere blev behandlet”.
Et kig ud over forsamlingen i auditoriet her på KU afslører, at ligestilling stadig mest interesserer den ene halvdel af universitetet: Kvinderne. De er langt i overtal her, hvor dagsordenen på en snusket dag i december 2014 er “Ligestilling i naturvidenskaben – status og løsninger”. Udgangspunktet for mødet er undren over, at halvdelen af de studerende i Danmark i mange år har været kvinder. Alligevel er fire ud af fem professorer mænd.
Da diskriminationen efter 20 år gik op for Nancy, besluttede hun, at hun ville droppe livet som forsker, hvis ikke ledelsen på MIT var parat til at gøre noget ved den. Men hvordan kunne hun få ledelsen i tale?
Præsident Clinton kom på banen
Nancy tog kontakt til de andre kvindelige medarbejdere, som alle oplevede samme diskrimination: Kvinders arbejde blev ikke vurderet som lige så godt som mænds. Kvinder fik lavere løn for samme arbejde. Kvinder fik mindre albuerum i laboratoriet og færre penge til forskning. Kvinder havde ikke samme karrieremuligheder.
Det førte til en fælles henvendelse til dekanen for Science, Bob Birgeneau, der blev opfordret til at etablere en komité, som skulle undersøge problemstillingerne til bunds. Nancy Hopkins blev formand for komitéen, hvor også fremtrædende mænd fik sæde.
Halvandet år efter – i 1996 – var en kæmpe kulegravning slut. Rapporten dokumenterede uligheden sort på hvidt, og et offentliggjort resumé vakte så meget opsigt, at historien ramte forsiderne på store aviser som Boston Globe og New York Times. Det væltede ind med e-mails fra kvinder i naturvidenskaben, der udmærket kendte problemet, og til sidst kom der også en invitation fra præsident Clinton.
“Jeg blev inviteret til Det Hvide Hus for at diskutere med præsidenten og mrs. Clinton, og de opfordrede offentligt alle universiteter til at gennemføre lignende studier”, fortæller Nancy, og hendes glæde over gennembruddet stråler ud over forsamlingen på KU.
Dekanen for Science på MIT gik straks i gang med at løse problemerne. Han ansatte flere kvinder, og på hvert fakultet på hele MIT blev der etableret centralt placerede komitéer, som havde til opgave at holde øje med, om ligestillingen gik den rigtige vej. Hvis ikke, var det dekanernes opgave at gøre noget ved det. Nancy selv blev leder af det nye “rådet for diversitet”, som blev placeret lige under universitetets øverste chef.
Hvordan gik det så, spørger Nancy og viser en graf med antallet af kvinder og mænd i staben på Science. Den viser, at “kvindekurven” stiger stejlt efter dekanens opbakning.
“Gæt, hvornår dekanen rejste til et nyt job”, spørger hun så, og forsamlingen griner. Det ses nemlig tydeligt på kurven. Den flader ud i år 2000 og stiger først igen i 2007, da der kom en ny topleder, som prioriterer ligestilling højt.
“Så snart der ikke er opmærksomhed fra ledelsen, flader kurven ud”, konstaterer Nancy Hopkins.
Meget er lykkedes – ikke alt
Selv om kvinderne i dag kun udgør ca. en femtedel af den videnskabelige stab på School of Science på MIT, er der sket store gennembrud for ligestillingen, mener Nancy.
Der er kommet barselsorlov og tre børneinstitutioner på MIT. Uligheden i tildeling af ressourcer og belønninger er udlignet takket være de vedholdende og gentagne undersøgelser, som gennemføres af ligestillingskomitéerne. Følelsen af uretfærdighed er væk, og i år blev MIT udpeget som et universitet, hvor kvinder og mænd får lige løn.
MIT’s ledelse er bevidst gået efter at ansætte kvindelige institutledere, dekaner og laboratoriechefer, og MIT har også haft en kvindelig præsident.
Desværre er der stadig for få kvinder, og det skyldes i et vist omfang, at der er underskud af kvinder de steder, der rekrutteres fra. Desuden er der stadig familiære barrierer for kvinder med børn, og endelig findes der stadig en stor usynlig barriere for ligestilling: “Den ubevidste bias”. Både kvinder og mænd tror spontant, at mænd er dygtigere end kvinder.
“Den ubevidste bias består desværre stadig og udelukker kvinder fra vigtige aktiviteter. For to år siden viste en videnskabelig artikel fra Yale University, at både kvindelige og mandlige professorer og lektorer på amerikanske universiteter stadig foretrækker at ansætte John frem for Jenifer, og de vil betale John en højere løn, selv om cv’erne er identiske. Det fortæller os ikke kun, at en kvinde endnu i dag er nødt til at være dygtigere for at blive vurderet lige med en mand. Det fortæller også, at udviklingen vil gå baglæns, hvis vi holder op med at lægge data for ligestilling frem og holder op med at korrigere for bias under ansættelser”.
