Fakta – eller kun den halve sandhed
REDAKTØRENS KOMMENTAR af Pernille Siegumfeldt
For godt otte år siden – i foråret 2007 – bragte Magisterbladet en historie om to rådgivere i Udlændingeservices dokumentationskontor og deres arbejde for at bringe solide facts og baggrundsoplysninger ind i behandlingen af asylsager.
I artiklen beskrev Jan Olsen og Jens Weise Olesen, på det tidspunkt henholdsvis landerådgiver og specialkonsulent, hvordan de metodisk kortlagde, hvad der er op og ned i spørgsmål om menneskehandel i Nigeria, om menneskerettigheder i Afghanistan eller om vilkårene for børneforsorg i Sri Lanka. Jens Weise Olesen forklarede, at deres arbejdsmetoder var frie. Og om Udlændingeservices fact finding-missioner pointerede han videre, at: “Fagligt kan vi selvfølgelig ikke holde til at lave noget, som kritikerne kan plaffe ned igen. Derfor medtager vi kun oplysninger med tydelig kildeangivelse, så enhver kan se grundlaget for resultaterne i rapporten. Vi er da heller aldrig blevet beskyldt for at være uvederhæftige, selv ikke af den mest kritiske flygtningeadvokat”.
I dag, syv år senere, er de to erfarne og internationalt anerkendte eksperter blevet ufrivillige hovedpersoner i den verserende Eritrea-sag. Begge sygemeldte på ubegrænset tid og med hver deres advarsel i personalemappen. Sagen eksploderede, da Jens Weise Olesen stod frem i pressen før jul og fortalte, hvordan han havde følt sig presset til at levere bestemte resultater i rapporten om Eritrea, at han ikke kunne stå inde for rapportens konklusioner, og at hans faglige vurdering havde budt ham at sige fra.
Siden har Eritrea-sagen bredt sig som rødme helt ind i både tidligere og nuværende ministres kontorer. Nok engang er kritiske spørgsmål oppe at vende om lydighedspligt, armslængdeprincipper og om, hvorvidt vi overhovedet kan have tillid til den sagsbehandling og rådgivning, som leveres af et mere og mere politiseret embedsværk.
Måske står det endnu værre til, end de seneste års Zornig-sag, Christiania-sag, GGGI-sag, skattesag og Eritrea-sag har foranlediget os til at tro. En undersøgelse, som Magisterbladet har foretaget blandt 760 offentligt administrativt ansatte, afdækker, at mere end hver tredje embedsmand er blevet presset af sin chef til at udelade væsentlige oplysninger eller bøje konklusioner i strid med sin egen faglige vurdering.
Hvor går grænsen mellem faglighed og politisk loyalitet, og hvor går man som embedsmand hen, hvis ens chef bare kan sige: “Nå!”, når man fremfører en kritik?
Undersøgelsen giver forhåbentlig ny næring til den diskussion.
For godt otte år siden – i foråret 2007 – bragte Magisterbladet en historie om to rådgivere i Udlændingeservices dokumentationskontor og deres arbejde for at bringe solide facts og baggrundsoplysninger ind i behandlingen af asylsager.
I artiklen beskrev Jan Olsen og Jens Weise Olesen, på det tidspunkt henholdsvis landerådgiver og specialkonsulent, hvordan de metodisk kortlagde, hvad der er op og ned i spørgsmål om menneskehandel i Nigeria, om menneskerettigheder i Afghanistan eller om vilkårene for børneforsorg i Sri Lanka. Jens Weise Olesen forklarede, at deres arbejdsmetoder var frie. Og om Udlændingeservices fact finding-missioner pointerede han videre, at: “Fagligt kan vi selvfølgelig ikke holde til at lave noget, som kritikerne kan plaffe ned igen. Derfor medtager vi kun oplysninger med tydelig kildeangivelse, så enhver kan se grundlaget for resultaterne i rapporten. Vi er da heller aldrig blevet beskyldt for at være uvederhæftige, selv ikke af den mest kritiske flygtningeadvokat”.
I dag, syv år senere, er de to erfarne og internationalt anerkendte eksperter blevet ufrivillige hovedpersoner i den verserende Eritrea-sag. Begge sygemeldte på ubegrænset tid og med hver deres advarsel i personalemappen. Sagen eksploderede, da Jens Weise Olesen stod frem i pressen før jul og fortalte, hvordan han havde følt sig presset til at levere bestemte resultater i rapporten om Eritrea, at han ikke kunne stå inde for rapportens konklusioner, og at hans faglige vurdering havde budt ham at sige fra.
Siden har Eritrea-sagen bredt sig som rødme helt ind i både tidligere og nuværende ministres kontorer. Nok engang er kritiske spørgsmål oppe at vende om lydighedspligt, armslængdeprincipper og om, hvorvidt vi overhovedet kan have tillid til den sagsbehandling og rådgivning, som leveres af et mere og mere politiseret embedsværk.
Måske står det endnu værre til, end de seneste års Zornig-sag, Christiania-sag, GGGI-sag, skattesag og Eritrea-sag har foranlediget os til at tro. En undersøgelse, som Magisterbladet har foretaget blandt 760 offentligt administrativt ansatte, afdækker, at mere end hver tredje embedsmand er blevet presset af sin chef til at udelade væsentlige oplysninger eller bøje konklusioner i strid med sin egen faglige vurdering.
Hvor går grænsen mellem faglighed og politisk loyalitet, og hvor går man som embedsmand hen, hvis ens chef bare kan sige: “Nå!”, når man fremfører en kritik?
Undersøgelsen giver forhåbentlig ny næring til den diskussion.
