Værdien af humaniora skal kortlægges
Først var det Produktivitetskommissionen, så Søndergaard-udvalget og nu regeringens dimensionerings-model. Humaniora er i skudlinjen, men humanvidenskabernes betydning for samfundsøkonomien er ringe belyst, siger forskningsleder.
Undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen har ikke med et ord nævnt humaniora som et særligt mål for det indgreb, der reducerer antallet af studiepladser på universiteterne med 2.400 over de næste tre år.
En stor del af studiepladserne skal dog findes blandt humanistiske fag, og timingen er påfaldende, mener forskningsleder ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet David Budtz Pedersen.
“Produktivitetskommissionens anbefalinger om, at ingeniørvidenskaberne, medicin og naturvidenskab grundlæggende er mere værdiskabende end det humanistiske område, synes jeg bestemt også afspejler sig i dimensioneringsplanerne. Jeg synes godt, man kan hævde, at det er ekspertanbefalinger, der nu bliver brugt som løftestang. Der er ikke tale om et fundamentalt opgør med humaniora, men i den forstand at vi nu skal dimensionere uddannelser efter en økonomisk værdibetragtning, synes jeg godt, at man kan sige, at Produktivitetskommissionens anbefalinger står tilbage som det vindende synspunkt”.
Produktivitetskommissionen har eksempelvis peget på, at humanisternes relativt lave indkomster sammenlignet med andre akademikere skal forklares med en betydelig overproduktion af humanister og vedvarende høj arbejdsløshed siden 1990’erne. Tilsvarende, mener kommissionen, er der ikke en tilstrækkelig samfundsøkonomisk gevinst i at fastholde den nuværende produktion af humanister.
Når kommissionen overhovedet kan nå til den konklusion, skyldes det ikke mindst, at den beregner værdien af en humanists bidrag til økonomien med udgangspunkt i vedkommendes livsindkomst. Og her ligger humanisterne altså lavere sammenlignet med andre akademikergrupper.
Men den model holder ikke, mener kritikere, herunder David Budtz Pedersen, der peger på, at en børsspekulant tjener langt mere end en underviser – uden at det nødvendigvis gør børsspekulantens bidrag til produktiviteten større end underviserens.
Han siger desuden:
“Produktivitetskommissionen baserer sine beregninger af livstidsindkomsten på gamle data. Men der må man bare sige, at med globalisering, outsourcing og et stigende pres på de universelle kompetencer som fx natur- og ingeniørvidenskab, som vi lige nøjagtig ser i de her år, kan man godt med nogen rimelighed sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er smart at bruge livstidsindkomster til at designe fremtidens uddannelsessystem”.
Humanioras afledte effekter
Ifølge David Budtz Pedersen vil andre metoder føre til andre resultater. Beregninger fra Center for Economic and Business Research (CEBR) på Copenhagen Business School viser eksempelvis, at en privat virksomhed, der ansætter en humanistisk eller samfundsvidenskabelig kandidat, tilfører højere økonomisk værdi til virksomheden, end hvis den ansætter en civilingeniør.
David Budtz Pedersen står selv i spidsen for et stort forskningsprojekt, der forsøger at kortlægge humanistiske forskeres samarbejdsflader og relationer til andre fagområder. Resultaterne viser fx, at 65 procent af humanisterne samarbejder med forskere fra andre discipliner, og at 44 procent samarbejder med eksterne institutioner, organisationer og virksomheder.
“Vi kan faktisk se, at projekter, der på overfladen kaldes naturvidenskabelige, klimavidenskabelige eller sundhedsvidenskabelige, i vid udstrækning får bidrag fra humanister, der sidder som en slags nedsunken værdi, for så vidt at de er med i store projektkonsortier og arbejder meget proaktivt med store samfundsudfordringer. Det kan bare ikke ses på statistikken over, hvem der tager bevillingerne”.
Hans pointe er, at de afledte effekter af humanioras bidrag ikke fremgår af de officielle statistikker.
“Det ville være rart at få indarbejdet nogle af de her sprednings- eller samarbejdseffekter, fordi man ville få tegnet et mere helhedsorienteret billede af humanvidenskabernes samfundsbidrag. Det har man slet ikke øje for i de meget snævre lønindkomstberegninger. Men før vi kan diskutere, hvilken samfundsrelevans humanvidenskaberne har, er vi i første omgang nødt til at forstå, hvordan disse videnskaber overhovedet producerer viden. Det ved vi meget lidt om”.
En stor del af studiepladserne skal dog findes blandt humanistiske fag, og timingen er påfaldende, mener forskningsleder ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet David Budtz Pedersen.
“Produktivitetskommissionens anbefalinger om, at ingeniørvidenskaberne, medicin og naturvidenskab grundlæggende er mere værdiskabende end det humanistiske område, synes jeg bestemt også afspejler sig i dimensioneringsplanerne. Jeg synes godt, man kan hævde, at det er ekspertanbefalinger, der nu bliver brugt som løftestang. Der er ikke tale om et fundamentalt opgør med humaniora, men i den forstand at vi nu skal dimensionere uddannelser efter en økonomisk værdibetragtning, synes jeg godt, at man kan sige, at Produktivitetskommissionens anbefalinger står tilbage som det vindende synspunkt”.
Produktivitetskommissionen har eksempelvis peget på, at humanisternes relativt lave indkomster sammenlignet med andre akademikere skal forklares med en betydelig overproduktion af humanister og vedvarende høj arbejdsløshed siden 1990’erne. Tilsvarende, mener kommissionen, er der ikke en tilstrækkelig samfundsøkonomisk gevinst i at fastholde den nuværende produktion af humanister.
Når kommissionen overhovedet kan nå til den konklusion, skyldes det ikke mindst, at den beregner værdien af en humanists bidrag til økonomien med udgangspunkt i vedkommendes livsindkomst. Og her ligger humanisterne altså lavere sammenlignet med andre akademikergrupper.
Men den model holder ikke, mener kritikere, herunder David Budtz Pedersen, der peger på, at en børsspekulant tjener langt mere end en underviser – uden at det nødvendigvis gør børsspekulantens bidrag til produktiviteten større end underviserens.
Han siger desuden:
“Produktivitetskommissionen baserer sine beregninger af livstidsindkomsten på gamle data. Men der må man bare sige, at med globalisering, outsourcing og et stigende pres på de universelle kompetencer som fx natur- og ingeniørvidenskab, som vi lige nøjagtig ser i de her år, kan man godt med nogen rimelighed sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er smart at bruge livstidsindkomster til at designe fremtidens uddannelsessystem”.
Humanioras afledte effekter
Ifølge David Budtz Pedersen vil andre metoder føre til andre resultater. Beregninger fra Center for Economic and Business Research (CEBR) på Copenhagen Business School viser eksempelvis, at en privat virksomhed, der ansætter en humanistisk eller samfundsvidenskabelig kandidat, tilfører højere økonomisk værdi til virksomheden, end hvis den ansætter en civilingeniør.
David Budtz Pedersen står selv i spidsen for et stort forskningsprojekt, der forsøger at kortlægge humanistiske forskeres samarbejdsflader og relationer til andre fagområder. Resultaterne viser fx, at 65 procent af humanisterne samarbejder med forskere fra andre discipliner, og at 44 procent samarbejder med eksterne institutioner, organisationer og virksomheder.
“Vi kan faktisk se, at projekter, der på overfladen kaldes naturvidenskabelige, klimavidenskabelige eller sundhedsvidenskabelige, i vid udstrækning får bidrag fra humanister, der sidder som en slags nedsunken værdi, for så vidt at de er med i store projektkonsortier og arbejder meget proaktivt med store samfundsudfordringer. Det kan bare ikke ses på statistikken over, hvem der tager bevillingerne”.
Hans pointe er, at de afledte effekter af humanioras bidrag ikke fremgår af de officielle statistikker.
“Det ville være rart at få indarbejdet nogle af de her sprednings- eller samarbejdseffekter, fordi man ville få tegnet et mere helhedsorienteret billede af humanvidenskabernes samfundsbidrag. Det har man slet ikke øje for i de meget snævre lønindkomstberegninger. Men før vi kan diskutere, hvilken samfundsrelevans humanvidenskaberne har, er vi i første omgang nødt til at forstå, hvordan disse videnskaber overhovedet producerer viden. Det ved vi meget lidt om”.
